»Det var første gang, jeg så ’Guernica’ i virkeligheden, men ligesom for så mange andre har værket haft en særlig betydning for mig«, siger forfatter Kristina Stoltz.

»Det var første gang, jeg så ’Guernica’ i virkeligheden, men ligesom for så mange andre har værket haft en særlig betydning for mig«, siger forfatter Kristina Stoltz.

Debat

Ingen civilisation kan beskytte os mod vores egne bestialske drifter

Når først dyret i mennesket vrister sig fri, kan alt blive jævnet med jorden. Det minder Picasso os om med maleriet ’Guernica’.

Debat

Mens Donald Trump og Vladimir Putin gav hinanden hånd på våbenhvile i dele af Syrien, stod jeg selv inde på Museo Nacional centro de arte Reina Sofia i Madrid og betragtede Picassos store vægmaleri ’Guernica’, som han i sin tid malede til den spanske pavillon ved den sidste Verdensudstilling i Paris i 1937.

Hvad jeg ikke vidste, da jeg trådte ind på museet, var, at der i anledning af 80-året for værket var blevet lavet en hel særudstilling om Picassos kunstneriske vej mod ’Guernica’: Pity and terror – Picasso’s Path to Guernica.

Centralt i udstillingen står tematikken ’inde versus ude’, dels fordi kuratorerne har lagt vægt på at vise, hvordan Picasso primært har beskæftiget sig med interiører før ’Guernica’, dels fordi selve scenen i vægmaleriet skildrer det totale kollaps mellem inde og ude, mellem menneske og dyr, liv og død.

Alle grænser nedbrydes for øjnene af os, og derfor står maleriet fra 1937 den dag i dag som et af de stærkeste værker, vi kender, om krigens gru.

Det var første gang, jeg så ’Guernica’ i virkeligheden, men ligesom for så mange andre har værket haft en særlig betydning for mig – siden jeg første gang blev præsenteret for det i en spansktime i gymnasiet, har det stået syleskarpt i mit indre kunstkatalog.

Ordet ’krig’ har siden dengang med et fingerknips ført mig til ’Guernica’; til den fuldkommen dekonstruerede faldne soldat under den desperate, vrinskende hests hove, til den rovdyrlignende moderskikkelse med sit døde barn i armene, til det brændende hus, hvor mareridtet bliver til virkelighed, som om man selv står midt i det og ikke kan vågne.

Angrebet mod den baskiske by Guernica med dengang kun 7.000 indbyggere under den spanske borgerkrig er blevet en milepæl i krigens historie, fordi det var første gang, at et styre gik ind og bombede sin egen civilbefolkning – et chok ingen af os er kommet os over, selv om det viste sig blot at være generalprøven på den tragedie, vi kender som Anden Verdenskrig, og hvis lignende metoder (luftbombardementet) vi siden hen har været vidner til igen og igen, senest i Syrien, hvor tæppebombning (herunder tøndebomber) har dræbt mange tusind civile.

Picasso havde allerede inden luftbombardementet indvilliget i at male en hel væg til den spanske pavillon, men han befandt sig i en dyb kunstnerisk krise, som først sluttede, da Guernica blev bombet.

Fotografierne af den totale tragedie informerede Picasso om, hvad han skulle male. Hvad kunstneren måske ikke selv vidste, var, at han kendte tragedien indefra, og at han ikke havde bestilt andet end at lave forstudier til det maleri, som nok må betegnes som hans hovedværk: ’Guernica’.

Udstillingen i Madrid gennemgår udvalgte af disse ’forstudier’, som selvfølgelig er værker i deres egen ret, og som alle har det tilfælles, at de behandler det bestialske, det monstrøse, det uhyggelige, smerten, begæret, sorgen og ondskaben i mennesket.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De underliggende drifter, vi alle er i besiddelse af – Picasso var pinefuldt bevidst om, hvilket potentiale der ligger gemt i os, og som ingen civilisation kan beskytte os imod, når helvedet bryder løs

Picasso har selv udtalt, at han betragtede alt som en potentiel fjende – alt lige fra kvinden, til babyen, til tobakken. Det kan jo på en måde lyde som en joke, men det var dødeligt alvor. Han var klar over, hvad der var på spil, det underliggende i mennesket. Han var klar over, hvad mennesket er i stand til og parat til at udrette under de rette omstændigheder. De underliggende drifter, vi alle er i besiddelse af – Picasso var pinefuldt bevidst om, hvilket potentiale der ligger gemt i os, og som ingen civilisation kan beskytte os imod, når helvedet bryder løs.

Ingen bygning, ingen vægge, døre eller låse kan beskytte os mod dyret i mennesket, når først det vrister sig fri. Dette vidste han, ligesom han vidste, at den tragedie, det kunne medføre, var så omsiggribende, at det krævede en hel del øvelse at kunne male den gru frem, så vi ikke alene erkender krigen, men måske også et kort øjeblik kan mærke den.

Hvad er det så ved ’Guernica’, der gør, at vi ikke bare betragter, men også mærker snerten af den grusomhed, der udspiller sig foran os? Det er selvfølgelig summen af alle de komponenter, som er i billedet, men jeg vil mene, at det primært er opløsningen mellem ude og inde, der kryber ind under huden på os.

Der er ikke noget sted at løbe hen, ikke noget at gemme sig under, og så er der først og fremmest ikke nogen mulighed for selv at dække børnene til og lægge os ind over dem – når først bomberne regner ned over os, er vi magtesløse. Vi destrueres i løbet få minutter, og alt hvad vi har opbygget – et hjem, en familie, et samfund – jævnes med jorden, før vi selv når at tænke, at nu sker det, nu dør vi. Når bombeflyene forlader byen, er der intet tilbage andet end de få ’heldige’ overlevende, som vi møder på Picassos maleri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var et mærkeligt sammentræf at træde ud af museet og ud i den skarpe sol for så at læse, at Trump og Putin var blevet enige om en våbenhvile i Syrien. Mærkeligt at tænke på, at der i den by, Daraa – hvor det hele netop begyndte med ’skriften på væggen’, nogle unge drenges graffiti, som opfordrede doktoren (øjenlægen) til at trække sig fra præsidentposten, men i stedet kun vækkede det slumrende bæst i Bashar Assad og fik ham til at tæppebombe sin egen befolkning, så ingen nogensinde skulle kunne føle sig sikre i deres egne huse igen – nu var blevet stille efter 6 års krig, 400.000 døde og 12 millioner på flugt.

Daraa er vor tids Guernica, som Srebrenica var det i 1990’erne. Spørgsmålet er bare, hvor det næste Guernica kommer til at finde sted, for med Picassos erkendelse ved vi, at det sker igen og igen, som om det er et sygt grundvilkår for menneskelig eksistens at destruere de vægge, vi med møje og besvær har brugt vores kræfter på at mure op.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden