»Jeg forstår godt frygten og tårerne – alt det, der er forbundet med at have homoseksualitet i familien. Det, jeg ikke forstår, er truslerne, volden, social kontrol, sladder. At nogen fortæller min mor, at det er en sygdom: Helt ærligt, ville du ringe og håne en familie, der var ramt af kræft? Eller skælde nogen ud, fordi de har influenza? Homoseksualitet er jo ikke en sygdom, men et vilkår, som man ikke burde straffe den enkelte for. Vi skal have fjernet den religiøse argumentation om, at man som homoseksuel ikke kan være en del af fællesskabet, ikke får del i efterlivet, ikke bliver tilgivet. At man ikke er muslim«.
Den 34-årige tv-journalist Abdel Aziz Mahmoud er blandt andet kendt fra DR-serien ’Familien fra Lærkevej’, der handler om livet i hans egen familie, som har palæstinensiske rødder. I 2016 fortalte han i reportagens sidste afsnit, at han er kæreste med en mand.

