0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatter og tidligere alkoholiker: »Et tilbagefald ville slå mig ihjel, så det blev frygten for at dø og min families nærvær, der skærmede mig«

Når druk er noget, vi inviterer folk direkte ind i via vores sociale konstruktioner, skal der også findes hjælp til at komme ud igen, når man er blevet alkoholiker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Louise Serup
Foto: Louise Serup

En alkoholiker kan ikke fralægge sig sit ansvar, men skal alligevel kunne forvente kvalificeret hjælp, når der er brug for den, mener Mette Jensen Hayles.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Du skal længere ud. Du skal helt ud, hvor du ikke kan bunde. Sådan synes strategien at være i alkoholbehandlingen i Danmark. Den hånd, du rækker ud efter, findes ikke. Den dør, du tror, du kan gå ind ad, hvis du har brug for hjælp, er ikke bare låst. Den er væk.

Jeg har selv været der. Få måneder efter jeg opdagede, at alkoholen havde taget magten over mit liv, opsøgte jeg de steder, som jeg troede kunne hjælpe mig: Den kommunale alkoholbehandling, der tilbød mig afrusning, antabus og intet andet.

Lægen, der kunne sende mig videre til psykiatrisk skadestue, som kunne sende mig hjem igen efter afrusning, fordi jeg ikke var ’syg nok’. Anonyme Alkoholikere i den lokale kirke, der måske nok var et fristed for de ædru, men ikke kunne hjælpe en, der stadig sad i skruetvingen. Og til sidst et Blå Kors-hjem, der kunne tilbyde nervemedicin og isolation i en uge og derefter intet.

Seks steder mødte jeg op for at bede om hjælp. Ved seks forskellige lejligheder kunne systemet have afværget min dødelige sygdom og sparet sundhedsvæsenet de mange penge, det i sidste ende kostede at redde mit liv. Men min næsten uafbrudte deroute sluttede på Rigshospitalets intensivafdeling. Jeg var mere død end levende. Nu med en somatisk diagnose endelig værdig til at modtage hjælp.

Efter indlæggelsen mødte jeg ædru op på den lokale alkoholenhed. Fast besluttet på at lære misbrugets natur at kende. Er alkoholen medicin, symptom eller sygdom? Men den slags indsigt eller refleksion kan de ikke imødekomme sådan et sted, fandt jeg hurtigt ud af. De kan tilbyde antabus og alkometer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter