Det er tidlig morgen. Gaderne er fulde af mennesker, der haster til arbejde eller i skole, mens jeg cykler hjem efter endnu en travl nattevagt med hovedet tungt af tanker. Jeg er ked af det. Jeg føler mig som en dårlig sygeplejerske. Som et dårligt menneske.

I går aftes fik en af mine patienter, Karl, lige inden vagtskiftet en dødsdom: Besked om, at han er uhelbredeligt syg og har ganske kort tid tilbage at leve i. Jeg ville ønske, at jeg havde haft tid til at tale med ham. Jeg ville ønske, at jeg havde givet ham rum og mulighed. Mulighed for at tænke, tale og føle, at døden ikke længere er noget abstrakt, der sker engang. At døden er noget konkret, der sker lige om lidt, lige for ham.