Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debat

Velfærdsfeministiske friblødere længes efter undertrykkelsen

Menstruationsdebatten viser, at feminister er nødt til at gå til ekstremer for at få nogen til at interessere sig for deres køn.

Debat

Menstruation er så ukontroversielt, at det var den mest brugte undskyldning for at blive væk fra gymnastiktimerne, da jeg gik i folkeskole. Det er sikkert mere pinligt for en dreng at købe kondomer end for en kvinde at købe tamponer og bind. De lægges på kassebåndet sammen med aftensmaden, og ingen udelukkes fra noget som helst.

Danske kvinder løber, arbejder, svømmer, studerer, fester og går til møder, mens de har menstruation. Faktisk er de fleste i dag så ligeglade, at det er svært at holde ud for de såkaldte friblødere. For hvordan beviser de så, at de er underdogs, der kæmper en betydningsfuld kamp på vegne af halvdelen af Jordens befolkning?

Svaret er enkelt: De skruer op for splatterfaktoren. ’Hvis vi smækker vores menstruation op i synet på folk, skal de nok begynde at synes, det er klamt. Så har vi bevist vores pointe’, lyder rationalet.

Påstanden om, at kvindekroppen er tabuiseret, udstiller, hvad der driver de stadig mere ekstreme udmeldinger i den danske kønsdebat. Danske velfærdsfeminister har simpelthen svært ved at acceptere, at de ikke bliver undertrykt.

Faktisk burde feminister være glade for, at folk er ligeglade

De taler konstant om det at være kvinde for ikke at forsvinde i mængden af borgere. Irrelevansen af deres køn, som ellers var en del af rødstrømpernes kamp, er i dag det værste, der kan overgå en feminist. Den dag, hun anses som en borger som alle andre, er hun ikke længere unik.

Sandheden er, at danske feministers liv er lige så ufarligt og statssanktioneret som vandet i hanerne. De sidder lige så trygt i velfærdsstatens middelklassesump som alle os andre, og det harmonerer ikke med deres selvbillede som kritiske samfundsomstyrtere eller kvindelige udgaver af Martin Luther King.

Når danske feminister i fuld alvor kan udtale ordene Woman is the nigger of the world, vidner det nærmest om en jalousi over for de faktisk undertrykte.

Eftersom de ikke har en sag, leder de efter en fjende, der kan legitimere deres overbevisning. Derfor anklager de i stadig skingrere toner resten af samfundet for at være kvindehadsk, indtil nogen reagerer.

I virkelighed er ingen så kropsfikseret som feministerne selv. Hvem taler mere end dem om rigtige og forkerte bryster (naturlige og opererede), rigtig og forkert kønsbehåring (naturlig og barberet), om, at man stadig er smuk, selv om man vejer 5 kilo for meget, at tynde modeller er klamt, og overvægtige modeller er livsglade?

Hvis feminister fortsætter det interne kapløb om, hvem der kan gå mest til ekstremer, risikerer man at slå os tilbage til det samme sted, det har taget årtier at bevæge os væk fra.

Faktisk burde feminister være glade for, at folk er ligeglade. Ligegyldigheden sikrer os friheden til at gøre, som vi vil. Jo mere man kræver af andre, at de skal tage stilling til éns køn, jo mere politiserer man kvindekroppen og lægger den ud til offentlig afstemning. Igen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce