Som mange andre har jeg fulgt debatten om Langkær Gymnasiums rektors beslutning om etnisk opdeling af de nye 1. g’ere.
Det er en kontroversiel beslutning, men jeg tror, at grunden til den manglende opbakning omkring en ellers pragmatisk løsning stammer fra en lige så manglende forståelse af de få etniske danske elevers hverdag på et såkaldt ghettogymnasium.
Som en af de fire etnisk danske elever i klassen ville jeg ønske, at der havde været mulighed for en lignende opdeling hos os.
Når der bliver kigget på problemstillingerne i klasser som min med en gevaldig overrepræsentation af elever med anden etnisk baggrund, kommer overvejelserne oftest ind på et underskud af integration af indvandrerne.
I de værste tilfælde er mindretallet af etniske danskere så lille, at interaktion mellem de to grupper ikke er nødvendig
Einar Bang Therkildsen, gymnasieelev
I de værste tilfælde er mindretallet af etniske danskere så lille, at interaktion mellem de to grupper ikke er nødvendig og derfor oftest ikke eksisterende.
Desværre er der også et andet problem, som bliver overset i de fleste tilfælde, nemlig, at de få etniske danskere tilbage i klassen går glip af det, som mange andre unge tager for givet.
For størstedelen af mine klassekammerater er det at gå i skole ikke et sted for sociale relationer. Grunden til at gå i gymnasiet er for dem blot at blive færdig med gymnasiet. Denne tilgang er, hvad der præger mange af de indvandrere, der går i min klasse og på min skole.
Dette skaber den største afstand mellem etniske danskere og minoritetseleverne i min klasse. Man kan jo sige, at det blot er en kulturforskel, men det er ikke desto mindre en, der kommer til at præge min ungdom.
BRIAN ESBENSEN
Et godt eksempel er vores studenterkørsel. Den klasse, der lige er gået ud, 2 år over mig, havde stablet en aftale på benene omkring alkoholindtagelse på vognturen.
De etniske danskere, der ønskede at drikke alkohol, stod i en situation, hvor de var i holdningsmæssigt mindretal om en tradition, som man efter min overbevisning ikke burde stemme om. Det endte med, at vognen blev delt op med en zone, hvor det var tilladt at drikke, og en zone, hvor det ikke var.
Desuden var turen planlagt således, at de ikke-drikkendes huse lå først på ruten, så de kunne stige af, når de ankom, og de få, der havde lyst til at drikke, blev tilbage på vognen.
Jeg mener, at det nedbryder en tradition, som mange kigger tilbage på som gode ungdomsminder. En studentertradition, som jeg bliver frarøvet.
Et andet eksempel er gallafesten på skolen, hvor der er krav om kjolelængder. Dette er en tradition, som man har fastsat i festudvalget, og som er udbredt i hele Danmark og har været det i flere år nu.
Da hverken 1. g’ernes eller 2. g’ernes kjoler må nå ned til fødderne, besluttede samtlige muslimske piger fra min klasse, at det forhindrede dem i at dukke op til festen. Det resulterede i, at vi kun var to fra min klasse, der kom til vores gallafest. Da gallafesten er en traditionsrig begivenhed, er der selvfølgelig flere ting, der bliver påvirket af kulturforskelle.
Vi var kun to fra min klasse, der kom til vores gallafest
Einar Bang Therkildsen, gymnasieelev
I idrætstimerne, i ugerne op til festen, lærer man for eksempel at danse les lanciers og vals, og dette resulterer i, at mange minoritetselever, især pigerne, vælger at blive væk fra timerne, de de siger, at det er imod deres religion at holde en fremmed mand i hånden.
Det er oplevelser som disse, der resulterer i følelsen af, at jeg går glip af det typiske danske ungdomsliv.
Skriv kommentar