Gennem en smal åbning i gardinet kan man skimte Søndermarkens ranke randbeplantning, men også kun med øjnene knebet sammen. Der trænger nemlig et klart lys ind derudefra, som gør det rum, Peter Jørgensen lever sit liv i, til et gulligt stilstandskammer. Herinde er der så meget ro, at det føles som i en anden dimension, hvor det er umuligt at forestille sig, at folk motionsløber eller tøffer rundt med barnevogne derovre under Frederiksbergs trækroner.
Midt i rummet står en maskine og trækker vejret for sig selv og for det menneske, den er koblet til. Et transparent plastikrør slanger sig fra respiratoren op over sengen, videre langs Peter Jørgensens ubevægelige krop og ind i den gennem et hul midt på hans hals. Det er situationen, som den ser ud her på billedet. Sådan var den også i går, og det er også sådan, der ser ud i Peter Jørgensens lejlighed i morgen. Virkeligheden er udviklingsløs i et rum, hvor der ligger et menneske, som gerne vil dø, men ikke kan komme til det.
»Jeg kan ikke engang trække vejret selv. Fysisk set er jeg en grøntsag, jeg er ikke andet end en krop, andre flytter på. Jeg ville gerne have forladt denne verden med bare en lille smule værdighed i behold, men den mulighed har sundhedssystemet fandeme også stjålet fra mig. Jeg synes, jeg lever et uværdigt liv, når der kommer sygeplejersker og hjemmehjælpere forbi og piller ved mig og rager på mig overalt. De skal ikke spørge om lov, fordi det er deres arbejde, og jeg bare må finde mig i, at de gør, hvad de skal, fordi jeg er en andenrangsborger«.
Den behandling, de giver dig, er med til at holde dig i live. Hvorfor gør den dig i dine øjne til en andenrangsborger?
