Det moderne menneske skammer sig alt for meget

Perfekthedssyge får os til at skamme os over alt. Kroppen, parforholdet, børnene, underskuddet i hverdagen, rodet i sindet og det ikke at kunne leve op til egne idealer, mener psykolog Krista Korsholm Bojesen.

I øjeblikket bliver der talt meget om skam i forbindelse med den norske hit-ungdoms-serie ’Skam’. Men denne artikel skal hverken handle om Noora eller Isak, men om hvad vi som mennesker går og skammer os over.

Debatredaktionen har derfor sat en vaskeægte nørd stævne. Psykolog Krista Korsholm Bojesen har skrevet speciale om menneskers skam og mener, at vi allesammen skammer os helt unødvendigt meget og mere og mere.

Men hvad er skam egentlig?

»Skam er faktisk en ret overset følelse. Hvis man spørger mennesker, hvad skam er, genkender de fleste ordet, men de færreste ved, hvad det præcis er. Skam er, når der er forskel på dit ideal for dig selv og dit reelle selv. Hvem du vil være, og hvem du er. Den konflikt kan blive stor og tung og gøre et menneske bange for at blive afsløret. Der er meget angst i det at skamme sig«, siger Krista Korsholm Bojesen.

Angst for hvad?

»Angsten for, at ingen vil være sammen med dig. Det er menneskets dybeste frygt at blive valgt fra. Afvisningen. Den er vi enormt bange for i ungdomsårene, men også som voksne, og det er f.eks. den skam, der er på spil til jobsamtaler eller på dates«.

Hvorfor mener du, at vi skammer os mere og mere?

»Vi har privatiseret vores værdier. Tidligere var man mere enige om, hvad der var rigtigt og forkert, og holdt man sig inden for de rammer, som kirken og samfundet havde udstukket, så var alt okay. Røg du ud over kanten, var det naturligvis tilsvarende alvorligt. Men det hele er fragmenteret nu, og vi skal selv finde på de værdier, som vi personligt identificerer os med. Det, jeg kalder ’styr dig’, er et centralt spørgsmål inden for skam. Det er manglende viljestyrke og mangel på kontrol. Som i fedme, rygning, dårlig økonomi eller misbrug generelt. Det er ting, som vi skammer hinanden ud for på de sociale medier, hvor det for eksempel skal diskuteres, om en minister er tyk«.

Det eneste værn mod skam er sårbarhed. Men det er meget skræmmende at sige, at i en perfekt verden ville jeg have handlet anderledes, men sådan blev det ikke

Så kontroltab er skamfulde?

»Ja. Du skal tage dig af dig selv og være i kontrol og selv træffe alle valg, og så må du selv leve med konsekvenserne af dine valg. Alt er lagt over på individet, og det kan blive meget komplekst at skulle leve op til så mange ting på samme tid. Alt for få mennesker overvejer, hvad der er vigtigst for dem i livet og vælger det. Det bliver ofte noget følelsesmæssigt og diffust rod – som f.eks. ’jeg vil gerne være sund’, og ’jeg vil være en god far’. Men du er nødt til at prioritere, om du vil løbe maraton eller være meget sammen med dine børn, for i forsøget på at gøre det hele, knækker vi«.

Er vi for ambitiøse?

»Der er mange områder at præstere på nu. Før stod kvinderne for det hjemlige og mænd for at tjene penge. Der havde man ikke en følelse af at fejle som far, hvis man arbejdede meget, men nu skal vi det hele. Nærvær, karriere, sundhed, bolig, madlavning, familie og så videre. I gamle dage syltede og bagte kvinderne for at få ro i hovedet. Nu går de ned med stress eller går til mindfulness. Jo flere roller og jo flere opgaver du skal løse, jo flere områder af tilværelsen vil være i konflikt med hinanden, og så begynder vi at skamme os. De to tydeligste forsvarsmekanismer for skam er perfektionisme og vrede/fordømmelse af andre. Hvis du kigger dig rundt i vores samfund med de briller på, så bliver det meget tydeligt, hvor indsølet vi er i skam«.

Lortemor på Facebook

Hvis en kvinde for eksempel skriver på Facebook, at hun ikke gider holde barsel, så går folk amok i fordømmelse. Hvorfor?

»Når nogen gør noget, der vækker skam i os selv, så opdager vi det ofte ikke selv, men fortæller i stedet de andre, at de er forkert på den. Vores kerneværdier er det allervigtigste for os, og det er meget få mennesker, der ikke har børn og familie som det allervigtigste. Der skammer vi os meget, og det er alt for smertefuldt, hvis nogen gør det på en anden måde og dermed fortæller dig, at det, du gør, er forkert. Så går vi i forsvar i stedet. Derfor er der alle de her voldsomme ’lortemor’-diskussioner på nettet«.

Men hvorfor ikke bare hvile i, at man selv træffer sine valg, og at det er godt nok?

