I dag ’lykkes vi’ nemlig med at gøre noget. Tidligere ’lykkedes noget’, vi gjorde.
Det lyder måske banalt, og i starten skød jeg det også væk som en tanke, der hører de sprogkonservative til - for sådan én er jeg. Som sprogkonservativ bliver man altid sur, når sproget ændrer sig, for nu var det jo lige så godt.
Men i denne sammenhæng er der for en gangs skyld grund til bekymring. For tænk lige over, hvad det gør ved os, at vi kan lykkes - og dermed også fejle - som mennesker. Den sproglige uvane er endnu et eksempel på, at vi i dag måler og vejer hinanden i forhold til vores præstationer, resultater og handlinger. Og det er farligt.
Sprog er magt, som Foucault sagde. Og sproget er med til at forme os og den virkelighed, vi befinder os i. Sproget kan opbygge mennesker, og det kan nedbryde mennesker. Derfor skal vi være opmærksomme på, hvordan vi bruger det, og selv små ord kan have stor indflydelse. Sådan et ord er ’lykkes’.
Hvis ’du lykkes’ med en opgave, er den løste opgaven ikke længere et resultat af forskellige faktorer, der har fået opgaven til at lykkes. Det er pludselig dig som person, der afgør opgavens succes eller fiasko, og derfor også dig, der i sidste ende er en succes eller fiasko.
Det moderne menneske skammer sig alt for megetSelv om det ikke sker i forholdet én til én, er sådan nogle sproglige ændringer med til at sætte en stemning på arbejdspladsen, ved middagsbordet eller på de sociale medier. En stemning, der former de mennesker, der ’udsættes’ for sproget.
I en digitaliseret verden med et herskende præstationsparadigme, hvor vi konstant flasher vores maratoner, gourmetmiddage og børn, kan det derfor hurtigt lægge endnu et pres på i forvejen pressede mennesker, at det nu er os, der skal lykkes, og ikke blot vores handlinger.
I sådan en diskurs ender alle vores handlinger i personlig succes eller fiasko. Og det må unægteligt påvirke vores selvværd i negativ retning, at vores identitet er afhængig af de resultater, vi præsterer på jobbet, i privaten og på de sociale medier.
I dag bruger mange af os platforme som Facebook til en form for personlig branding.
Her fortæller vi om vores nye job, viser vores nye kæreste frem og deler de artikler, vi har fået bragt i Politiken, så alle kan se, hvor travle, dygtige og succesfulde vi er. Samtidig fyldes vores feed med alle vores ’venners’ bedrifter, og de er ofte endnu mere travle, dygtigere og succesfulde end os.
Det er en udfordring i sig selv at abstrahere fra de mange succeshistorier og stole på, at man er god nok, som man er, selv om ens dag kun har bestået af morgenmad, arbejde, aftensmad og Netflix.
<p>politiken mener</p> Danmark taber, hvis vi satser på nikkedukkerMen hvis bedrifterne i sig selv bliver succesparametre for os som mennesker, så bliver det straks sværere. Hvis det ikke bare 'er lykkedes mig' at få et nyt job, men at 'jeg er lykkedes' med at få et nyt job, så er det en fjer i min personlighedshat, som bliver det eneste, andre folk ser, og som derfor skygger for alt det, jeg ellers er som person.
Men tænk på alle de ting, du gør i det daglige, som ikke lykkes. Hvad betyder det så for din identitet?
Og her kommer jeg til min pointe: Når vi siger, at vi kan lykkes som mennesker, så siger vi også, at vi kan fejle som mennesker. Det må ikke ske!
Vi kan ikke fejle som mennesker, for vi er alle lykkedes, bare ved at være til. Og det skal sproget ikke lave om på.
fortsæt med at læse
