Som i andre skandalesager (aktuelt skattesagerne) lukker de ansvarlige partier sig om sig selv, når de sammen har noget i klemme. Således også aktiesalget i Dong. Kun fordi undertegnede rettede henvendelse til statsrevisorerne og på grund af insisteren fra Dansk Folkepartis statsrevisor, Henrik Thorup, blev rigsrevisionen bedt om en undersøgelse. Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), forsøgte med hjælp fra de andre partier at forhindre den. Peder Larsen talte efterfølgende undersøgelsen ned som overflødig.
Det bliver spændende at læse beretningen, der nu kommer. Den drejer sig om landets største energiselskab og om salg for milliarder af vores fælles ejendom. Den drejer sig om, hvor mange milliarder vi blev snydt for. Den handler om, hvordan staten privatiserer offentlige selskaber, og den handler om et salg, der udløste store protester, kostede SF livet i den daværende regering og fik Dansk Folkeparti til at forlade aftalen om Dong. Vi ved ikke, hvor dybt undersøgelsen kommer, men den vil uden tvivl bringe os et skridt videre.
Dongsalg er spøgelset på BorgenUdviklingen siden salget af aktier i Dong har underbygget den kritik, der kom frem, allerede før salget blev gennemtrumfet.
Hvis endelig der skulle sælges aktier, var prisen klart alt for lav. Det sagde vi før, og det kan ses af Dong’s regnskaber, der var lavet, før salgsprisen blev fastsat. Det blev desuden dokumenteret, da Dong-aktierne kom på Børsen. Værdien af Dong var flere gange større end det, salgsprisen var sat ud fra. Goldman Sachs står derfor til at have tjent 12 mia. kr. på de godt 3 år, de har haft aktier i Dong, en forrentning på 150 pct. Det forhold bliver en helt afgørende del af revisionsberetningen.
Overskuddet er tilmed sendt i skattely, håber, det også behandles af Rigsrevisionen. Skal der handles, som det skete her, må man som minimum udelukke konstruktioner baseret i skattely.
Ikke alene var det provokerende at sælge til et af de finansselskaber, der havde et kæmpeansvar for finanskrisen og i særklasse er kendt for sin kyniske jagt på profit. Man forsvarede også Goldman Sachs med, at de ville investere langsigtet og bidrage med særlig viden. Men de trak sig hurtigt fra bestyrelsen og har ikke bidraget med andet end de penge, de nu trækker ud. I disse dage sælger de igen Dong-aktier for et milliardbeløb og er snart helt ude. Deres mål var bare fortjenesten, og den danske stat var et let offer.
Derfor bliver Finansministeriets rolle central i beretningen, herunder hvordan det lykkedes daværende bestyrelsesformand for Dong Fritz Schur at monopolisere kontakten med Finansministeriet, så selv Dong’s direktør blev holdt ude. Forligspartiernes rolle bør også undersøges. De godkendte processen bag lukkede døre.
Dong havde slet ikke brug for at sælge aktier for at få penge i kassen. Selskabet havde et kortvarigt likviditetsbehov for at komme videre med de allerede lagte planer for satsning på havvindmøller. Det kunne være løst med et lån fra staten. Allerede nu vælter Dong sig i penge med store overskud og udbetaling af milliarder i udbytte til aktionærerne, herunder Goldman Sachs. Dongs direktør siger, at Dong snart har for mange penge og nok må betale endnu flere til aktionærerne. De udbetaler altså nu de penge, de har lånt af Goldman Sachs, til en forrentning på 150 pct. Så tåbelig en disposition må man forvente, at Rigsrevisionen har taget fat i.
Alternativet til Goldman Sachs var et kortfristet statslån til næsten nul i rente. Og der var også, ved vi nu med sikkerhed, en mulighed for at engagere danske pensionskasser.
Sagen, der ikke vil dø: Rigsrevision kritiserer salg af Dong-aktierDe ville investere i den del af Dong, der krævede ny kapital, havvindmøllerne, som man tjener store penge på. Det kunne være sket til en langt lavere rente end den, Goldman Sachs har fået – og med et langt større perspektiv end det, en kapitalfond står for.
Men det blev også fejet af bordet i ledelsens iver efter en børsnotering, der, må det fremhæves, gav dem udsigt til betydelig egen vinding i form af billige aktier og optioner. Der er tale om fortjenester til ledelsen på tocifrede millionbeløb ud over den almindelige løn. Og en ordning, der byggede på den bizarre mekanisme, at jo billigere statens værdier i udgangspunktet blev solgt, jo større gevinst til ledelsen.
Jeg regner med, at den form for forgyldning af ledelser i offentlige selskaber også kommenteres af Rigsrevisionen.
fortsæt med at læse