»Det kræver en vis modenhed at kunne stå på mål for ikke at være perfekt. Samtidig er vi så prægede af medier og kultur og nyhedsudsendelser og debatter 24 timer i døgnet, hvor det ikke handler om samtale eller at forstå hinanden, men om at komme med det skarpeste spørgsmål og det skarpeste svar. Vi mangler rollemodeller, der tør sige f.eks.: Jeg tror sådan set, det er bedst for små børn at være hjemme de første par år, men det kan jeg simpelthen ikke holde til, for så ville jeg blive sindssyg. Det eneste værn mod skam er sårbarhed. Men det er meget skræmmende at sige, at i en perfekt verden ville jeg have handlet anderledes, men sådan blev det ikke«.

De to tydeligste forsvarsmekanismer for skam er perfektionisme og vrede/fordømmelse af andre. Hvis du kigger dig rundt i vores samfund med de briller på, så bliver det meget tydeligt, hvor indsølet vi er i skam

Istedet forsvarer vi eget valg?

»Ja, og hvis der er noget, vi er idealister omkring, så er det vores børn, og så snart man er ovre i noget med idealisme, så har man meget på spil omkring, om man er god nok«.

Hvad er egentlig forskellen på skyld og skam? De bliver altid slået sammen?

»Skyld handler om hændelsen, og skam handler om væren. Skyld er afgrænset og lokalt. Som at råbe ad sit barn. Det kan man føle skyld over og se som en svipser og tænke, det kan ske for enhver, eller jeg var presset. Så kan man distancere sig fra det og komme videre. Hvis man derimod tolker hændelsen som noget, der siger noget om min person og min karakter, at jeg er sådan en, der råber af mit barn, så bliver det til skam. Hvis det strider mod ens kerneværdier. Man skammer sig, når ’jeg er forkert’ i modsætning til ’jeg har gjort noget forkert’.

Hvordan ser man ellers den skelnen?

»Man har målt på indsatte i fængsler, at langt de fleste, der føler skyld, ikke går ud og gør det igen, fordi de ser skylden og afsoner den. Der er en handlemulighed, hvor de kan gøre det godt igen. Hvis du derimod skammer dig, så er det en blivende følelse af, at du er sådan en, der stjæler eller sælger stoffer, og det er håbløst, for du kan jo ikke ændre, hvem du er. De, der føler skam, fortsætter i kriminalitet, også fordi skam ofte er forbundet med noget, vi gerne vil skjule. Så bliver der flere lag af løgne omkring det, som vi skammer os over, og dermed skaber vi en selvopfyldende profeti af løgne, skam og løgnagtige relationer«.

Normer er under forandring

Hvorfor bliver skyld og skam så altid slået sammen?

»Nok fordi vi ikke er særlig gode til at skelne mellem de to, da de begge er moralske emotioner, hvor det handler om rigtigt og forkert. Skyld er at skylde noget i banken, som du godt kan betale tilbage. Skam handler om at rykke i skammekrogen og ud af fællesskabet. Du kan ikke betale en skam tilbage. Skam er følelsen af at ville forsvinde. Synke gennem gulvbrædderne og flygte. I Sydeuropa er folk ofte mere skamløse end os perfektionister i Skandinavien. Det kan hænge sammen med den stærke katolske kirke og traditionen for at skrifte, hvor man får at vide, hvilken bod der skal udføres for at få betalt skylden væk. At kirken ikke længere er et sted, der opstiller moralske regler, kan både være godt og skidt, men det var et sted, hvor man kunne bede om tilgivelse og gå hen med sin skam. En slags moralsk overmagt, der var større end den enkeltes egen lykkes smed. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke har særlig meget nåde i vores samfund«.

Hvad mener du med nåde?

»Nåden er en kraft, hvor der bliver båret over med det uperfekte i mennesket. Det er en form for kærlighed til sig selv, men også nåde over for andre, der falder igennem eller dummer sig. Nåden giver os lov at være uperfekte, men stadig elskede og elskelige. Der mangler nåde i relation til skam i vores samfund, sådan at de utro, de, der dumper, de tykke, de psykisk syge, de dårlige betalere, moderen, der råber ad sit barn, og alle dem med en forkert og uperfekt krop kunne være mere nådige over for sig selv«.

Er der ikke også noget, som vi ikke skammer os så meget over mere?

»Jo da. Tidligere var det en samfundsnorm forbundet med stor skam og fordømmelse at blive skilt. Det har ændret sig. Og det at få et barn uden for ægteskabet. Lad os fejre, at intet barn skal kaldes horeunge i dag. Det er heller ikke skamfuldt ikke at være jomfru. Det er nærmest mere skamfuldt at være jomfru end ikke at være det. Der er masser af normer, der har ændret sig og er blevet mindre skamfulde. Også psykisk sygdom, selvom det stadig er skamfuldt for mange. Men jeg ville ønske, at vi kunne lære at skamme os meget mindre, især kvinder. Vi skammer os over alt hele tiden. Kvinders roller og historie har ændret sig mest de sidste 100 år, og der bliver stadig stillet flere krav til os om perfektion end til mænd. Det er for eksempel skamfuldt for kvinder at blive ældre, men også at få Botox. Vi kvinder bliver meget små af at skamme os og gøre os tynde og små og spreder os ud over så mange områder, som vi skal mestre. Det smukkeste er nu engang mennesker, der tør stå ved sig selv uden at skulle være perfekte«, siger Krista Korsholm Bojesen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce