En god uge for...
Nikolaj Coster-Waldau. Mit første minde om hollywoodstjernen er fra slutningen af 1990’erne. I et klasselokale omgivet af fnisende kammerater, der alle iagttog den kasse af et tv, der stod på det indrullede bord, skulle jeg se novellefilmen ’Jacobs liste’.
Filmen var sendt til landets folkeskoler af Sundhedsstyrelsen og omhandlede Jacob – spillet af netop Coster-Waldau – der af sin kvindelige læge får ordre til at opsøge alle piger, han har haft sex med, fordi han er blevet smittet med klamydia.
Siden dengang er der sket meget.
I denne uge har 7. sæson af hitserien ’Game of Thrones’ haft premiere, hvor danskeren, der er en af verdens bedst lønnede tv-skuespillere, spiller en ledende rolle som Jaime Lannister.
Og så er det tilmed kommet frem, at han skal spille en rolle i ’Simpsons', hvor han har en sexet forbindelse til en hovedkarakter.
Så hvem griner nu?
En dårlig uge for...
Janee Harteua. Fredag aften lokal tid meddelte politichefen i Minneapolis, at hun trækker sig tilbage.
Den beslutning har hun haft hele ugen til at tænke over, siden en af hendes betjente i sidste weekend skød og dræbte en 40-årig australsk meditationslærer, som havde ringet 911, fordi hun havde mistanke om et seksuelt overgreb i nabolaget.
Mens hun i pyjamas stod og talte med betjentene i en patruljevogn, skød en af betjentene hende gennem bildøren.
Årsagen er stadig uafklaret, men presset på Harteua har været støt stigende, senest havde borgmester Betsy Hodges opfordret hende til at fordufte, mens også Australiens premierminister, Malcolm Turnbull, har udbedt sig en forklaring fra de amerikanske myndigheder.
Janee Harteau erklærede sig trods tragedien stolt over den udvikling, politiet i Minneapolis har gennemgået.
Den sætning skulle hun nok have gemt til en senere skåltale.
fortsæt med at læse
En god dag for statsministeren - og en dårlig dag for Ole Birk Olesen
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























