Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Debat

Niels Jespersen: Hvad så, Støjberg, sker der noget denne gang?

Integrationsministeren burde vide, hvad der rent faktisk kan fjerne parallelsamfundene. Men hun fører den stik modsatte politik.

Debat

Det tog kun et halvt minut for fem maskerede bøller at rasere Ali Parnians bagerbutik i Tingbjerg i det nordvestlige København. Bevæbnede med køller og baseballbat smadrede de lørdag aften glas og inventar for titusindvis af kroner, inden de forlod butikken, lige så hurtigt som de var kommet.

Motivet er med al sandsynlighed beskyttelsespenge. I den slags sager kan indehaveren vælge imellem at give den lokale gangsterbande et større eller mindre beløb eller risikere at få sin butik smadret.

Ali valgte det sidste.

Men den største omkostning ved den form for hærværk er ikke det smadrede inventar, nej, det er den frygt, det indgyder de lokale beboere og erhvervsdrivende. Det sender et signal om, at det ikke er muligt at drive en virksomhed eller nyde sin aftenkaffe i Tingbjerg uden at underkaste sig voldsmændenes herredømme.

Den politiske interesse er da heldigvis også massiv. En indsamling til fordel for Ali, igangsat af den konservative gruppeformand Mette Abildgaard, har rundet en kvart million kroner, og her til eftermiddag besøger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bydelen Tingbjerg, der er på regeringens ghettoliste.

Hun lover på sin Facebookside strenge straffe og et opgør med mellemøstlige normer såsom beskyttelsespenge. Derved lyder hun som et ekko af sin politiske chef Lars Løkke Rasmussen, der i sin nytårstale lovede et opgør med ghettoer og parallelsamfundene.

Problemet er bare, at vi har hørt det hele før.

Mere politi og strengere straffe kan kun stabilisere situationen. Det kan ikke løse de sociale og kulturelle problemer, der skaber vækstvilkår for kriminaliteten

Da den borgerlige regering kom til i 2001, lovede den også opbremsning og hård kurs mod de kriminelle. Siden har problemerne bare vokset sig endnu større. De bøller, der smadrede Ali's bagerbutik, gik med stor sandsynlig i børnehave, da Anders Fogh Rasmussen (V) i 2004 for første gang lovede det selvsamme opgør med ghettoerne.

Når hverken Inger Støjberg eller statsministerens ord bliver til noget, så er det, fordi det alt sammen koster penge. Penge, der skal bruges i primært socialdemokratiske kommuner, for det er der, ghettoerne er, og penge, der skal gå til socialarbejdere og bedre muligheder for de unge, såsom bedre erhvervsskoler og flere lærepladser.

Alt det, borgerlige politikere og meningsdannere fnyser hånligt af og forringer i dagligdagen.

Mere politi og strengere straffe kan kun stabilisere situationen. Det kan ikke løse de sociale og kulturelle problemer, der skaber vækstvilkår for kriminaliteten.

Der er selvsagt ingen undskyldning for at blive medlem af en bande i et land som Danmark. Vi har et af verdens tryggeste samfund; et samfund, der giver sine indbyggere masser af muligheder. Ikke desto mindre er banderne for mange både udenlandske og danske drenge den nemmeste vej til status og fællesskab.

I København er det sådan, at knap halvdelen af drenge med ikke-vestlig baggrund går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter. Deres muligheder på arbejdsmarkedet kan reduceres til førtidspension, kebabruller eller narkohandler. Og så er det sidste i alt for manges øjne trods alt det mest sexede.

Den eneste effektive måde at knække banderne på er ved at bremse rekrutteringen, og det kan kun ske ved at give de unge et bedre alternativ. Alt det tror jeg godt Inger Støjberg ved, men det går imod den politik, hun selv tror på ,og derfor har hun intet andet at byde på end at skrue endnu højere op for retorikken og bage endnu en strammerkage.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal hun nok kunne vinde et valg på. Taberne bliver de unge ude i ghettoen. Dem, der stadig ikke får en ordentlig uddannelse, samt alle de lovlydige borgere, der må leve under gangstervældet.

Knækker bøllerne Ali, kommer turen lynhurtigt til den næste købmand eller restauratør

Samtidig må man ikke, som mange af Inger Støjbergs kritikere har for vane, undervurdere betydningen af en en markant og synlig polititilstedeværelse. Der findes bandemedlemmer i Danmark, der er så forråede, at vi godt kan glemme alt om resocialisering. Her handler det om simpel magt. Enten bestemmer politiet, eller også bestemmer gangsterne.

Små erhvervsdrivende som Ali Parnian er hverdagens helte. Ved at nægte at betale beskyttelsespenge, så stiller han sig frem i forreste geled i kampen mod gangstervældet. Bøllerne profiterer på, at det er nemmest at føje sig. Det gælder både for Ali, der sætter sin egen og sine kunders sikkerhed på spil, men også for alle andre. Det nemmeste er at kigge den anden vej. Herregud. Sådan er det jo i Tingbjerg.

Netop derfor er det også så vigtigt, at samfundet sætter al sin magt ind på Alis side. Knækker bøllerne Ali, kommer turen lynhurtigt til den næste købmand eller restauratør. Og pengene? Dem bruger gangsterne på at styrke deres kriminelle netværk, som politiet så får endnu svære ved at optrævle.

Derfor skal den slags tages i opløbet. Samfundet skal groft sagt stille forbryderne det samme ultimatum, som de stiller Ali: Underkast jer, eller betal prisen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce