Venstre i debat om psykisk vold: »Man har en fornemmelse af, at lov og orden ikke gælder for alle«

Lyt til artiklen

Mads Fuglede (V), stedfortræder for ligestillingsordfører Jakob Engel-Schmidt (V):

Er vores lovgivning om psykisk vold god nok, når ingen bliver dømt?

»Det er et kæmpe problem, at lovgivningen ikke bliver brugt. Der er desværre et mønster fra andre områder, der handler om kvinders rettigheder, såsom voldtægt, hvor antallet af overgreb ikke afspejler sig i antallet af domme«.

»Men med voldtægtspakken lagde man op til en større efteruddannelse af politiet, sådan at de her kvinder får en bedre behandling og bliver lyttet til, og det håber jeg vil slå igennem på området med psykisk vold også«.

»Hvis ikke kvinderne bliver lyttet til og taget alvorligt, bliver de her overgreb ikke anmeldt. Jeg afviser ikke, at vi måske også skal skærpe lovgivningen, men jeg tror først og fremmest, vi skal have ændret kulturen omkring, hvordan vi behandler kvinder, der har været udsat for fysisk og psykisk vold«.

Psykisk vold til debat: »Han sendte mig måske 40 sms’er i døgnet. Om, at jeg var en luder. At jeg intet kunne. At han kom efter mig. Man bliver nedbrudt af det. Af hele tiden at være i alarmberedskab«

Mange af kvinderne har børn med deres overgrebsmænd. Hvad tænker du om det?

»Det har jeg simpelthen ikke et svar på. Man skal være meget forsigtig med at lave firkantede regler, når det også involverer børns tarv. Selvfølgelig skal vi bestræbe os på, at man ikke hænger på hinanden, mere end hvad godt er. Men jeg har ikke et svar på det«.

Skiftende politikere, blandt andet din forgænger, har lovet gennem årene, at NU sker der noget. Men kvinder, der er ofre for psykisk vold, er stadig overladt til sig selv og krisecentrene, og ingen bliver straffet for psykisk vold?

»Ja, man har en fornemmelse af, at lov og orden ikke gælder for alle i samfundet på det her område. Vi har måske nok love, der har en stærk symbolsk værdi, men som ingen praktisk værdi har. Det kan vi ikke være bekendt, uanset køn. Vi skal være et retssamfund med retfærdighed, også inden for delikate ting, som sker i hjemmet«.

Psykisk vold til debat: »Man risikerer at dø af psykisk vold«

Hvad tænker du om, at det er familie, netværk og private organisationer, der træder til, men ikke staten?

»Jeg tænker, at efteruddannelse af politiet vil hjælpe. Og så håber jeg, at nu, hvor der kommer en dokumentarfilm om emnet, vil der komme øget opmærksomhed på psykisk vold«.

»Vi står midt i et større paradigmeskift på hele området, også med #MeToo-kampagnen, og det skal vi politikere udnytte til at gøre det bedre«.

»Jeg tror, vi er på vej med den voldtægtspakke, som er blevet vedtaget og er i gang ude i politikredsene. Meget af problemet handler om et system, der ikke er godt nok til at håndtere de henvendelser, man får fra kvinderne«.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her