»Okay, jeg har 420 moduler i løbet af det her skoleår. Det koster altså 0,95 pct. i fravær for året, hvis jeg bliver hjemme i dag, hvor jeg er syg og intet vil få ud af undervisningen. Men jeg skal jo holde raten lav...«.
Denne indre monolog fører alle gymnasieelever, når de vågner en kold oktobermorgen med en seng vædet i klamsved og et værelse, der tilsyneladende ikke stopper med at snurre. For uafhængigt af om man føler sig forfulgt af karakterræset eller ej, føler endnu flere sig ramt af fraværsræset. Hvert eneste modul, man er fraværende ved - uanset grund - er en tung byrde at bære, og den går ikke væk, før skoleåret er omme, og vi starter med en ren fraværstavle.
Læge: Når jeg beder en elev gå hjem under dynen, bliver øjnene blanke. »Det kan jeg ikke – mit fravær er allerede for højt«Vi gymnasieelever går lige så meget til læge, som folk i den arbejdsdygtige alder gør, og endnu mere til speciallæge (altså de tider, man sjældent kan rykke pga. ventelister, og som derfor har en god chance for at ligge i skoletiden).
Under mine læse- og sommerferier har jeg aflagt korte visit på 'det rigtige arbejdsmarked' med ni-til-fire-job, og jeg har på intet tidspunkt oplevet, at der blev stillet spørgsmålstegn ved mine lægebesøg. Hvis systemet har bonet ud med for meget sygdom i en lønperiode, er jeg venligtsindet blevet bedt om at komme med en lægeerklæring.
I gymnasiet har vi ikke mulighed for at få fjernet eller godskrevet fravær, selv ikke efter vi har dokumenteret, at vi har været til professionel behandling. Vi kan allernådigst få en notits på intranettet, som ledelsen kan tilgå i forbindelse med fraværssamtaler - notater, der naturligvis først læses til selve samtalen.
Mine gymnasievenner og jeg føler os pressede til at føre vores eget fraværskatalog sideløbende med skolens, så vi kan budgettere fravær til eventuel sygdom, hospitalsforløb eller andet. Det skaber et ekstremt pres, men vi lærer da i det mindste Excel bedre at kende.
Jeg oplever ikke, at gymnasiet kræver 100 pct. tilstedeværelse for at få gode karakterer. Selv står der 'Student Brand Manager hos en bank' under jobtitel på min LinkedIn-profil, hvilket helt klart sluger en god portion tid. Et job, der på kort tid har kompetenceudviklet mig i en grad, hvor gymnasiet end ikke er til at spotte i bakspejlet. Et job, der har givet mig et eksponentielt ekspanderende erhvervsnetværk nationalt og internationalt, som jeg virkelig tror vil gavne mig, når jeg er færdig med hele uddannelses-hurlumhejet.
Uddannelsessystemet i Danmark tillægger fraværsgrafer, karakterer og tiden fra folkeskole til afsluttet kandidat alt for meget magt, sat overfor reel læring og kompetencedannelse.
Hvorfor giver man ikke os unge lidt albuerum?
Jeg har taget konsekvensen og accepteret et faretruende højt fravær, i kraft af mit job. Jeg skal nok nå at skabe en masse værdi i erhvervslivet, det er jeg helt sikker på. Så må jeg jo håbe, at jeg ikke bliver ramt af sygdom.
fortsæt med at læse
