Nu skal det være slut med slatne, lorteopsamlende mellemledere

Da jeg kom tilbage fra afviklingen af noget restferie i april, lå Palle Steffensens bog på mit tastatur. Placeret, så den ikke kunne overses, med en gul post-it oven på titlen ’Mellemleder’. Der stod: »KH redaktionen og CJ«, en henvisning til chefredaktør Jensens initialer kendt fra lederne på avisens forside.

En fin lille morsomhed, men som alle andre veltilrettelagte morsomheder ikke uden en snert af sandhed.

Jeg har været mellemleder, redaktionschef for debatredaktionen, i trekvart år, og inden da var jeg aktiv i Politikens medarbejderforenings bestyrelse. Jeg kender altså udmærket billedet af den gennemsnitlige mellemleder. Han eller hun (det er trods ambitioner om det modsatte stadig oftest en ’han’) er en prügelknabe. En presset, beslutningssvag, indbildt magtfuld, blazerklædt bønhas, der ikke udfylder en nødvendig rolle, men som godt nok tager sig betalt, som var det tilfældet.

Af gennemskuelige årsager har mit eget syn på mellemledere ændret sig til det mere positive, men det er ikke min fornemmelse, at mellemledere tøffer rundt på arbejdsmarkedet og høster nævneværdig ros for indsatsen. Snarere bliver latterliggørelsen fuldstændig, når mellemlederen som kultursociologisk fænomen bliver den arketype, der træner lidt for ihærdigt op til maraton eller ironman, fræsende rundt i alt for stramt tøj som personificeringen af præstationssamfundets dårlige samvittighed.

Mellemlederen er en blød mellemvare, men det må man kunne gøre noget ved. Så jeg tog mod redaktionens råd og opsøgte Palle Steffensen; ham med bogen og et par årtiers erfaring som leder og lederunderviser.

Palle Steffensen, hvorfor er mellemlederen blevet en så ynkelig skikkelse?

»Grunden til, at jeg overhovedet har skrevet den her bog, er, at det er blevet en rolle, der er blevet voldsomt stigmatiseret. Forleden lavede jeg et kursus på Danmarks Radio for medarbejdere, hvor snakken gik om, at DR skulle spare igen til sommer, og folk var overbeviste om, at det eneste sted, DR under ingen omstændigheder vil spare, vil være på mellemlederne. Deri ligger der jo en holdning om, at mellemledere er noget overflødigt noget, der bare trækker en løn uden at udfylde en væsentlig rolle. Jeg skriver direkte til mellemledere, fordi det er mellemledernes egen skyld, at de er så udskældte. De tager ikke rollen og ansvaret på sig; og dermed udfylder de ikke rollen som reelle ledere«, siger Palle Steffensen.

Så det er vores egen skyld, at vi er til grin?

»Mellemlederne har det med at placere sig tættere på medarbejdergruppen end på topledelsen, fordi mange af dem er vokset ud af medarbejderflokken, måske fordi de var de fagligt dygtigste. Men ofte har de en fuldstændig uklar tilgang til ledelse. Så de bliver faglige superbrugere eller ressourcepersoner i stedet for at være ledelseskapaciteter. Det betyder, at den leder, der burde have været et forbindende led mellem den øverste ledelse og medarbejderne, aldrig kommer i spil, fordi han eller hun er en af vennerne – en, man laver pis med«.

Palle Steffensen har fundet en kuglepen og et stykke hvidt papir frem. Det er faktisk let at forstå mellemlederrollen, når man ser den visualiseret, forklarer han. En lille cirkel foroven markerer topledelsen, en stor ellipse forneden på papiret er medarbejdergruppen og midt på en streg imellem de to grupper skal mellemlederen placere sig. Let at fatte, men åbenbart et vanskeligt balancepunkt at finde, fordi en god chef ikke løber ærinder for sine medarbejdere.