Kære Ole Bornedal.
Er det den seksuelle chikanes blomstrende trivsel, der er vores redning fra enhed, renhed og sociofascisme? Er den frie tanke virkelig så svag, at den ikke kan udfolde sig uden at få næring fra krænkelser? Er den frie tanke simpelthen forbundet med krænkerens privilegium, som de mindre privilegerede spagfærdigt må hengive sig til for troskyldigt at bistå bevarelsen af den ædle ånd?
Lige på det her punkt imponeredes jeg over den vildskab, som dit indlæg i Weekendavisen forleden indikerer endnu hersker i din tankekraft.
Ole Bornedal: Svært ikke at smile ad folk, der føler sig traumatiserede, 25 år efter de fik et klask i røvenMen der er dog ikke meget fri tanke at spore i den kedsommelige og misforstående opstilling, du holder os indespærret i, når du sidestiller #MeToo med offerdyrkelse. Dit indlæg misser ganske enkelt pointen med #MeToo. Når vi skriver #MeToo, handler det ikke om at påkalde en særlig opmærksomhed til vores individuelle personlige oplevelser, men om at gøre opmærksom på, hvor udbredt et fænomen seksuelle krænkelser er. De udgør det almindelige. En almindelighed, der i øvrigt langt overstiger, hvad vi ser og hører om, for ikke alle har kunnet mønstre det grænseoverskridende mod, det kræver at stille sig til offentlig skue som offer. At stå som den, der skal vurderes (på sommetider mærkværdig vis), for derefter måske at kunne modtage omverdenens medlidenhed og sympati, som i øvrigt helst skal modtages lidt snøfte-svagt og med en uforbeholden vrede mod krænkeren, naturligvis.
Det er den mest dødssyge rolle, der findes, ubehagelig og ufri, og uden megen ny indsigt at tilbyde nogen af os. En rolle, jeg faktisk gerne vil være fri for, hvis jeg kan få lov.
Men dit indlæg peger på en retmæssig kritik af #MeToo, nemlig den udefinerede spændvidde i overgrebenes karakter.
Naturligvis er det relevant, hvorvidt vi taler om en klam hånd på røven eller et decideret overgreb. Men det er vigtigt at huske på, at de er del af det samme problem. Krænkelsernes almindelighed. En almindelighed, hvis årsager vi kun knap er begyndt at tale om, og selvfølgelig er det personlige ansvar og evnen til grænsedragning fundamentale komponenter i forsøget på at finde årsagsforklaringer.
Tro mig, det ved vi godt, det er vi blevet formanet og belært om mange gange før, gennem krænkelsernes forunderlige dynamiskhed. Deres årsag kan f.eks. findes i den krænkedes adfærd i fjerne urelaterede situationer, eller den krænkedes sarthed såvel som overmod, påklædning eller udstråling. Åh jo, den der med selvransagelsen som aflad og afledningsmanøvre for krænkeren, den er vi ret velbevandret i.
487 norske skuespillere råber op om sexchikane: »Han brugte mit knæ til at tilfredsstille sig selv«Men Bornedal, debatten måtte jo starte et sted, nemlig med at klargøre udbredtheden, almindeligheden. Og ja tak, jeg havde også gerne set en differentiering i krænkelsernes karakter, hvorfor jeg selv lavede underkategorier i mit eget oprindelige #MeToo-opslag.
Ved eftertanke kunne det måske have klædt opslaget, også at have specificeret alder og sammenhæng for at hjælpe til forståelse af, at denne almindelighed foregår alle steder, i alle aldre (ind til videre). Så hermed:
- Partner violence: 1 (min partner, da jeg var i 30'erne)
- Sexual assault: 2 (en lederen i sejlklubben, da jeg var 12, en kollega i filmbranchen, da jeg var 22)
- Sexual harassment: I have lost count (offentlig transport, gaden, på arbejdspladsen, barer, private sammenkomster)
Jeg ved naturligvis ikke, hvilke ambassadører for kvindekampen du har siddet og lyttet til, men jeg kan fortælle, at både jeg og flere kvinder fra min generation af 70’er-børn har oplevet ikke at blive taget alvorligt af vores nære rødstrømpegenerationskvinder i vores oplevelser. Her taler jeg ikke om oplevelser i ’harassment’, men ’assault’-kategorien.
Vi er blevet troet, har fået sørgmodighedens tragiske omsorg, men det blev holdt i det stille, skamfuldt indadvendende. Tag et glas rødvin.
Kulturkommentar: Nej, Bornedal, #MeToo handler ikke blot om 25 år gamle klask i røven. Sexchikane er et substantielt problemJa, der er kritikpunkter til #MeToo, og tjo, der kan måske være en kvinde eller en håndfuld, der søger at slå mønt af bevægelsens momentum, det kan vi gisne om lidt hygge-inkvisitorisk uden mulighed for vished, da den slags domme må fældes af dem, der ved og har mulighed for at vide.
Det er bestemt ubehageligt at se personrettede anklager udspille sig i medierne, og det er også problematisk, men fremfor straks at udnævne dette til en tyrannisk og hævngerrig bevægelse, kunne det med rette føre til spørgsmål om, hvorfor der ikke tidligere er taget et ledelsesansvar i disse sager, hvad enten det gælder The Old Vic, Zentropa, og andre steder, også udenfor filmbranchen?
Hvorfor foregår det i medierne? Hvorfor har en gennemresearchet sag mod Weinstein været nødvendig, for at #MeToo kunne ske? Og hvorfor skete #MeToo? Og i dette omfang? På grund af et tyranni, som alle #MeToo’ere har gået kollektivt og hungret efter? Eller fordi individualiseringen og dens skamfulde offergørelse af vores historier har medvirket til, at de ikke er blevet taget alvorligt, der hvor de burde? Har muliggjort en blindhed, en reducering, en normalisering? Måske noget helt andet?
Måske vi er på vej til at blive klogere. Som sagt handler #MeToo om at frembringe det kollektive billede, og ikke om at være offer. Og i øvrigt heller ikke om at fordømme mænd i en bred unuanceret bevægelse, hvilket du til min forundring langtfra er den eneste, der tror og hævder. Hvad er det, der giver jer den opfattelse?
88 tidligere og nuværende elever på Zentropa: Vi er ikke »misbrugsofre«Og så bare lige en sidste ting, Bornedal: Jeg har mødt dig flere gange gennem årene på film-set, produktionskontorer og til branchefestligheder, og det har altid været hyggeligt. Alligevel kunne det aldrig falde mig ind på den baggrund at undsige hverken dig eller beskyldningers ordlyd, skulle du en dag anklage eller anklages, for det ville jeg ganske enkelt intet kunne vide om.
Men du mener mener dig tilsyneladende i stand til at kende Dustin Hoffmann og Ashley Judd i tilstrækkelig grad til at lade jeres møder agere som sandhedsmålestok for deres karakterer i henhold til krænkelseshistorier.
Måske skyldes det at jeg er en af de mindre privilegerede og derfor ikke har opnået samme niveau af fritænkning som dig.
fortsæt med at læse
