0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi medicinerer langt flere børn, end vi behøver

Systemet tvinger indirekte børnepsykiatere til at give børn medicin, selv om de havde bedre gavn af andre behandlingstilbud. Det er et kæmpe svigt, siger børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Vi børne- og ungdomspsykiatere får ikke lov til at gøre vores arbejde ordentligt. Vi får kun lige akkurat lov til at stille en diagnose, og så er det oftest op til den enkelte kommune at beslutte, hvilken behandling det pågældende barn skal have. I mange tilfælde vil børnene kunne behandles med f.eks. familieterapi, specialskole eller pædagogisk støtte, men det er der sjældent penge til at tilbyde. Pengekassen til medicin slipper derimod aldrig op, så derfor ender vi med at medicinere langt flere børn, end vi egentlig havde behøvet. Det er et kæmpe svigt«.

Sådan lyder opråbet fra børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der blogger på nyhedsmediet DenOffentlige.dk om de problemer, hun ser i børne- og ungdomspsykiatrien. Et af de helt store problemer er, at børnene ikke får den behandling, de har brug for.

»Hvis man som almindelig læge tager imod et barn med en brækket arm, vurderer man, om armen skal opereres, eller om den skal i gips, og man ved, at éns anbefaling bliver fulgt. I børne- og ungepsykiatrien har jeg overhovedet ingen magt over, hvad der sker med barnet, efter jeg har stillet diagnosen. Det er enormt frustrerende, at vi ikke får lov til at bruge vores ekspertise til at sørge for, at barnet får den behandling, vi ved er den bedste«.

Hvem har ansvaret for det?

»Politikerne har skabt et system, hvor ingen har et økonomisk incitament til at give børn og unge den rigtige behandling. I hospitalsvæsenet måles vi ikke på, om vi giver behandling – kun på, hvor hurtigt vi kan stille diagnoser. Men først og fremmest har kommunalreformen placeret de behandlingsopgaver, der før lå i amterne, helt i ude i kommunerne, som ofte er så små og pressede, at de ikke har råd til at give børnene den behandling, de har brug, f.eks. psykoterapi og hjælpeklasser. Samtidig har politikerne indrettet et refusionssystem, der betyder, at staten finansierer medicinudgifterne, mens anden form for behandling skal klares af kommunernes egen kasse. Derfor sker der ofte ikke noget, når vi sender børnene videre til kommunerne med anbefaling om behandlingstilbud«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere