En rigtig god uge for Astrid Elmstrøm - og en pinefuld dag for de tissetrængende

Lyt til artiklen

En god uge for...

Astrid Elmstrøm. Der er mange ting, man ikke må og kan, når man sidder i kørestol, siger 23-årige Astrid Elmstrøm til tvsyd.dk. For eksempel må hun ikke prøve noget i forlystelsesparker. Derfor har hun kastet sin kærlighed på faldskærmsudspring, og i weekenden satte hun ifølge tv-stationen rekord. Som den første handikappede sprang hun ud af et fly med sin instruktør fra 7.000 meters højde. Det var hendes tredje tandemspring, men det var første gang, det var fra den højde.

»Det var ubeskriveligt. Der findes ikke ord, der kan beskrive oplevelsen. Jeg sidder helt og ryster«, sagde hun til tvsyd.dk efter springet, som fandt sted ved Herning. Hun har siddet i kørestol, siden hun som 19-årig faldt af en hest og lå i koma i to måneder.

En dårlig uge for...

Tissetrængende. »Når man skal, så skal man, og jeg sku’«, lyder et kendt ’Far til fire’-citat. Og måske var det den forklaring, en kvinde gav på politistationen forleden nat efter Grøn Koncert i Esbjerg. Hun havde siddet og tisset i en gyde, da politiet kom forbi. Kvinden løb fra stedet, men blev kort efter indfanget i en gård.

»Der gav hun en af vores betjente to slag med flad hånd«, siger politiet til tvsyd.dk og fortæller, at hun nu kan se frem til et retsligt efterspil.

Kvinden bidrager dermed til den statistik, der for nogle år siden udnævnte Esbjerg til den mest voldelige by med 3,6 voldsanmeldelser per 1.000 borgere.

Den gang lød forklaringen netop på et højt antal anmeldelser fra politiet, som oplevede ’vold eller trusler mod polititjenestemand’.

Claus Paaske

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her