Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

De gode perkere skrider

Veluddannede minoritetsdanskere søger til lande med et mindre betændt debatklima end her.

Debat

De seneste ugers debat har igen sat muslimer på dagsordenen.

Mens israelere og palæstinensere efter blodig kamp om henholdsvis sikkerhed og selvstændighed endelig har indgået en våbenhvile, udkæmpes der i den hjemlige politiske arena en intens kamp om midtervælgerne. Igen appellerer politikerne til borgernes frygt for den muslimske trussel, som ikke er blevet mindre efter Islamisk Stats succes på slagmarken.

Pia K. vil tvinge trusserne, eller var det tørklædet, af alle muslimske kvinder.

Støjberg vil kun have de dygtige ind – resten ud i Øresund i en fart. Og Kalot-Jarlov marcherer gennem Nørrebrogade, nu uden skrårem og seler.

I et debatklima som dette, hvor ethvert forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum ville være konstruktivt, kan det ikke undre, at en række usynlige og veluddannede minoritetsdanskere søger udenlands. Enten tilbage til et land, hvor de har rødder, eller til andre vestlige lande med et mindre betændt debatklima.

Ifølge Danmarks Statistik forlod 506 personer med tyrkisk baggrund Danmark i 2012. Det er en klar stigning i forhold til i 2007, hvor tallet var under det halve.

Det kan godt være, politikerne vinder stemmer, men er det godt på den lange bane? Er det godt for landets økonomiske vækst og for Danmarks situation i den globale konkurrence om kvalificeret arbejdskraft? Og hvad med personer med udenlandsk baggrunds generelle trivsel i Danmark?

Kunne det tænkes, at politikerne skyder sig selv i nosserne, medens de i flok pisser i bukserne for at holde varmen?

Det, disse politikere påstår at ville dæmme op for, nemlig at reducere ressourcesvag indvandring og radikale muslimer, får omvendt virkning. Kan det tænkes, at netop sådan en strategi kan virke som turn off for danske borgere med muslimsk baggrund? Især dem, der har alternativer og kan vælge at rejse et andet sted hen.

Er det tilfældet med de 506 dansktyrkere, der er udvandret?

Tyrkiet var i 2013 den 18.-største økonomi i verden ifølge World Bank, og landet er solidt placeret i gruppen af ’nye vækstøkonomier’. Det er den tyrkiske regerings målsætning at være blandt de 10 største økonomier i 2023; året, der markerer 100-året for den tyrkiske republiks etablering. I 2010 og 2011 var Tyrkiets vækstrater blandt de højeste i verden.

Dette væksteventyr har konverteret Tyrkiet fra at være et land, folk forlod for bedre muligheder andre steder i verden, til i dag at være et mål for indvandrende vestlig arbejdskraft.

I Tyskland alene er næsten 200.000 tyskere med tyrkisk baggrund i perioden 2007-2011 ’vendt tilbage’ til Tyrkiet, oftest med det formål at udnytte de økonomiske muligheder i Tyrkiet. Hovedparten af disse er unge, som oplever, at deres vesteuropæiske uddannelser og færdigheder kombineret med deres tyrkiske sprogkundskaber er i særdeles høj kurs i Tyrkiet.

En ’egentlig tilbagevenden’ kan man i bogstavelig forstand ikke tale om, idet mange af dem er født og opvokset i Tyskland eller i andre lande.

Den tyrkiske stat favoriserer de ’hjemvendte’ ved ikke at kræve visum eller arbejdstilladelse for personer, der har bevaret tyrkisk statsborgerskab. Tyrkisk lovgivning tillader nemlig dobbelt statsborgerskab ved fødslen, hvis mindst en af forældrene har tyrkisk statsborgerskab.

Tidligere tyrkiske statsborgere, som har opgivet tyrkisk statsborgerskab, kan erhverve et ’blåt kort’, som giver dem nogle rettigheder: såsom retten til ophold og arbejde. De har nemlig regnet den ud.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvem er så disse udvandrere? Og hvorfor rejser de fra Danmark?

Det var nogle af de spørgsmål, jeg tog til Istanbul for at få svar på.

I denne millionby mødte jeg lutter veluddannede, stærke og selvstændige karrierekvinder med muslimsk baggrund fulde af ambitioner og drømme. Lige præcis den type ’velintegrerede’ kvinder, Inger Støjberg påstår er velkomne i Danmark.

Kvinderne havde stærk tilknytning til Danmark og var overordnet glade for de muligheder, de havde haft i form af uddannelse og økonomisk frihed.

Men kvinderne delte skuffelsen over altid at blive hængt ud i den offentlige debat på grund af deres etniske baggrund, hudfarve og navn og havde en fælles erkendelse af, at de trods succes og karriere aldrig vil blive fuldgyldige medlemmer af det nationale fællesskab i Danmark.

Den anderledeshed, de oplevede, marginaliserede dem i Danmark, men gav dem i stedet en fordel i Tyrkiet.

Mens deres tyrkiske baggrund i Danmark ansås for en hæmsko for integration, ses deres danske baggrund i Tyrkiet som en attraktiv kompetence og ressource.

I Danmark blev de set som perkere, andengenerationsindvandrere, muslimer, der altid skulle stave deres navn – i Tyrkiet blev de værdsat og anerkendt.

Hvad Inger Støjberg og andre bidragydere til den indvandrerfjendtlige retorik måske ikke vil se i øjnene er, at deres generelle mistænkeliggørelse af muslimer ikke kun ansporer til yderligere radikalisering af visse grupper, men også skubber de mere velfungerende muslimske borgere fra sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Deres retorik skader rigtige mennesker. Det så vi senest med den unge mand i toget, der fik hele hovedstadens politistyrke på den anden ende, fordi han var mørk i huden, nervøs og sad og læste en bog om terror. Det kunne være gået så gruelig galt.

I Danmark er tallet af tilbagevendte forholdsvis beskedent, men med den negative debat og finanskrisen kunne det tænkes, at flere vil søge væk og måske aldrig vende tilbage, selv om konjunkturerne i Danmark måske måtte ændre sig.

Har vi råd til det?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden