Jeg hører til dem, der som barn ville være professionel fodboldspiller. Jeg spillede i hvert eneste frikvarter. I hvert fald indtil vi kom over i en anden skolegård i 8. klasse, hvor det kun var rygerne, der gik udenfor. Det var dengang.

Når klokken ringede ud, stormede jeg ned ad trapperne for at sikre mig en asfaltbane. Der var hele tiden nogen at spille med, og det betød ikke noget, hvem jeg spillede med, bare jeg spillede. Jeg har derfor heller ikke prøvet at være den, der blev valgt sidst, når holdet skulle sættes. Men jeg var godt klar over, at det ikke var rart at være den sidste. Det er jeg stadig.