Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Jeg er i mindretal i min egen hverdag

Gymnasieelever fra ghettogymnasier får en gymnasietid i mindretal, hvor badeture, kjolelængder og alkoholindtag skiller vandene.

Debat

Som mange andre har jeg fulgt debatten om Langkær Gymnasiums rektors beslutning om etnisk opdeling af de nye 1. g’ere.

Det er en kontroversiel beslutning, men jeg tror, at grunden til den manglende opbakning omkring en ellers pragmatisk løsning stammer fra en lige så manglende forståelse af de få etniske danske elevers hverdag på et såkaldt ghettogymnasium.

Som en af de fire etnisk danske elever i klassen ville jeg ønske, at der havde været mulighed for en lignende opdeling hos os.

Når der bliver kigget på problemstillingerne i klasser som min med en gevaldig overrepræsentation af elever med anden etnisk baggrund, kommer overvejelserne oftest ind på et underskud af integration af indvandrerne.

I de værste tilfælde er mindretallet af etniske danskere så lille, at interaktion mellem de to grupper ikke er nødvendig

I de værste tilfælde er mindretallet af etniske danskere så lille, at interaktion mellem de to grupper ikke er nødvendig og derfor oftest ikke eksisterende.

Desværre er der også et andet problem, som bliver overset i de fleste tilfælde, nemlig, at de få etniske danskere tilbage i klassen går glip af det, som mange andre unge tager for givet.

For størstedelen af mine klassekammerater er det at gå i skole ikke et sted for sociale relationer. Grunden til at gå i gymnasiet er for dem blot at blive færdig med gymnasiet. Denne tilgang er, hvad der præger mange af de indvandrere, der går i min klasse og på min skole.

Dette skaber den største afstand mellem etniske danskere og minoritetseleverne i min klasse. Man kan jo sige, at det blot er en kulturforskel, men det er ikke desto mindre en, der kommer til at præge min ungdom.

BRIAN ESBENSEN

Et godt eksempel er vores studenterkørsel. Den klasse, der lige er gået ud, 2 år over mig, havde stablet en aftale på benene omkring alkoholindtagelse på vognturen.

De etniske danskere, der ønskede at drikke alkohol, stod i en situation, hvor de var i holdningsmæssigt mindretal om en tradition, som man efter min overbevisning ikke burde stemme om. Det endte med, at vognen blev delt op med en zone, hvor det var tilladt at drikke, og en zone, hvor det ikke var.

Desuden var turen planlagt således, at de ikke-drikkendes huse lå først på ruten, så de kunne stige af, når de ankom, og de få, der havde lyst til at drikke, blev tilbage på vognen.

Jeg mener, at det nedbryder en tradition, som mange kigger tilbage på som gode ungdomsminder. En studentertradition, som jeg bliver frarøvet.

Et andet eksempel er gallafesten på skolen, hvor der er krav om kjolelængder. Dette er en tradition, som man har fastsat i festudvalget, og som er udbredt i hele Danmark og har været det i flere år nu.

Da hverken 1. g’ernes eller 2. g’ernes kjoler må nå ned til fødderne, besluttede samtlige muslimske piger fra min klasse, at det forhindrede dem i at dukke op til festen. Det resulterede i, at vi kun var to fra min klasse, der kom til vores gallafest. Da gallafesten er en traditionsrig begivenhed, er der selvfølgelig flere ting, der bliver påvirket af kulturforskelle.

Vi var kun to fra min klasse, der kom til vores gallafest

I idrætstimerne, i ugerne op til festen, lærer man for eksempel at danse les lanciers og vals, og dette resulterer i, at mange minoritetselever, især pigerne, vælger at blive væk fra timerne, de de siger, at det er imod deres religion at holde en fremmed mand i hånden.

Det er oplevelser som disse, der resulterer i følelsen af, at jeg går glip af det typiske danske ungdomsliv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

CHEFKONSULENT

Desuden bliver jeg frarøvet noget essentielt af mine ungdomsår, nemlig chancen for at danne mig min egen identitet. Jeg er ikke længere mig selv, jeg er blot ‘danskeren’.

Dette er min identitet i de andres øjne. Det resulterer i en følelse af fremmedhed, endda i mit eget land. Når man ikke er andet end ’danskeren’, skaber man derimod fællesskab med de andre danskere på gymnasiet.

’Vi har noget, de andre ikke har’. Dette skaber en enorm opdeling på tværs af gymnasiet, hvor det danske mindretal kender mere til hinanden end til deres egne klassekammerater, udelukkende på grund af etnicitet.

Jeg synes, at det er trist. Det er en skam, at jeg må leve med konsekvenserne af andre etnisk danske elevers handlinger. Fordi de svigter vores uddannelsessystem ved at flytte gymnasium, og fordi man ikke tager elevernes baggrund i betragtning, når de indskrives på gymnasier, resulterer det i dårligere vilkår for eleverne på mit gymnasium.

Jeg kan godt forstå, at mine gamle etnisk danske klassekammerater har forladt skolen

Når man skaber elitegymnasier, skaber man samtidig ghettogymnasier.

GYMNASIELÆRER

Det giver også en følelse af ensomhed at være i mindretal. Når man for eksempel er på klassetur til Hven om sommeren, og man er den ene af de to, der gider bade, føles det akavet og malplaceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det burde det ikke, det er en naturlig ting at bade på en varm sommerdag, men man bliver fordømt for at smide trøjen og hoppe i havet.

Jeg kan godt forstå, at mine gamle etnisk danske klassekammerater har forladt skolen, og jeg mener, at gymnasiet kunne gøre mere for at holde på de danske elever. Det vil både gavne de etniske danske og integrationen af elever med etnisk minoritetsbaggrund.

En midlertidig løsning kunne være etnisk opdeling, men det bedste sted at begynde ville være med fordelingen af elever ud på alle gymnasier, så man ikke ender med ghettogymnasier som mit.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden