»Kan du da ikke se, at det, vi har været igennem, er statsgodkendt børnearbejde?«.
Det var en venindes vrede kommentar til vores fælles baggrund som pårørende i psykiatrien. Og jo, det kan jeg godt se, bare med den tilføjelse, at det også var statsgodkendt ungdoms- og voksenarbejde – dog uden løn og anerkendelse for indsatsen.
Arbejdet som pårørende har vi begge kendt til gennem størstedelen af vores liv. Der er ingen udsigt til, at opgaven bliver lettere, kun værre og mere slidsom, efterhånden som nedskæringerne på velfærden forøges.
»Hvad er det, du vil med dit liv? Trælle for en mand som husmor?«.
Den dag var min mor ikke bare vred, men også bange. En af de ting, min mor var allermest bange for, var, at jeg skulle ende som husmor – at jeg ikke skulle blive en selvstændig kvinde. Hun havde set og oplevet 50’ernes ydmygelse ved at bede om husholdningspenge. Frygten ved at skulle blive hos en mand – af nød og ikke af lyst. Min mor havde set og oplevet kvindefrigørelsen. Hun havde set kvinderne komme ud på arbejdsmarkedet som en mulighed for at kunne vælge og bestemme selv – også selv om det for mange kvinder betød dobbeltarbejde.
Det var kvindebevægelsen og velfærdsstaten, der gjorde det muligt.
Jeg føler mig snydt. Jeg er født ind i en tid, hvor jeg kan tjene mine egne penge, men med afviklingen af velfærdsstaten bondefanger magthaverne mig. De kvinder, der er hårdest ramt, og de kvinder, der kommer efter mig, står ikke bare i en situation med dobbeltarbejde. Når velfærdsstaten bliver afviklet, står vi i en situation med trippelarbejde. Vores lønjob, husholdningen, pasningen af vores ældre og syge. Magthaverne har stukket os blår i øjnene. Den frihed, vi fik, binder os på ny.
Jeg gjorde, som min mor sagde. Jeg gjorde, som samfundet ønskede, og jeg føler mig bondefanget. Det samfund, jeg voksede op i, er ikke længere. Der var engang, da samfundet havde brug for kvindernes arbejdskraft. For at få os på arbejdsmarkedet blev der skabt gode børnehaver, hjælp til de ældre, hjælp til de syge og plejehjem, hvor vi trygt kunne lade vores gamle bo, for her var pleje, omsorg og god mad. Dobbeltrollen i hjemmet blev gjort lettere med husholdningsredskaber til enhver lejlighed, så selv om dobbeltarbejdet for mange kvinder var en realitet, var frigørelsen og selvstændigheden det også.
Amalie Kestler: Bliver feminismens fjerde bølge Bovary eller Beauvoir?Feminismen stikker i mange retninger, sådan må det være med en fri bevægelse. Twerking, vaginalstrik, homorettigheder, friblødning, retten til at være nøgen, kussomater, lige ret til bestyrelsesposter og til de 179 pladser i Folketinget. Tredje- eller fjerdebølgefeminisme. Siden det debatteres så heftigt, må det være vigtigt for mange, men det repræsenterer ikke mit liv.
Jeg er heteroseksuel. Jeg har for kraftige blødninger, til at friblødning er en reel mulighed. I det omfang jeg har tid til at strikke, strikker jeg helst sokker og foretrækker en mere traditionel måde at strikke på end den, vaginalstrik indbyder til. Min nøgne krop har ikke været interessant for offentligheden i 20 år, hvis den da nogensinde har været det. Og jeg tilhører ikke et segment, der nogensinde kommer i nærheden af en bestyrelsespost eller Folketinget. Ikke fordi jeg er kvinde, men fordi mit uddannelsessegment ikke er specielt relevant i den sammenhæng.
Bestyrelses­kvinde: Hvorfor siger kvinder nej til bestyrelses­poster?Jeg er en helt almindelig kvinde, og i mit helt almindelige kvindeliv er det andre ting, der bekymrer og berører min hverdag. Mine kolleger og mine veninder er helt almindelige kvinder med helt almindelige kvindeliv. Ingen af os twerker – i hvert fald ikke til daglig – men vi arbejder og lægger en kabale for at få et familieliv til at hænge sammen hver dag. Jo ældre vi bliver, desto flere oplever rollen som pårørende. Hvor det engang kun var mig og enkelte andre, der i uger, måneder eller år ikke bare havde dobbeltarbejde, men trippelarbejde i kraft af arbejdet som pårørende, har vi nu nået en alder, hvor vi i større eller mindre omfang oplever det alle sammen. Og kabalen går ikke op.
Den kabale, der ikke vil gå op, er ikke et privat problem. Det er et politisk problem og skal italesættes som et politisk problem. Kvindebevægelsen gjorde det private politisk. Det er på tide, at vi igen gør det private politisk. De konsekvenser, nedskæringerne på velfærden har, er ikke bare et privat problem. Det er et politisk skabt problem og i høj grad særligt et problem for den halvdel af befolkningen, der er kvinder. Der skal være plads til at være pårørende og syg. Hvis der ikke er plads til det, er der ikke plads til at være menneske – eller kvinde.
Lad os italesætte en femte feministbølge: retten til ikke at være underlagt trippelarbejde som konsekvens af nedskæringer på velfærdsområdet.
fortsæt med at læse
