Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat

Fri mig for din patetiske solidaritet på Facebook

Hvorfor har folk, der beder for ofrene i Paris, så travlt med at fortælle det til resten af verden?

Debat

Du vil gerne være et godt menneske og vise, at du er det. For hvis der ikke er nogen til at bevidne, at du er et godt menneske, er du så i virkeligheden et dårligt menneske?

Det minder lidt om det det gode gamle filosofiske spørgsmål: Hvis et træ falder i skoven, men der er ingen til at høre det, laver det så stadig en lyd?

Derfor skal hele din eksistens valideres gennem andre og for at være på den sikre side, skriver du lige en generisk Facebook-status, hvor du fordømmer terrorangrebene i Paris og afslutter smøren med #prayforparis. Nu ånder du lettet op og vender tilbage til Netflix – du har nemlig gjort dit for ofrene, Paris, Frankrig, ja faktisk for hele menneskeheden.

Jeg bliver indebrændt og bitter over denne form for solidaritet. Ikke kun fra enkelte individer, men også fra store virksomheder som Youtube og Facebook og fra USA’s regering. Pludselig er det franske flag allestedsnærværende. Jeg er efterhånden ved at kaste en smule op i min mund over kombinationen af farverne blå, hvid og rød.

Hvor er farverne fra Libanons flag? Hvor er farverne fra Kenyas flag? Hvor var fordømmelserne af Boko Harams bortførelser af små piger? Vi er åbenbart ikke i stand til at føle empati over for folk, der ikke lever i den vestlige verden. Måske er de bare ikke ligeså vigtige som os?

Selv hvis du har, hvorfor i alverden skulle du så skrive det på diverse sociale medier? Er det sådan bønner fungerer? Skal man gøre opmærksom på, at man har bedt, før bønnerne går i opfyldelse?

Folk fortæller mig, at jeg ikke skal bestemme, hvem de skal sørge over, og det er selvfølgelig korrekt. Jeg skal ikke bestemme hvis lidelser, der får dit følelsesregister til at vibrere. Men inden du, helt patetisk, laver dit profilbillede om til en frankofil hyldest, så mærk lige efter. Altså helt indeni, under huden, nede i maven. Er der virkelig noget, der har ændret sig indeni dig?

Og hashtagget #prayforparis. Hvad er det helt præcis, det skal nytte? Du, som har brugt hashtagget, har du sat dig ned med foldede hænder og lukkede øjne og sendt et par bønner op til en imaginær gud? Næppe.

Selv hvis du har, hvorfor i alverden skulle du så skrive det på diverse sociale medier? Er det sådan bønner fungerer? Skal man gøre opmærksom på, at man har bedt, før bønnerne går i opfyldelse?

Det er jo ikke engang, fordi folk bare tilkendegiver, at de sidder derhjemme og beder for ofrene; de siger, at vi alle sammen skal gøre det. Pray er imperativ og fortæller mig derfor, at jeg skal bede for Paris. Det vil jeg på ingen måde. Det er en tom og komplet værdiløs gestus, som folk udelukkende benytter sig af for at vise deres familie, venner og bekendte, at deres evne til at leve sig ind i andres smerte er fuldstændig uovertruffen.

Sidst, men ikke mindst er der hele retorikken, som medierne og politikerne benytter sig af. Det er følelsesporno på så højt et plan, at X-Factor, Vild Med Dans og andre uduelige talentprogrammer ikke kan følge med. ’Kærlighedens By har været under angreb’. ’Hele menneskeheden har været under angreb’. ’Vi må alle stå sammen i denne mørke tid, når de onde kræfter prøver at knække os’. ’Kun ved at stå side om side, kan vi besejre disse monstre’.

Hvad betyder disse floskler? Skal vi sidde i en cirkel og synge ’Kumbaya my Lord?’. Kom dog med noget konkret.

Og dog skal man passe på, hvad man ønsker sig. Da Søren Espersen (DF) blev konkret, lød det, at vi nu bliver nødt til at bombe alt og alle for at få styr på Islamisk Stat. Ingen civile mænd, kvinder og børn kan føle sig sikre igen. Er det virkelig det, vi kan vælge imellem – varm luft eller yderlig spredning af had og terror?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For mig personligt har intet ændret sig i mit liv efter i fredags. Jeg kan sagtens forstå, at terrorangrebene i Paris er dybt forfærdelige. Ingen fortjener at dø på den måde.

Men jeg kan ikke mærke det. Helt indeni, under huden, nede i maven sker der intet. Jeg har nemlig aldrig været fanget i sådan en situation. Jeg kender heller ikke andre, der har været fanget i sådan en situation. Det er simpelthen en alt for surrealistisk situation til, at jeg følelsesmæssigt kan forstå, hvad det vil sige at blive skudt på og at se andre dø lige foran mig.

Så jeg vil ikke lade som om, jeg forstår det.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce