Ikkevestlig. Når jeg hører disse to ord om borgere med minoritetsbaggrund, som ofte efterfølges af et katalog af dårligdomme, der selvfølgelig står i kontrast til det fikserede vestlige, oplyste og rationelle, føler jeg mig ofte som ’den ignorerede tredje’. Måske kender du det: Du er sammen med to venner, og pludselig taler de to andre om dig, som om du befandt dig et andet sted i byen. Man minder stilfærdigt de to andre om ens fortsatte eksistens: Hallo, jeg sidder lige her!
Sådan har jeg haft det flere gangei de senere år, når vi i offentligheden er tunet ind på de såkaldte ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Om hvorfor deres kultur, tradition og religion – altid i ental – ikke er foreneligt med det vestlige, demokratiske og sekulære. De portrætteres som en underskudsforretning og integrationsresistente, og de ikkevestlige må derfor holdes ude. De må heller ikke blive for mange i folkeskolen, gymnasieklasserne og i vores boligområder. Hvem husker ikke, da et snævert flertal i Folketinget (DF, V, LA og K) tryllede følgende famøse forslag til vedtagelse frem:
