Flemming Rose skrev for år tilbage en meget kyndig og engageret bog: ’Katastrofen der udeblev’. Den handlede om Jeltsin-tidens Rusland og de nødvendige politiske og økonomiske reformer, som blev gennemført dengang, men som Putin nærmest har rullet tilbage. Derfor er det bizart i Politiken 5.2. at læse interviewet med Rose, der har budskabet: Vesten fejllæser Putin.
Nej, Vesten fejllæser ikke Putin. Rusland er en stormagt med helt andre interesser end småstaten Danmark og de fleste andre europæiske nationer.
Flemming Rose: Vesten fejllæser fuldstændig Vladimir PutinDer er behov for mere sagkundskab om Rusland, men Rose gentager rene klicheer om det russiske invasionstraume og bagatelliserer Ruslands anslag mod demokratiet. Dialog med Rusland giver især mening på et felt: klima!
Rusland forstår sig selv som en militær stormagt, det betyder, at Rusland har en helt anden type interesser end småstaten Danmark og de fleste andre europæiske nationer. Små nationer har en naturlig interesse i stærke internationale organisationer, der kan lægge bånd på stormagternes skalten og valten. Rusland derimod ønsker, at international sikkerhedspolitik skal ligge i hænderne på stormagterne, derfor ser vi ofte den europæiske koncert fra 1815 nævnt som ideal af russiske meningsdannere som Karaganov, Migranjan og Lukjanov.
Den europæiske koncert var et samarbejde mellem England, Rusland, Preussen, Østrig og Frankrig. Så Rusland ville allerhelst skrue tiden tilbage til før FN for slet ikke at tale om tiden før Nato og EU. I hvert fald håber Moskva på, at Trump er tilpas ligeglad med de små og mellemstore europæiske stater.
Rose slår et slag for, at Vesten gør sig mere umage i sin ruslandpolitik og investerer i at opbygge en stærk og bred ruslandsekspertise. Heri er han og jeg helt enige. Men Politikens læsere bør ikke købe den gamle traver med, at »Rusland oftere er blevet invaderet vestfra, end Rusland selv har invaderet nogle andre«. Der er to afgørende invasioner vestfra at forholde sig til: Napoleons, der endte med en knusende russisk sejr i 1812, og Hitlers, der jo ligeledes endte med nederlag til invasionsmagten. Ergo viste de begge Ruslands formidable evne til at føre forsvarskrige. Hvad angår russisk krigsførelse mod vest, er man nødt til at regne Sovjettiden med: vinterkrigen mod Finland, erobringen af det østlige Polen, besættelsen af Baltikum, invasionerne i Ungarn og Tjekkoslovakiet og senest interventionen i Ukraine. Her er billedet mere blandet, fordi angrebskrige er svære i det lange løb. Mange eksperter taler imidlertid om det særlige belejringssyndrom i Rusland – følelsen af at være omringet af en fjendtlig omverden. Det er noget andet, end hvad der set ud fra en saglig betragtning truer landet.
Podcast: Flemming Rose: »Vi misforstår Rusland og det fører til forkert politik«Rose bagatelliserer Ruslands forsøg på at undergrave de liberale demokratier. Men det er ikke trivielt med disse anslag, der forleden ramte Norge i form af hacking af konti tilhørende det norske Arbeiderpartiet og flere nøgleministerier. Vigtige samfundsfunktioner kan sættes ud af spil, den saglige offentlige debat bliver kortsluttet af disinformation, og det kan ende med at undergrave retsstaten. Men Rose mener, at det står 1:1 mellem USA og Rusland på det punkt. Endelig glider Rose helt af på spørgsmålet om, hvordan Vesten så bør tackle Rusland. Det får hans kritik til at falde helt til jorden. Men det er nu ikke så svært at give gode råd: Dels bør vi holde fast i sanktionerne, så længe Minsk 2-aftalen ikke efterleves, og så længe Putin blankt afviser at ophæve sine modsanktioner – forbuddet mod import af vestlige fødevarer.
Dels gælder det om at komme i dialog med Rusland om klimaforandringerne. De udgør en reel, men overset trussel mod landets infrastruktur, herunder de mange russiske arktiske storbyers boligkomplekser. Det skyldes, at op mod to tredjedele af Ruslands overflade består af permafrost, som allerede nu viser tegn på at være i opbrud i takt med et varmere klima.
fortsæt med at læse
