Lyder mindre stress og fravær, øget deltagelse og bedre trivsel godt? Så indfør karakterfrihed

Et stigende antal gymnasier har gode erfaringer med karakterfrihed. Det er især tilfældet på Viborg og Odder Gymnasium, og på Øregård Gymnasium i København har man modtaget undervisningsmiljøprisen for karakterfriheden. Ideen er også blevet indarbejdet i den kommende gymnasiereform, og den nye undervisningsform har tilsyneladende en spændende fremtid.

Men hvilke resultater fører karakterfriheden så med sig, og hvilke tanker ligger der egentlig bag?

Den newzealandske professor i pædagogik John Hattie har foretaget det hidtil mest omfattende studie af, hvad der virker i undervisningen. Hattie er nået frem til, at forholdet mellem læreren og den enkelte elev er den vigtigste faktor.

Dette forhold styrkes markant af den mindre anspændte stemning, der opstår i et karakterfrit rum. Karakterfriheden er også suppleret af langt flere elevsamtaler, som ligeledes styrker forholdet mellem lærer og elev.

Carol Dweck, professor i psykologi fra Stanford Universitet og en af de førende forskere inden for udviklingspsykologi, påpeger vigtigheden af at turde fejle og udvikle sig gennem fejl. Karakterfriheden skaber et rum, hvor fejl er på sin plads, fordi det er et øvelsesrum.

Odder Gymnasium har haft succes med at inkorporere Dwecks teorier om henholdsvis fixed og growth mindset. En fixed selvopfattelse betragter intelligensen som fast og uforanderlig, hvor den høje intelligens bekræftes af succes, mens fejl og nederlag sidestilles med lav intelligens.

Et growth mindset derimod betragter intelligensen som formbar og er derfor mindre nervøs for at fejle, fordi fejl ses i et udviklingsperspektiv. Karakterfriheden er med til at styrke et growth mindset og er således med til at forme elever som mere aktive, kreative og robuste.

Karakterfrihedens resultater på danske gymnasier har været tydelige. Man har oplevet mindre stress, øget elevdeltagelse, mindre fravær, mere tryghed og trivsel. På Odder Gymnasium har man oplevet øget fokus på læring og mindre på bedømmelser, og på Øregård Gymnasium har man været vidne til en høj trivsel, der skabte rum for bedre indlæring.

Men skal eleverne aldrig have karakter i løbet af gymnasietiden? Jo, og det er i reglen også kun standpunktskarakteren, der er væk. Tanken er, at øvelsesrummet i undervisningen styrker eleverne, så de bliver endnu bedre forberedt til deres eksaminer.

Man træner fagligheden i et trygt miljø, som frigør evner og måske endda nye tanker, og så præsterer man afslutningsvis til prøve eller studentereksamen.

Der har været kritik af karakterfriheden, og nogle elever har været bekymrede for, hvor de stod karaktermæssigt, inden de skulle til eksamen. Det er en forståelig indvending, men indtil videre har karakterfriheden på flere gymnasier resulteret i, at eleverne har klaret prøver og eksaminer bedre end gennemsnittet. Man har været rigtig godt rustet til eksamen, også selv om man ikke vidste præcis, hvor man befandt sig på skalaen.

Det handler om at lære og blive dygtigere frem for at få bekræftet, at man er dygtig. Det er et problem, når elever af frygt for at give et dårligt indtryk ikke spørger ind til de svære emner og dermed aldrig får lært de svære ting. Det problem kan karakterfriheden komme til livs.

Det er problematisk, hvis eleverne fokuserer på et tal frem for faktisk at lære noget. På den måde kan man gennemføre en hel gymnasieuddannelse uden egentlig at have lært andet end at få den rigtige karakterer til eksamen.

Næsten en fjerdedel af landets gymnasier eksperimenterer med karakterfrihed. De afgørende resultater har vi ikke set endnu, men tænk, hvis undervisningsformen kunne få det bedste frem i eleverne. Hvis den kunne dæmme op for det forfærdelige stress, mange gymnasieelever ligger under for.

Hvis karakterfriheden kunne få flere tavse elever til at deltage i undervisningen. Hvis eleverne i sidste ende ville få en bedre karakter, netop fordi de i løbet af året ikke fik karakterer. Hvis skjulte ressourcer blev frigjort i øvelsesrummet, og personligheden blev styrket, så værdien af at fejle ikke bare vedrørte gymnasieverdenen, men også andre områder af livet.

Der er tale om at skabe en kultur, som fokuserer på indhold – ikke på form – og som fokuserer på, hvad der reelt læres, frem for hvad der kan lires af. Det skulle da være værd at forsøge.