Som forældrerepræsentant gennem Røde Kors for en uledsaget mindreårig flygtning gennem de seneste otte måneder må jeg tage mig til hovedet over den fjendtlige behandling, min dreng har fået af Danmark (læs: Udlændingestyrelsen). Drengen er fra Afghanistan fra en landsby, som blev kontrolleret af Taleban.
Hans far og bror blev truet og flygtede hver for sig til henholdsvis Grækenland og Tyskland. Selv flygtede han til Danmark. Siden sin ankomst hertil i begyndelsen af januar har han ihærdigt søgt at lære dansk og at læse og skrive. Han taler kun pashto.
På trods af forskellige mén fra flugten, bl.a. stærk hovedpine, er det lykkedes ham at få et liv på Asylcenter Anneberg for uledsagede mindreårige børn.
DIIS: EU's ydre grænsekontrol skal være mere effektiv i kampen mod terrorHer har han venner og kendskab til området. Han har sin forældrerepræsentant (mig), som hjælper ham med diverse ting og jævnligt besøger ham – og han mig. Han har ingen kontakt med sin familie.
Efter den første asylsamtale, som gik fint, begyndte vi at tro på fremtiden for ham her i Danmark.
Hans alder blev fastsat til 15 år efter en lægelig undersøgelse på Rigshospitalet, Tandlægehøjskolen og Retsmedicinsk Institut.
Men den anden asylsamtale lod vente på sig. Han ventede og ventede, blev mere og mere frustreret, og diverse henvendelser til Udlændingestyrelsen gav intet resultat.
Styrelsen besvarer simpelthen ikke henvendelser, uanset hvor mange gange man skriver, ringer eller møder op i Ravnsborggade. Han er med tiden blevet slidt af uvisheden og udsigtsløsheden – han virker modløs.
Så kom beskeden, ikke om samtale, nej om, at Anneberg skulle lukkes!
Støjberg om nødbremse: En 10-årig pige uden forældre skal ikke kunne komme ind i landetI løbet af en god uges tid blev det hele arrangeret. De ansatte på Anneberg samlede oplysninger ind om ønsker til et nyt bosted.
Men det blev der overhovedet ikke taget hensyn til, og min dreng, som jo var så rimelig i det daglige, valgte man at sende til Nordjylland! De fleste af hans venner blev sendt til Gribskov, som han også selv havde ønsket.
Så mens disse linjer skrives, rumler han afsted i bil til Aars, hvor han ikke kender en levende sjæl, og hvor jeg ikke kan komme, når han har brug for det.
Værsågod, forfra, min dreng! Det er meget uværdigt. Det er efter min mening ganske tæt på mishandling af en 15-årig flygtning.
fortsæt med at læse
