I barndommen

»Jeg har haft en svær opvækst. Min familie flygtede uden ejendele, ikke en gang billederne var med, kom til et nyt land og skulle starte forfra. Vi blev viklet ind i integrationsindustrien, pædagoger, socialrådgivere, psykologer. Det er faktisk en barsk måde at blive taget imod på, for systemet involverede ikke vores forældre. Det satte dem ned og gav dem førtidspension eller kontanthjælp, for de var jo skadede. De fik at vide, at de havde traumer og eftervirkninger. Så jeg voksede op omgivet af pædagoger og socialrådgivere. Vi havde jo ikke en chance for at møde almindelige danskere i de omgivelser i Gellerup. De eneste, vi mødte, var dem, der var på arbejde«.

»Jeg bliver aldrig dansker; jeg har følelsen af at være dansker. Jeg har kampgejsten til at være en del af fællesskabet. Vi kan jo ikke bare tage en somalier eller en araber og sige, at nu er du dansker. Vi er jo ikke en gang enige om, hvad det at være dansk betyder. Og det har været med til at skabe en generation af identitetsløse unge. De ender i radikalisering eller i kriminalitet, for vi er faktisk med til at gøre dem identitetsløse i stedet for at byde dem velkommen. Vi har jo aldrig anerkendt vores gæster. Vi har ikke accepteret, at de ikke er flygtet fra deres baggrund, tro eller værdier«.