Afrusning, antabus og intet andet. Det var ifølge forfatter Mette Jensen Hayles alt, hun fik tilbudt, da hun på grund af et alkoholmisbrug, der havde taget magten fra hende, kom i kontakt med den kommunale alkoholbehandling. Et sted, der med hendes ord fortalte hende tusind ting, alle godt ved, men ikke gør noget for at hjælpe misbrugere i den rigtige retning.
Vi er i Alkohol & Samfund dagligt i kontakt mennesker, der har været igennem offentlig alkoholbehandling, og vi har hørt historier som den, Mette Jensen Hayles fortalte i lørdagens Politiken, før. Men vi hører også historier om mennesker, der er blevet mødt af en både professionel og bredspektret alkoholbehandling, som – for at bruge Mette Jensen Hayles’ ord – har smidt dem den redningskrans, de behøvede, da de var ved at drukne sig selv i den vodka-å, de i nogen tid havde sejlet fornøjet op ad.
Regionsrådsformand: Sundhedsvæsnet er ikke uden skyldAt erfaringerne med alkoholbehandlingsstederne – de private og kommunernes – er delte, har en helt enkel forklaring. For der er reelt ingen rammer for, hvad det behandlingssted skal levere til borgerne.
Foranlediget af de mange forskellige historier, vi har hørt, har vi netop foretaget en stikprøveundersøgelse af de offentligt finansierede alkoholbehandlingstilbud. Vores undersøgelse er foretaget på baggrund af en rundringning til 30 kommuners alkoholbehandlingssteder, som vi bad redegøre for indholdet af deres behandlingstilbud på en række parametre. Og ikke overraskende viste den store udsving i indhold.
I én kommune kan man komme i gang med behandlingen allerede samme dag, mens man i en anden kommune skal vente op til 14 dage. Ligesom man i den ene kommune kan få tilbudt abstinensbehandling på behandlingscentret, mens man i en anden skal til sin egen læge eller på sygehuset. Og i nogle kommuner vil et menneske med alkoholproblemer altid blive undersøgt for, om han eller hun også har psykiske lidelser, mens det i andre kommuner ikke er en systematisk del af modtagelsen.
Det betyder, at det i Danmark er dit postnummer, der afgør behandlingen, hvis du selv eller dine nærmeste har et alkoholproblem. Og det skaber ikke alene stor usikkerhed og ulighed i behandlingen – det får også en negativ betydning for effekten af den behandling, kommuner og regioner årligt poster millioner af sundhedskroner i.
At alkoholbehandlingen er så varierende skyldes, at de offentligt finansierede alkoholbehandlingstilbud er dårligere reguleret end indholdet af en pakke smør. Sundhedsloven giver alle borgere med alkoholproblemer ret til behandling i hjemkommunen. Men alkoholbehandlingssteder er ikke bundet af krav til, hvad behandlingen skal indeholde, eller hvem og hvor mange der skal forestå den. Det eneste krav, kommunerne skal leve op til, er at tilbyde gratis behandling inden for 14 dage efter, at en borger har henvendt sig med et alkoholproblem. Og det er sjovt nok også det eneste, alle kommunerne i vores undersøgelse lever op til.
Overlæge og professor: Alkoholkulturen skal ændresDer findes anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen til god alkoholbehandling – men det er, som Mette Jensen Hayles også beskriver det, slet ikke alle 98 kommuner, der lever op til dem. Det kalder på handling. Vi mener, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger bør gøres til krav, som behandlingsstederne – offentlige og private – er forpligtet til at leve op til. Når de nu allerede er formuleret, er det eneste, der mangler, at Folketinget bemyndiger ministeren til at gøre dem gældende i kommunerne. Og muligheden for at gøre det er der lige nu.
Sundhedsministeren skal i dette efterår præsentere en handlingsplan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som er det sted i sundhedsvæsnet, regionale og kommunale indsatser mødes – og det sted, patienter med alkoholproblemer fylder allermest. Ikke at tænke kvalitetskrav til alkoholbehandling ind i en aftale, der skal sikre patienterne mod svigt og give dem sammenhæng i behandlingen, vil være decideret tåbeligt.
Først og fremmest fordi status quo efterlader en halv million danskere og deres pårørende i en urimelig situation, hvor det er deres postnummer eller private pengepung, der afgør, om de får en kvalificeret alkoholbehandling. Men også fordi borgeres høje alkoholforbrug hvert år koster et tocifret milliardbeløb i ekstra sundhedsydelser, sociale ydelser og børneanbringelser.
fortsæt med at læse
