Overalt er det etablerede upopulært. Jordskredet er permanent. Flere vælgere end nogensinde glider med et frustreret eller afmægtigt udtryk rundt imellem protest- og kommentarpartier. De fire gamle partier opnåede ved valget i 2015 den laveste tilslutning nogensinde.
I Danmark er den gamle orden kun rystet. Frankrig regeres nu totalt af et parti, der er ét år gammelt, USA’s republikanske parti er knust af en neofascistoid og åbenlyst uegnet fantast, ham ville de hellere have end Hillarys etablerede orden.
Det er problematisk, at langt flere kvinder end mænd afstår fra at ytre sig i debatten på sociale medierI flere europæiske lande er det 20. århundredes statsbærende partier udraderet, i Holland er socialdemokraterne som i Frankrig omtrent forsvundet. I England tabte de gamle partier til Brexit, der alene i kraft at sit oprørsbudskab og tomme løfte om fornyelse vandt.
I Sydeuropa har krisen mere forståeligt revet de gamle partier over. Oprøret og modviljen imod det etablerede er den nye normaltilstand.
I Danmark, Tyskland og Sverige – de måske mest succesfulde samfund i den vestlige verden – holder de gamle partier, der nok kan have noget at prale af, fast i spinkle regeringskonstellationer med det yderste af neglene. Men også her er fjenden ’eliterne’; de ansvarlige og ledende personer i den etablerede orden.
På højrefløjen virker det til, at man forsøger at ride på tigeren, accelerere oprøret og opildne vreden. Hos centrum-venstre har vi nogle forklaringsmodeller, som passer til den økonomiske og materialistiske tilgang, vi traditionelt har. Vi siger, at globaliseringens tabere er under- og middelklassen i den vestlige verden. Vi siger, at unge kan se, at de ikke får samme muligheder som deres forældre. Vi dokumenterer, at de sidste mange års vækst er blevet skævere fordelt. Vi siger, at arbejdskraftens frie bevægelighed og migrationen har presset lønmodtagerne og alene gavnet virksomhedsejerne. Vi siger, at de, som har fået det bedre, ikke har oplevet den stigende utryghed, men tværtimod har øget deres velstandsforspring. Vi siger, at en svagere politisk klasse deponerede sin politiske fantasi hos teoretiske økonomer og blev overbevist om udviklingens uafvendelige nødvendighed.
Det nagende spørgsmål er: Er det forklaring nok?
Det er jo et problem for os, at den vestlige verdens vælgerkorps vælger vidt forskellige svar; eneste samlende beskrivelse er et overvældende og diffust fornyelseskrav og ofte, men ikke altid, et krav om begrænsning af immigration.
Forfatter Merete Pryds Helle: Nu må vi forlade vores humanistiske komfortzone og give ultrahøjrefløjen kamp til stregenOpbruddet er både en ’blairistisk’ Macron, fumlede ’thatcherister’ som Theresa May og den klovnede sidevogn BoJo (udenrigsminister Boris Johnson, red.), det er Alternative Für Deutchland, Syriza, Podemos, den faktiske klovn Beppe Grillo og Femstjernebevægelsen (hvad det så end er), det er Dansk Folkeparti, Uffe Elbæk, Pernille Vermund & Skipper, Samuelsen og for en kort bemærkning var det engang Villy Søvndal. Opbruddet peger alle steder hen.
Samtidig er samfundet Danmark overhovedet ikke i ringe forfatning. Det er et problem for sammenhængskraften i et meget solidaritetsfordrende velfærdssamfund, at uligheden og afstanden mellem by og land og rig og fattig er steget. Men det er alligevel svært at forstå, at utilfredsheden kan være så stor, at ethvert protestparti tilsyneladende kan mobilisere et par procent og komme i Folketinget. At der altid er grobund for først Ny Alliance, så Søvndal, så Alternativet, så Liberal Alliance og efter alt at dømme også Nye Borgerlige.
Pressen er verdensmestre i at udlægge enhver kritik af pressen som klynk og afledning. Men hvad nu hvis det faktisk også er pressens skyld, at vi har fået et i stigende grad vredladent og mistroisk samfund, hvor politikere, der er mere dydige end nogensinde, i stigende grad er upopulære, og hvor alle, der er noget, skrives ind i en ’elite’, der konstant skandaliseres som uvederhæftige, bjergsomme snyltere?
Den stigende kommercialisering af medierne, ændrer billedet af samfundet og nedslider tilliden til samfundet, institutioner og ikke mindst partier og politikere.
