Lyt til artiklen
Forleden hørte jeg en radioudsendelse, hvor en venligboende lytter ringede ind og græd. Emnet var flygtningesituationen i Danmark, men lytterens stemme knækkede over midt i en sætning om, hvor traumatiserede nogle af de flygtninge var, som hun havde mødt som frivillig, og hvor lidt hun syntes, vi gjorde her i Danmark, for dem.
Indslaget virkede barokt på mig. Lytteren var så overrumplet af sin egen empati, at hun ikke kunne fatte sig i de 2 sekunder, hun var igennem på radioen. Hvorfor var hun dog så følelsesmæssigt engageret i mennesker, hun ikke havde kendt mere end et par dage?
