At tvinge et menneske til at gøre noget, som det ikke vil, er en alvorlig sag i et samfund, der langt hen ad vejen bygger på den grundtanke, at den enkelte kan gøre, hvad han/hun vil, så længe det ikke skader andre. Derfor er tvang et redskab, der skal anvendes med stor varsomhed. Intet sted er det i disse år tydeligere end i psykiatrien. Er der en ting, som de fleste debattører på området kan blive enige om, er det, at tvang er forkert.
Men det er for os at se en alt for unuanceret holdning at have til så komplekst et fænomen som tvang. Nogle gange er tvang et udtryk for omsorg – og dæmoniseres tvangen i psykiatrien, svigter vi både de psykiatriske patienter og de mennesker, der drager omsorg for dem.
Psykisk syge børn og unge tvangsfikseres jævnligtDen danske teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) skrev, »... at vi altid holder noget af den andens liv i vores hånd«. Tilværelsen er nu engang sådan, at vi har magt over hinanden. Vi lever i interdependens – gensidig afhængighed. Med hvert eneste ord og handling påvirker vi hinandens liv.
Nogle gange er magten så lille, at den næsten ikke er til at få øje på, andre gange skriger det til himlen, hvor meget magt vi har over hinanden. I den situation, hvor et medmenneske er så psykisk sygt, at vedkommende ikke selv kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, er det kun alt for synligt.
For Løgstrup er magten imidlertid ikke det eneste fænomen, der kendetegner menneskets eksistens. Et andet er, at der fra den andens eksistens udgår et krav, en bøn, en fordring om at bruge den magt, som vi har, til den andens bedste. Præcis hvordan vi gør det, får vi intet at vide om. Det er op til os i situationen at forstå, hvad den andens bedste er. Og der går vi den svære etiske balancegang mellem respekt og omsorg for hinanden.
Tidligere narkoman - nu administrerende direktør: Mange stofmisbrugere, der kunne blive stoffri, ender livet i afhængighedens helvedePå den ene side er opgaven ikke blot at presse vores syn på, hvad det bedste for den anden er, ned i halsen på ham eller hende. På den anden side er opgaven heller ikke blot følgagtigt at lade den anden definere sit eget bedste og så handle i blind lydighed mod det. Etik er at tage sig tiden til at forstå den andens egne ønsker, men også have modet til at modsige den livsforståelse, som er indlejret i dem.
I de fleste situationer mellem nogenlunde velfungerende mennesker hælder balancen mod at respektere den andens egen livsforståelse, men i mange situationer sætter vi spørgsmålstegn ved dem og forsøger i stedet gennem alt fra samtale til fysisk tvang at drage omsorg for den anden ved at tilsidesætte hans eller hendes livsforståelse. Det er børneopdragelse et fint eksempel på.
Står vi med psykisk syge mennesker, er det langt sværere at finde den rette balance. Alt afhængigt af sygdommens karakter og sværhedsgrad kan vi blive nødt til at lade omsorgen være bestemmende for vores magtudøvelse. Selv fysisk tvang i form af bæltefiksering eller tvangsmedicinering kan være den eneste måde at løfte det etiske ansvar for den syge på.
Der er dog nogle betingelser, der skal være opfyldt for, at omsorg i form af tvang kan retfærdiggøres etisk set. For det første skal tvangen udøves så skånsomt som muligt og kun, når alle andre muligheder er udtømt. For det andet skal målet med tvangen være at hjælpe den syge nærmere en situation, hvor tvangen ikke er nødvendig. Endelig kan der være situationer, hvor tvangen udøves af hensyn til andre. I tilfældet med psykiatriske patienter kan det være for at beskytte de mennesker, der har ansvaret for at drage omsorg for de syge – personalet.
Svar fra Ninka: Jeg er den ubehagelige sandhed, som mange ikke vil høreI sådanne tilfælde er tvang ikke etisk problematisk, men snarere den eneste måde at følge den etiske fordring på. Desværre er det langtfra virkeligheden i det psykiatriske behandlingssystem. Her er brugen af tvang undertiden mere et resultat af manglende ressourcer og efteruddannelse end et udtryk for omsorg. Og her svigter vi som samfund.
Ikke kun de syge, men også personalet, der efterlades i en etisk nødretstilstand, hvor de efterfølgende skal stå under anklage for at have anvendt tvang, selv om det er nødvendigt for at beskytte dem selv og andre patienter, fordi vi andre ikke vil stille de nødvendige ressourcer til rådighed
Psykiatriske patienter hører til blandt de grupper i samfundet, der har mest brug for vores etiske opmærksomhed. De har brug for, at vi giver os tiden til at finde den rette balance mellem respekt og omsorg i et forsøg på hjælpe dem videre – enten til et bedre helbred eller til en værdig tilværelse med deres sygdom. På samme måde har personalet brug for os. Brug for, at vi støtter op om deres arbejde. Men først og fremmest et rum, hvor vi kan skelne mellem den unødvendige tvang, der er et resultat af deres arbejdsvilkår, og den nødvendige tvang, der i sidste ende er et udtryk for omsorg.
fortsæt med at læse