De to førende forskere i danske mediekriser Winni Johansen og Finn Frandsen har vist, hvordan antallet af kriser og skandaler er vokset i medierne siden midten af 80’erne. Fra det tidspunkt hvor medierne for alvor bliver kommercialiseret, producerer pressen mere af det stof, der er mest populært: Kriser og skandaler. Helst om kendte personer.
Amalie Lyhne: Debatten om ligestilling og voldtægter har udviklet sig i en hysterisk retningMark Ørsten fra RUC har dokumenteret, hvordan der særligt siden årtusindeskiftet har været en vækst i antallet af politiske skandaler. Det er særligt norm-skandaler, der er vækst i – dem, som handler om politikeres personlige habitus og forbrug af f.eks. rygekabiner og underbukser. Færre journalister skal producere mere fængende indhold, og dette er det mest fængende stof, der samtidigt er billigst at producere.
En gennemgang af DR- og TV 2-nyhedernes dækning af valg fra 1994 til 2007 viste, at halvdelen af tv-indslag om politik ikke fokuserer på indhold, men på politik som konkurrence; i den verden er politikeren reduceret til den Qvortrup’ske gustne, manipulerende kyniker, der alene har sin egen vej til magten som mål.
Markedslogikken presser mediebilledet af verden derhen, hvor hele den politiske og offentlige kaste konstant skandaliseres. Tilliden til politikere er i bund. Men de har absolut ikke nogen ringere moralsk habitus end før.
Og det bliver kun værre. Hvis medievirksomhedens mål alene er at få opmærksomhed, så man kan vise reklamer, er der ingen grund til at lave journalistik. Se på, hvad der skete, da BT og Metroxpress blev lagt sammen – det er fremtiden: Patter, killinger og clickbait, du ikke kan modstå. Komplet uden indhold. I den verden er politikere bare endnu en gruppe kendisser.
Ved siden af det vokser politiske vækkelsesmedier som Fox News, Breitbart og Newspeek og Den Korte Avis, der ser stort på fakta, ærlighed og journalistisk metode og kun fokuserer på at engagere og mobilisere til yderligtgående dagsordener. De gamle medier følger med, så godt de kan, med boomende mængder af yderligtgående debatstof og kulørt meningshaveri. Stof, der fylder og provokerer, men som intet koster at producere.
Man kan mene, det er fint og godt med forandring og lidt kaos. Man skal bare gøre sig klart, at alle de store landvindinger i den vestlige verden er skabt i perioder, hvor de regerende politiske partier havde en massiv forankring og et dybt rodnet.
Hvem skal være vagthundenes vagthund?Store forandringer og samfundsbærende institutioner som dem i en velfærdsstat kan kun skabes på en stærk folkelig forankring. Og i dag er folket forankret til ingen. Den nye orden vil slide på det gamle samfunds institutioner. Det virker usandsynligt, at så ustabile politiske systemer vil kunne skabe permanentete forandringer og udvidelser af samfundets muligheder. Kan kaotiske politiske systemer løse problemer, der er større end nationalstaterne, f.eks. klimaforandringer og folkevandringer?
Den stigende kommercialisering af medier virker korroderende på den politisk kultur. De sociale mediers manglende redaktionelle kontrol gør det absolut ikke bedre.
I Danmark bør vi overveje at justere vores mediepolitik og kun give mediestøtte til mediehuse, der alene har et publicistisk formål, til kooperative eller selvejende medier og til private virksomheder, som altså ikke skal tjene penge til aktionærer.
Skal TV 2 ud af offentligt ejerskab, bør det lægges i en fond med et almennyttigt, publicistisk formål. DR bør igen blive en kulturinstitution, der lægger en journalistisk guldstandard i mediebilledet. Det er i hvert fald dumt at medvirke til, at der er økonomiske incitamenter til en nedslidning af samfundet – mediestøtte er og skal være demokratistøtte.
– og hvorfor? For de dalende oplags, de svigtende seeres og de ligegyldige clicks skyld. I sidste ende er medierne – på godt og ondt – en vigtig del af vores kollektive beslutningsevne. Intet demokrati uden frie medier. Men med tarveliggørelsen af medierne får man også et tarveligere og mindre kompetent demokrati. Frustration over, at verdens problemer ikke bliver løst, eller at det 20. århundredes sociale fremskridt er sat i backgear, er ikke mediernes skyld. Men det er mediernes ansvar, at vi har sværere ved at løse vores problemer.
fortsæt med at læse
