Ubehøvlet. »Skete det lige? Sagde han det?« Ida Rud oplever alt for ofte, at fremmede råber skældsord efter hende på gaden.
Foto: Nanna Navntoft

Ubehøvlet. »Skete det lige? Sagde han det?« Ida Rud oplever alt for ofte, at fremmede råber skældsord efter hende på gaden.

Klummer

Klumme: Min sjæl bliver hakket i stykker, når fremmede råber »fede kælling«

Ida Rud bliver jævnligt mødt af stride tilråb, mens hun cykler. Men hun nægter at skamme sig over sin krop.

Klummer

Dit fede dyr, du kører uden lys!«.

Jeg havde lige været til koncert i Pumpehuset og holdt på min cykel for rødt lys ved krydset ved H.C. Andersens Boulevard.

Var ellers så glad. Det havde været en god dag med spændende arbejde og godt selskab. Men på et splitsekund blev det ødelagt.

Ikke på grund af det med lyset. For ja, jeg havde ikke nogen baglygte på mit mintblå lyn (lygten var selvfølgelig blevet stjålet, det er jo København, det her).

Men ... »Dit fede dyr«. Sagt af en ung mand, der var passager i en bil, som bare kørte hurtigt væk bagefter. Det var en lussing til min sjæl. Og jeg får dem så ofte.

Ikke første gang

Forrige gang var kun 10 dage forinden den nyeste. Sent om natten ved Østerport Station gik jeg forbi to fyre.

»Hey, what are you doing?«, snøvlede den ene af dem. De var vist ret berusede.

»Nej, hun er for tyk til at kneppe!«, afbrød hans ven ham.

»Nårh ja, hahaha!«, grinede charmetrold nummer et – og reddede på den måde ansigt efter at have lagt an på den tykke pige.

Altså. Jeg er tyk. Det har jeg altid været. I mere eller mindre varierende grad. Siden sidste år har jeg tabt cirka 20 kilo, men jeg er rund og blød over det hele. Jeg får mange komplimenter. Noget tøj kan jeg passe i størrelse 42, og jeg føler mig på mange måder ret normal af udseende. Til tider endda attraktiv.

Alligevel er det, som om kommentarerne er blevet flere og værre, nu jeg hvor jeg befinder mig et sted på tærsklen mellem at være slank og fed. Hvorfor provokerer det dem sådan?

Nogle gange tænker jeg, det skyldes, at jeg går med tætsiddende, formfremhævende kjoler – for jeg skammer mig ikke. Men det tror jeg, mange synes, at jeg burde gøre. Skamme mig og gemme mig. Enten derhjemme eller i teltlignende tøj, som ’skjuler’ min bløde mave og store numse.

Hvad ville det nytte at fortælle dem, hvor ked af det jeg bliver?

Der er et mønster: Jeg er altid alene. Det sker i det offentlige rum. Oftest er det en fyr, altid i selskab med drengevenner, der i forbifarten lige skal smide en destruktiv kommentar om, at jeg er fed og klam. En gang imellem er det en flok tøser i alt fra alderen 13 til 43, der kollektivt sender mig elevatorblikket og så med slet undertrykt hvisken hviner: »Ej, så I, hvad hun havde på?«.

Det sker jævnligt

Jeg blev mobbet som barn. Fordi jeg var tyk. Min mor var god til at lære mig, at når folk sagde noget grimt til mig, så havde de det selv dårligt. Men at jeg altid skulle behandle andre, som jeg gerne selv ville behandles.

Jeg synes, det er en god ting, min mor har lært mig. Jeg ville ønske, det var noget, alle havde lært af deres mødre eller fædre ... men det er det desværre ikke. Det kan det ikke være. For så ville jeg vel ikke jævnligt få kommentarer som:

»Pas på, at cyklen ikke braser sammen under dig!«.

»Fede kælling, hvor er du ulækker!«.

Og min favorit. Den, som ikke glider ud i glemslen, som de andre sårende kommentarer heldigvis gør: »Du er så klam, kan du ikke bare dø?!«.

Og det er fremmede mennesker, der siger det til mig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når jeg får en fat-shamende kommentar, siger jeg ikke fra. Først og fremmest fordi jeg bliver helt paf. Går i stå, stopper nærmest med at trække vejret . Skete det lige? Sagde han det? Og når jeg kan tænke klart igen, er synderen væk.

Alligevel har jeg ikke lyst til at sige noget kækt og overskudsagtigt til vedkommende. De må være små, usle mennesker, siden de har behov for at hævde sig på mine vegne, og det må bunde i smerte.

Men jeg kan ikke tro, de har megen empati – så hvad ville det nytte at fortælle dem, hvor ked af det jeg bliver? At jeg går hjem og kigger mig i spejlet og tænker, at de har ret. At jeg er fed og ulækker. At jeg faktisk burde tage livet af mig selv ...

Det har ikke noget med mig at gøre. Det ved jeg. Men det er stadig mig, det går ud over. Min følsomme sjæl, der bliver hakket stykker af.

Folk må synes og mene, lige præcis hvad de vil om mig og min krop, mens jeg cykler.

Men kære København. Kan vi ikke aftale, at I venter med at tale grimt om mig – om nogen – til vi er uden for hørevidde? Sig dog hjertens gerne noget pænt. Det tror jeg, både byen og verden ville blive et bedre sted af.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN