Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Professor: Embedsmænd tager magten, mens kommunernes politikere drukner i ligegyldige sager

De folkevalgte i kommunerne har mistet grebet om de afgørende politiske beslutninger og overladt rorpinden til embedsværket. Den udvikling kan og skal vendes, mener professor Jacob Torfing.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Vi tror, at vi med vores kryds 21. november vælger de ildsjæle, der i 4 år skal udøve den politiske magt på vores vegne. Men mange af de folkevalgte i kommunerne oplever, at de har mistet det politiske lederskab. Langt hen ad vejen laver politikerne sagsbehandling i de stående udvalg og nikker til administrationens indstillinger til kommunalbestyrelsen, mens embedsmændene står for politikken. Der er sket et skred, hvor politikere og embedsmænd har byttet roller. Det er et stort demokratisk problem«.

Jeg har oplevet en kommune, hvor 98 pct. af det, der er oppe i kommunalbestyrelsen, er indstillinger fra embedsværket, som vedtages uden nogen politisk diskussion

Sådan siger professor Jacob Torfing, der i mange år har forsket i kommunalpolitik. Politiken har foretaget en rundspørge til landets kommunalpolitikere, og her er halvdelen enige i, at embedsmændene har for stor indflydelse på kommunalpolitiske beslutninger. Jacob Torfing nikker genkendende til rundspørgens resultater.

»Det er også det billede, jeg får, når jeg er ude i kommunerne og forsker i lokalpolitikeres muligheder for at lave politisk ledelse. Der var f.eks. en kommunalpolitiker, der sagde til mig: ’Problemet for os politikere er, at vi ikke rigtig laver politik, men sidder med sager. Okay, vi laver faktisk lidt politik under punktet ’Eventuelt’, men der må vi ikke træffe nogen beslutninger’. Sådan en udtalelse siger jo alt, ikke? Jeg har oplevet en kommune, hvor 98 pct. af det, der er oppe i kommunalbestyrelsen, er indstillinger og oplæg fra embedsværket, som vedtages uden nogen politisk diskussion«.

Hvis politikerne er tæt på sagerne, så er de jo nede i substansen?

»Men det er ofte nogle meget, meget små beslutninger, de fedter med. Der er kommuner, hvor politikerne bliver bedt om at behandle dispensationsansøgninger i forhold til byggesager eller sidder og beslutter, hvor meget 32 ansøgere hver især skal have af kulturpuljen i kommunen. Men når det handler om at lave nye politikker, nye strategier, nye handlingsplaner, altså der, hvor der virkelig er nogle principper, holdninger og værdier på spil – og man tænker, nu skal politikerne på banen – så er det ofte embedsmændene, der kommer med et udspil«.

Har djøf’erne sat sig på magten i kommunerne som en del af en magtkamp?

»Man må endelig ikke få det indtryk, at embedsmændene laver kyniske rænkespil for at få magten. Det er mere et resultat af, at politikerne ikke laver politik. Og politik skal der jo laves. Derfor ender embedsmændene med at udfylde den rolle. Det er måden, det hele er organiseret på, der er problemet«.

Hvordan det?

»Det handler f.eks. om, at der er et punkt på dagsordenen, der hedder ’Indledende drøftelse af strategiplan for børne- og ungeområdet’. Og så bliver politikerne lidt tomme i øjnene, kigger rundt på hinanden, der kommer tre små forkølede bemærkninger, og så siger man: Kan administrationen ikke lave et udspil? Og så går embedsværket ellers i gang. Og de er jo superdygtige. Vi har fået et markant løft i embedsværket i kommunerne med kommunalreformen. Så de laver en tjekket strategiplan, den bliver forelagt kommunalbestyrelsen. Her synes politikerne ikke, at de kan føje noget til, og så nikker de til den. Det er sådan, mekanismen er«.

Politikerne skal banke i bordet og sige: Vi har mistet indflydelse, nu vil vi gerne tage indflydelsen tilbage!

Politikerne skal træde i karakter

Ifølge Jacob Torfing bliver politikerne – som er almindelige borgere, der ofte har et job ved siden af – sat skakmat af et stadig mere professionelt korps af tjekkede embedsmænd.

»Bortset fra borgmesteren har vi fritidspolitikere. De er ofte under stærkt tidspres. Et tidspres, som kun er vokset efter kommunalreformen for 10 år siden. Hvad er det så, fritidspolitikerne bruger deres sparsomme tid til? Mange bruger rigtig meget tid i de stående udvalg. På noget, der ligner sagsbehandling, og på at læse bunker af mødepapirer med indstillinger til det næste kommunalbestyrelsesmøde. Så er der ikke meget tid til at tænke over: Hvad brænder jeg egentlig for? Hvorfor blev jeg politiker? Hvad er det for en politisk forskel, jeg vil gøre, og hvordan gør jeg det?«.

Og det burde de bruge mere tid på?

»Ja, politisk lederskab handler om at være optaget af, hvad der er kommunens 6-10 største udfordringer og problemer, hvad man kan gøre for at skabe nye og bedre løsninger – og hvordan man sikrer støtte og opbakning til dem. Det er det, som i den grad bliver marginaliseret i kommunerne, og det skyldes organiseringen af kommunalbestyrelsesarbejdet«.

Må man ikke bare erkende, at vi ikke kan lægge to tredjedele af velfærdsstaten ud til de yderste led, kommunerne? Det kan fritidspolitikere ikke håndtere?

»Der er mange gode ting at sige om decentraliseringen. Den hjælper os til at tage højde for forskelle på kommuner. Den sikrer, at politikerne er tættere på borgerne. Og den sikrer, at vi i Danmark har en højere valgdeltagelse end i andre lande, fordi borgerne kan se, at der i hvert fald på papiret er nogen, der har politisk magt lokalt. Det er gode grunde til at holde fast i kommunestyret. Men kommunalpolitikeren skal til at udøve politisk ledelse ved at sætte sig i spidsen for lokalsamfundet«.

Hvem skal sørge for den forandring?

»Det skal politikerne selv. De skal banke i bordet og sige: Vi kan se, at vi har mistet indflydelse, nu vil vi gerne tage indflydelsen tilbage! Helt konkret skal de tage nogle fælles diskussioner ude i kommunalbestyrelserne om, hvad det er, de vil bruge deres tid til. Vil de sidde og lave noget, der ligner sagsbehandling til stående udvalg? Eller vil de være dem, der laver politikken på nogle strategisk vigtige områder for deres kommune?«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men en kommunalbestyrelse er jo aldrig et helt nyt hold. Når nye politikere bliver valgt ind i denne måned, er de jo de nye i klassen, der lige skal lære håndværket og bliver socialiseret ind. Og så er det vel for sent?

»Det er udfordringen. Mange nyvalgte er efter sidste kommunalvalg kommet til mig og har sagt: ’Vi forstår ikke det her. Vi troede jo, at vi skulle lave politik. Men det første, vi fik at vide, var, at vi skulle med på et budgetseminar. Og så skulle vi til et møde om nogle servicestandarder. Og så var der en sagsbunke med nogle ansøgninger. Kan du ikke sige os, hvornår vi skal lave politik?’. De nye er fulde af forhåbning om at få lov til at præge de politiske beslutninger, men kan ikke få øje på dem. De får ikke mulighed for at forholde sig til de store dagsordener ud fra deres værdier og holdninger, men bliver tandhjul i et bureaukratisk maskineri. Hvis politikerne får den rette støtte og opbakning, kan de ændre på det«.

Men de er hverken uddannet til det eller har tiden?

»Nej. Derfor burde politikere trænes i, hvordan man er politiker. Hvordan man bruger hinanden og administrationen, og hvordan man involverer lokalsamfundet i forhold til at få ideer til nye politiske løsninger. Det eksisterer ikke i dag. Dernæst bør lokalpolitikerne have sekretariatshjælp. Alle folketingspolitikere kan jo bede en partisekretær eller en student om at finde fem sager om et emne eller afdække, hvad fem andre kommuner gør på skoleområdet. Den mulighed skal lokalpolitikerne også have. I dag kan de ikke hamle op med embedsmændene, der råder over en hel forvaltning, hver gang der skal slås et søm i. Det er en ulige kamp«.

Proaktive politikere viser vejen

Selv om det ser dystert ud, er Jacob Torfing optimist. Han mener, at der er en vej ud af det demokratiske dødvande i kommunerne, og at der allerede sker noget. I Holbæk, i Gentofte og i Hedensted. Og mange andre steder.

»Der er grund til optimisme. Mange kommuner har erkendt problemet og leder i øjeblikket efter nogle greb, som kan skabe begejstring og få politikerne tilbage i politikerrollen. Mange steder er man begyndt at holde temamøder – uden for de ordinære byrådsmøder – hvor man siger: Nu sætter vi to timer af til at diskutere ældreområdet. Der kommer politikerne mere på banen«.

Men vi er mange, der troede, at det var det, politikerne allerede gjorde?

»Ja, men det er lidt ekstraordinært med temamøder om de store linjer. De, der går til temamøder om f.eks. ældreområdet, bliver klædt på af embedsmænd. De får først nogle oplæg om, hvordan det ser ud med tal, data osv. Derefter får de måske besøg af en plejecenterleder, der kommer og siger noget om nogle nye indsatser. Og så sidder de i grupper og brainstormer over, hvad der er problemet, og hvad der kan gøres. Derefter udvikler man en strategi. Denne type møder er heldigvis i vækst«.

Så det er vejen frem?

»En af vejene. Det er virkelig livgivende, at flere kommuner også er begyndt at lave en helt ny type udvalg, hvor politikere udpeger særlige indsatsområder, de brænder for, og hvor de inviterer omverdenen ind for at blive klædt på af dem. Her får de input fra borgere, medarbejdere, virksomheder, foreninger, eksperter m.fl. Og her kan de arbejde med noget, de brænder for, sammen med andre – uden at blive løbet over ende af embedsværket. Jeg kalder denne inddragelse af lokalsamfundet ’samskabelse’. Politik bliver til i et samarbejde på kryds og tværs«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men bliver det ikke de ressourcestærke, der kommer til at sætte sig på det? Dem med stærke interesser og talegaver, der altid sætter sig på dagsordenen og indflydelsen?

»Vi skal ikke slå borgerdeltagelsen ihjel med argumentet om ulige deltagelse, for det er der altså også i det repræsentative demokrati. Men ja, samskabelse rummer en risiko for skævhed. Det gode er, at kommuner arbejder aktivt med den udfordring. De går proaktivt ud og peger på nogle interessante stemmer, som de gerne vil høre, i stedet for at sende en åben invitation, der altid appellerer til alle de stærke og kværulantiske aktører«.

Men er der så ikke en risiko for, at en ny Anna Mee Allerslev inviterer en ny Øens Murer ind i udvalget?

»I Gentofte gør de det som et kollektiv. Her er det hele kommunalbestyrelsen, der sammen beslutter, hvad det er for stemmer, de har brug for at høre, hvis de f.eks. skal udvikle en ny ungepolitik. Så vil de f.eks. invitere nogle fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra teknisk skole, nogle frafaldne studerende, nogle tidligere misbrugere osv. Alle politikere har indflydelse på, hvem der skal sidde i udvalget. Hvis man f.eks. har set en, der har skrevet meget i lokalavisen om skolepolitik eller daginstitutioner, så skriver man til vedkommende: ’Dig vil vi gerne have ind og rådgive os’. Det er guld værd. Politikere kan virkelig styrke deres politiske lederskab ved at udvælge nogle strategiske områder, hvor der er brug for politiske løsninger og ved at involvere omverdenen bredt. Her ligger fremtiden for det levende lokaldemokrati«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden