Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fri mig for din patetiske solidaritet på Facebook

Hvorfor har folk, der beder for ofrene i Paris, så travlt med at fortælle det til resten af verden?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Du vil gerne være et godt menneske og vise, at du er det. For hvis der ikke er nogen til at bevidne, at du er et godt menneske, er du så i virkeligheden et dårligt menneske?

Det minder lidt om det det gode gamle filosofiske spørgsmål: Hvis et træ falder i skoven, men der er ingen til at høre det, laver det så stadig en lyd?

Derfor skal hele din eksistens valideres gennem andre og for at være på den sikre side, skriver du lige en generisk Facebook-status, hvor du fordømmer terrorangrebene i Paris og afslutter smøren med #prayforparis. Nu ånder du lettet op og vender tilbage til Netflix – du har nemlig gjort dit for ofrene, Paris, Frankrig, ja faktisk for hele menneskeheden.

Jeg bliver indebrændt og bitter over denne form for solidaritet. Ikke kun fra enkelte individer, men også fra store virksomheder som Youtube og Facebook og fra USA’s regering. Pludselig er det franske flag allestedsnærværende. Jeg er efterhånden ved at kaste en smule op i min mund over kombinationen af farverne blå, hvid og rød.

Hvor er farverne fra Libanons flag? Hvor er farverne fra Kenyas flag? Hvor var fordømmelserne af Boko Harams bortførelser af små piger? Vi er åbenbart ikke i stand til at føle empati over for folk, der ikke lever i den vestlige verden. Måske er de bare ikke ligeså vigtige som os?

Selv hvis du har, hvorfor i alverden skulle du så skrive det på diverse sociale medier? Er det sådan bønner fungerer? Skal man gøre opmærksom på, at man har bedt, før bønnerne går i opfyldelse?

Folk fortæller mig, at jeg ikke skal bestemme, hvem de skal sørge over, og det er selvfølgelig korrekt. Jeg skal ikke bestemme hvis lidelser, der får dit følelsesregister til at vibrere. Men inden du, helt patetisk, laver dit profilbillede om til en frankofil hyldest, så mærk lige efter. Altså helt indeni, under huden, nede i maven. Er der virkelig noget, der har ændret sig indeni dig?

Og hashtagget #prayforparis. Hvad er det helt præcis, det skal nytte? Du, som har brugt hashtagget, har du sat dig ned med foldede hænder og lukkede øjne og sendt et par bønner op til en imaginær gud? Næppe.

Selv hvis du har, hvorfor i alverden skulle du så skrive det på diverse sociale medier? Er det sådan bønner fungerer? Skal man gøre opmærksom på, at man har bedt, før bønnerne går i opfyldelse?

Det er jo ikke engang, fordi folk bare tilkendegiver, at de sidder derhjemme og beder for ofrene; de siger, at vi alle sammen skal gøre det. Pray er imperativ og fortæller mig derfor, at jeg skal bede for Paris. Det vil jeg på ingen måde. Det er en tom og komplet værdiløs gestus, som folk udelukkende benytter sig af for at vise deres familie, venner og bekendte, at deres evne til at leve sig ind i andres smerte er fuldstændig uovertruffen.

Sidst, men ikke mindst er der hele retorikken, som medierne og politikerne benytter sig af. Det er følelsesporno på så højt et plan, at X-Factor, Vild Med Dans og andre uduelige talentprogrammer ikke kan følge med. ’Kærlighedens By har været under angreb’. ’Hele menneskeheden har været under angreb’. ’Vi må alle stå sammen i denne mørke tid, når de onde kræfter prøver at knække os’. ’Kun ved at stå side om side, kan vi besejre disse monstre’.

Hvad betyder disse floskler? Skal vi sidde i en cirkel og synge ’Kumbaya my Lord?’. Kom dog med noget konkret.

Og dog skal man passe på, hvad man ønsker sig. Da Søren Espersen (DF) blev konkret, lød det, at vi nu bliver nødt til at bombe alt og alle for at få styr på Islamisk Stat. Ingen civile mænd, kvinder og børn kan føle sig sikre igen. Er det virkelig det, vi kan vælge imellem – varm luft eller yderlig spredning af had og terror?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For mig personligt har intet ændret sig i mit liv efter i fredags. Jeg kan sagtens forstå, at terrorangrebene i Paris er dybt forfærdelige. Ingen fortjener at dø på den måde.

Men jeg kan ikke mærke det. Helt indeni, under huden, nede i maven sker der intet. Jeg har nemlig aldrig været fanget i sådan en situation. Jeg kender heller ikke andre, der har været fanget i sådan en situation. Det er simpelthen en alt for surrealistisk situation til, at jeg følelsesmæssigt kan forstå, hvad det vil sige at blive skudt på og at se andre dø lige foran mig.

Så jeg vil ikke lade som om, jeg forstår det.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden