En god dag for...
Sexlegetøjsforhandlere. Vi er mange, der er trætte af det triste sommervejr, men i branchen for sexlegetøj græder man tørre tårer over den våde sommer.
Berlingske har talt med flere forhandlere, som fortæller, at de ganske vist er vant til at lange lidt flere dildoer over disken, når vejret er dårligt, men at salget denne sommer er 30-40 procent højere end forventet.
»Salget er nærmest eksploderet på grund af det dårlige vejr. Vi kan næsten ikke følge med,« siger indehaver af WinkWink.dk, en af Skandinaviens største netbutikker for sexlegetøj, til ’Tanten’, som i dagens anledning er usædvanlig frivol og bringer en liste over de 10 mest solgte produkter hos WinkWink. Nummer 1 er Intense Stimulerende Gel til Kvinder og nummer 2 en Lady Finger Vibrator.
En dårlig dag for...
Moses Hansen har aldrig været så glad for sexlegetøj. I 1990’erne blev han berømt og berygtet, da han med kors på ryggen mødte op ved sexmesser og talte dunder mod porno, utugt og andet griseri.
De senere år har Moses Hansen været formand for det kristne bedecenter Pottemagerens Hus i Holsted, hvor han har fortsat sine tirader mod utroskab og hor, når han ikke har brugt tid på at sagsøge staten for at tillade homovielser.
I går kunne flere medier så afsløre, at den 75-årige hadprædikant for nylig er blevet smidt ud af Pottemagernes Hus, fordi han har været sin kone utro.
Måske Moses skulle have læst Lukasevangeliet lidt grundigere: »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?«
fortsæt med at læse
En rigtig god dag for Annika Falkengren - og en møgdag for Jeff Sessions
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























