Jeg har ofte høje hæle på på arbejde, mit kontor er hovedsageligt i grå nuancer – grå stole, grå gulvtæpper og træfarvede skriveborde.
Min plads er fyldt med post-it’s, og jeg deltager i flere møder, end godt er. Jeg har haft min gang i centraladministrationen og det kommunale, og jeg beskæftiger mig med økonomi. Jeg er din typiske djøf’er, og jeg djøfiserer dagen lang.
Jeg er også datter af en sygeplejerske, og min kære far underviser på en erhvervsskole i provinsen.
Jeg smører madpakke (!), kommer for lidt i fitnesscentret, og jeg ser alt for meget tv.
Jeg bliver glad, når en kollega har bagt kage, og jeg kører dét længere på literen, når jeg får ros af chefen.
Jeg er også 80’er-barn vokset op med velfærdsstaten, og det er bibeholdelsen af denne, der får mig til at skrive dette debatindlæg.
I øjeblikket giver mit arbejde anledning til, at jeg kommer ud på vores hovedstads skoler og daginstitutioner.
Fuld af gåpåmod og en insisteren på at gå i dialog med de medarbejdergrupper, som ofte ser sig som en modsætning til sådan nogle som mig (djøf’erne), drog jeg ud på mine besøg.
Langt de fleste steder er jeg blevet mødt af venlige, kompetente og åbne kollegaer, som ser værdien i vores samarbejde. Men som en kold spand vand i ansigtet blev jeg også konfronteret med det faktum, at der er tale om to forskellige verdener.
Jeg vil ikke til fulde kunne forstå alt, hvad der foregår på en skole eller en daginstitution. Omvendt gik det op for mig, at jeg ikke kunne forlange, at de forstod, hvilken verden jeg kom fra.
Det stod særlig klart, da jeg på et af mine besøg fik at vide, at »jeg da garanteret også var djøf’er«.
I min (endnu) naive tilgang var min indledende reaktion at føle stolthed over mit faglige tilhørsforhold, men det stod hurtigt klart, at dét skulle jeg ikke i denne situation.
Vi forstod dybest set ikke hinanden. Alligevel stod det klart for mig, at sådan her kunne vi ikke blive ved.
Min funktion er intet værd, hvis der ikke i den anden ende er en sygeplejerske, som doserer den ældres medicin, en skolelærer, som lærer et barn at læse, eller en sagsbehandler, der sørger for den rette hjælp til en udsat familie.
Omvendt har de brug for rammer, der gør, at de kan udføre deres arbejde. Der skal sørges for, at de har en ansættelseskontrakt, at de får udbetalt løn, og at der er midler til at ansætte den rette mængde medarbejdere.
Det offentlige er ét stort maskineri, og vi bidrager hver især med vores del. Disse dele ser forskellige ud og kan og skal forskellige ting.
Alle dele er dog nødvendige, og ingen kan undværes i forhold til det overordnede mål om at levere velfærd til vores samfund. Dette kan vi kun, hvis vi arbejder sammen.
Det sørgelige er, at vi har mistet respekten for hinanden. Vi glemmer, at der bag betegnelser og fordomme er mennesker, som netop ligesom alle andre smører madpakker, træner for lidt og ser for meget tv.
Vi bor sammen i andelsforeninger, vi har vores børn i samme skoler, og vi har venner og familie fra begge medarbejdergrupper.
Hvorfor er det så, at vi har dette modsætningsforhold i vores arbejdsliv? Vi må lære at møde hinanden som mennesker. For med titler som skjold bliver vi mindre forstående, og når det lykkes at arbejde sammen, skaber vi bedre løsninger.
Det kræver på den ene side, at vi (djøf’erne) bliver bedre til at inddrage og lytte. På den anden side kræver det også, at ’velfærdsmedarbejderne’ ser os som medspillere og udnytter den værdi, der ligger i samarbejdet. Man skal nemlig ikke undervurdere, at de, der går ind i samarbejdet, ofte også er dem, som får allermest indflydelse.
Skriv kommentar