Skammen. Ydmygelsen. Spotten. Jeg husker det så tydeligt. Mandag 4. juni 2001 udbrød jeg skråsikkert på Weekendavisens redaktionsmøde: »Hvis irerne stemmer nej til Nice-traktaten på torsdag, så drikker jeg skarntydesaft«. Hverken mere eller mindre. Stor var moroen følgeligt, da jeg frisk og veludhvilet dukkede op på redaktionen fredag morgen. Om aften havde irerne nemlig for første gang stemt nej til det europæiske samarbejde. Med 53,9 procent mod 46,1 procent var der ikke så meget at rafle om. Dumme, dumme mig.
Jeg havde sat min lid til meningsmålingerne. De viste godt nok dødt løb. Men når man nu kendte irernes appetit for at tage imod alt fra Bruxelles, såsom motorveje, broer, landeveje, byudvikling, egnsudvikling, uddannelsesstøtte, fiskeristøtte, kulturstøtte, turiststøtte for bare at nævne nogle stykker, så var det ikke helt tosset at tro, at en smule høflig taknemmelighed var på sin plads.
