Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debat

Findes der feministisk indstillede mænd i minoritetsmiljøerne, som afstår fra at følge de patriarkalske traditioner?

En række kvinder med minoritetsbaggrund er de senere år blevet markante stemmer i kønsdebatten. Men der er brug for, at også minoritetsmænd står frem og viser vejen.

Debat

Den norske avis Aftenposten bragte lørdag et interview med den norsk-pakistanske stand up-komiker, performancekunstner og samfundsdebattør Shabana Rehman Gaarder.

Siden sit gennembrud i 2000 på forsiden af tabloidavisen Dagbladet, hvor hun var bodypaintet med det norske flag, har hun haft en position som en indflydelsesrig og kontroversiel debattør med afsæt i sin position som indvandret person.

I interviewet fortalte Gaarder om, hvordan hun dengang måtte kæmpe hårdt for overhovedet at blive en stemme i debatten i et udpræget hvidt og mandsdomineret Norge. Men hun kunne se, at det i dag var blevet lettere for norske minoritetskvinder at komme til orde.

Herhjemme har vi kunnet se en lignende udvikling, hvor en række kvinder med minoritetsbaggrund de seneste år er blevet markante og nuancerende stemmer i debatten

Hun sagde: »De nye stemmer er ikke bare muslimer, selv om enkelte tror det. Det er også unge kvinder fra Latinamerika, Sydasien og Indien, som alle præger offentligheden med frihed«. Kvinder i disse miljøer er ganske enkelt begyndt at tale mere åbent om emner som social kontrol, skam og ære, ifølge Gaarder.

Det ligner ikke så meget et konfrontatorisk opgør med patriarkalske strukturer, som det ligner en feministisk inspireret måde at bedrive normkritik mod patriarkalske værdisæt på. At det kan have omkostninger at gøre det, er Gaarders politibeskyttelse efter et uopklaret attentat mod søsterens restaurant i Oslo i 2005 desværre et eksempel på.

Herhjemme har vi set en lignende udvikling, hvor en række kvinder med minoritetsbaggrund de seneste år er blevet markante og nuancerende stemmer i debatten. Og deres betydning som rollemodeller for danske minoritetspersoner, især store piger og unge kvinder, kan næppe overvurderes.

I interviewet i Aftenposten blev Shabana Rehman Gaarder også spurgt om, hvad hun ser som den næste mulige milepæl, og hendes svar lød: »Det er, at brødre, fætre og ægtemænd får et lignende rum at tale i og derigennem kan tage et opgør med mandsrollen«. Det vil sige: Et opgør med den über-patriarkalske manderolle, der som bekendt er normen i mange minoritetsmiljøer.

Og kan det ske i Norge, kan det formodentlig også ske her. Selv er jeg optimistisk, for især de seneste år har jeg mødt ganske mange danske mænd med minoritetsbaggrund af meget forskellig slags. Langt de fleste har jeg oplevet som milde, nærværende og opmærksomme personer, som jeg bestemt ikke ville tiltro noget behov for at udøve social kontrol over nogen eller påføre dem skam – eller ophøje en konventionel tolkning af begrebet ære til lov.

Tanken har været luftet tidligere: I en klumme i Politiken fra januar skrev Ditte Giese: »Skal integrationen 3.0 lykkes, så er vi faktisk tilbage ved feminismen som løsningsmodel. (…)  Patriarkatet skal væltes, hvis integrationen skal lykkes«.

Et decideret patriarkalsk opgør har dog utvivlsomt meget lange udsigter. Men mindre kan også gøre det, og spørgsmålet er, hvorvidt minoritetskvinders feministiske normkritik er nok til at sætte en kædereaktion i gang, sådan at visse store drenge og unge mænd i minoritetsmiljøerne vælger at afstå fra at følge de patriarkalske traditioner og erstatter dem med en omgangsform præget af anerkendelse af og respekt over for kvinder. Ja, over for alle.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg tror, det kræver, at der er minoritetsmænd, som står frem og viser vejen og kan inspirere og opmuntre. Men findes der feministisk indstillede mænd i minoritetsmiljøerne? Og er der blandt dem personer – hvad enten de er pædagoger, klubledere, politikere, debattører, skuespillere, musikere eller noget helt syvende – som kan og vil påtage sig at være rollemodeller?

Netop i egenskab af at være mænd ville de kunne bruge deres kønnede status til at få taletid i deres egne miljøer. Jeg håber, at de udnytter dette privilegium og blandt andet bruger det til at kritisere selvsamme.

Der er i mange minoritetsmiljøer brug for modbilleder til, hvad patriarkatet altid har fortalt mænd: At kvinder er mindre værd end dem, og at mænd derfor har en nedarvet ret til at sanktionere kvinder alene på grund af deres køn. Men sådan bør det ikke være nogen steder i Danmark – heller ikke i disse miljøer.

Jeg venter i spænding.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce