Jeg er overvægtig. Ikke på ’Hvis bare jeg tabte mig fem kilo, så rygdellen forsvandt, ville jeg være lykkelig’-måden, men på ’Du er, sammenholdt med din genetiske sammensætning, disponeret for at få type 2-diabetes, hvis du ikke taber dig’-måden. Det har jeg været hele mit liv, så intet nyt under solen. Det nye er den måde, jeg bliver set på i offentligheden. Verden er et mærkeligt sted.
Kropsaktivister i kamphumør: Nej, ’tyk’ betyder hverken dum, dårlig, doven eller grimDet er vist gået op for os alle, og alligevel forundres jeg gang på gang, når snakken falder på andres vægt. Det er ikke sjældent, at denne kommentar falder i min omgangskreds: »Har I set, hvor stor hun er blevet?! Det er da utroligt, at hun stadig kan gå«.
Lad mig komme med lidt breaking news – det er jo så moderne: Man kan godt bevæge stængerne, selv om de ikke er adskilt af et thigh gap (mellemrum mellem inderlårerne red.). Utroligt, men sandt.
Klumme: Min sjæl bliver hakket i stykker, når fremmede råber »fede kælling«Når jeg så gør de ellers empatiske, rare og omsorgsfulde mennesker opmærksomme på, at der sidder en Rulle-Marie med til bords, bliver de altid helt befippede. »Jamen Mette, det gælder da ikke dig! Sådan ser du jo slet ikke ud!«.
Men jo, det gør jeg. Og heldigvis tænker mine venner og bekendte ikke som tidligere nævnt om mig. Men det er den holdning, jeg ofte møder, når folk taler om overvægtige.
Jeg har aldrig været stolt af mine ekstra kilo, og jeg kæmper hver dag for at blive dem kvit. Men 23 år med trælse vaner er ikke nemme at gøre op med fra den ene dag til den anden.
Hvad du tænker inde i hovedet er én ting. Det gælder sådan set både racisme, grimme sko og dårligt hår.
Men du overskrider ALLE grænser, når du tror, du er i din gode ret til at kommentere på min krop, når jeg bare skal en tur i Tiger efter kuverter, og du krydser mig på gaden med en spydig kommentar. Jeg forstår udmærket godt, hvis jeg ikke er din drømmepige i byen – selv en som mig har visse præferencer og en svaghed for høje mænd med skæve smil – men hvad koster det dig bare at gå videre ud i en dejlig aften?
Overvægten er mit valg, min kamp, og den giver dig ingen ret til at dømme mig som et undermenneske.
Jeg ved godt, tolerance er ved at være en dansk mangelvare, men du aner ikke, hvad der ligger bag min krop, og jeg vil have lov til at gå i byen en lørdag aften uden at få kastet kapsler i hovedet på dansegulvet eller blive overfuset på vej efter en liter (skummet)mælk i Netto.
fortsæt med at læse
