Mere djøf-bashing: Vi lever i de selvhadende DJØF'eres tidsalder

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)
Tegning: Mette Dreyer (arkiv)
Lyt til artiklen

Alt for mange vælger en erhvervsfaglig uddannelse fra. Det må høre op. Det skal være et attraktivt tilvalg at blive faglært. Det er mange enige om. Men debatten om faglig stolthed på erhvervsuddannelserne har skabt en ny type debattør, som jeg vil kalde 'den selvhadende DJØF'er'.

Den selvhadende DJØF'er er helt klar på at bringe store ofre for at genrejse respekten om faglærte uddannelser. Det er ofre, der både indebærer at skyde sig selv i foden og slå sig over fingrene i en kollektiv selvafstraffelsesrus over deres lange uddannelser.



Den selvhadende DJØF'er er ofte den, der råber allerhøjest om erhvervsuddannelsernes fortræffelighed. Det være sig den høje løn, jobsikkerheden eller hvor vigtig man er for samfundet.

Men når talen falder på hvilken faglært uddannelse, den selvhadende DJØF'er selv har taget, får hun munden fuld af uld og mumlen. Man skulle jo nødigt afsløre sin egen forlængede studietid på det samfundsvidenskabelige fakultet.

I sin stræben efter at styrke de faglige uddannelser taler den selvhadende DJØF'er sig selv så langt ned under gulvbrædderne, at hun bliver den faglige stoltheds og den fagligt uddannedes værste fjende.

Tømrer: Djøf-eliten foragter arbejderne



Flere skal være faglærte ja. Men at tro, at man styrker erhvervsuddannelserne ved at tale sin egen universitetsbaggrund ned svarer til, at den kødspisende fremmer den vegetariske sag ved at sige, at kød giver ham kvalme.
Hjælper jeg Danmark og fremtidens faglærte ved at snige mig langs muren med mit eksamensbevis fra CBS og tale mine medstuderendes faglighed ned? Nej!



Så her er et par råd til den selvhadende DJØF'er, der virkelig gerne vil styrke den faglige stolthed på erhvervsuddannelserne:

Jeg, en djøf’er


1. Tag en faglig uddannelse.
Hvis du virkelig mener, at din akademiske uddannelse er en fejl, så skift spor. Du bliver tilmed ikke ramt af uddannelsesloftet.


2. Vis din faglige stolthed.
Hvis du er glad for din uddannelse, så vis det. Akademikere kan også have faglig stolthed.


3. Giv viden videre.
Giv andre de muligheder, du ikke selv havde. Fortæl andre, der skal vælge uddannelse, om de faglærte muligheder.

Nu rammer den sorte død hospitalerne


4. Kæmp for den politik, du tror på.
Vi kan ikke vende udviklingen med gode meninger alene. Kæmp for bedre uddannelsesvejledning i folkeskolen og flere lærepladser.

Alle skal have en uddannelse. Flere skal vælge en faglig fremtid. Og alle skal have faglig stolthed. Lad os løse problemerne sammen og stoppe krigen på tværs af uddannelser.

Maj Jensen Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her