Bogaktuel chefredaktør: »Vores fortælling om velfærdssamfundet har vist sig at være løgn«

Per Starup Sennicksen fra Vordingborg havde arbejdet for Mærsk i 20 år. Han havde haft ansvaret for arbejdsprocesser og it-systemer for 5.000 medarbejdere i 70 lande og havde bl.a. været udstationeret i San Francisco, London, Mumbai og Mellemøsten.

Efter at være vendt hjem til Danmark blev han i 2014 opereret for en genetisk hjertefejl. Der opstod komplikationer under operationen, så han fik både pacemaker, en blodprop i hjernen og blev delvis blind. Sennicksen blev arbejdsløs og fik at vide, at han på grund af sine år i udlandet ikke havde ret til kontanthjælp, men måtte nøjes med integrationsydelse med en månedlig udbetaling på lidt over 7.000 kr. Senere vurderede jobcenteret, at han sagtens kunne arbejde 37 timer om ugen, selv om 200 sider med lægeerklæringer og helbredsvurderinger sagde noget andet.

Først i 2017 erkendte kommunen fejlen, og Per Starup Sennicksen blev godkendt til et minifleksjob på mellem to og ti timer om ugen.

Sennicksens sværdslag med socialsystemet er omtalt i debatbogen ’Velfærdsillusionen – om et samfund i krise’, der udkom i sidste uge, og er ifølge forfatter Nick Allentoft udtryk for en tendens: Stadig flere borgere bliver dybt skuffede over mødet med det danske velfærdssamfund. Nick Allentoft er uddannet journalist og chefredaktør på nyhedsmediet DenOffentlige.dk, hvor han dækker velfærden tæt:

»De fleste danskere er vokset op med fortællingen om, at vi lever i et universelt velfærdssamfund med en stærk social kontrakt – vi betaler en høj skat til gengæld for social tryghed til alle. Men i dag oplever flere og flere borgere, at de ikke får den hjælp og tryghed, de var stillet i udsigt og har betalt til over skatten, når de får en livskrise. I stedet møder de et rigidt og hensynsløst system, der går mere op i krav og regler end borgerens ve og vel. Det er vanvittigt farligt, for det betyder, at den sociale kontrakt er brudt, og så smadrer vi hele grundlaget for vores velfærdssamfund. Det siger sig selv: Hvorfor skal jeg betale halvdelen af min løn til fællesskabet, hvis jeg ikke selv får hjælp, når jeg har brug den?«, siger Nick Allentoft.

Langt de fleste borgere oplever vel, at det offentlige leverer varen: Lægen står klar, når vi brækker et ben; bliver vi arbejdsløse, får vi understøttelse; og der bliver taget hånd om de svage og ældre. Maler du ikke fanden på væggen?

»Nej, desværre ikke. Jeg forstår godt, det kan være svært at få øje på problemet, hvis man lever trygt og godt i middelklassen og sjældent har brug for det offentlige. Men vi kan alle havne i en alvorlig livskrise, hvor vi får brug for velfærdssystemet. Det kan være en ulykke, uforskyldt ledighed på et uheldigt tidspunkt, en kompliceret skilsmisse, et barn, der bliver født med særlige behov, eller en genetisk sygdom, der pludselig viser sig. Og så kommer skuffelsen. Man opdager, at der er en enorm kløft mellem de forventninger, man havde til velfærdssamfundet, og det system, der møder én, når man har allermest brug for det. Fortællingen om velfærdssamfundet har simpelthen vist sig at være løgn for rigtig mange mennesker«.

Hvad bygger du det på?

»Man kan starte med at se på tallene: Flere og flere børn vokser op i fattigdom, antallet af hjemløse unge er vokset eksplosivt, og antallet af borgere, der overgår til såkaldt selvforsørgelse, hvor de træder ud af de offentlige systemer, vokser. Så kan man se på den store utilfredshed blandt offentligt ansatte, der skal bruge helt op til 70 procent af deres arbejdstid på at tilfredsstille velfærdsstatens behov for dokumentation. Fagligheden bliver kvalt, og det rammer først de ansatte og dernæst de borgere, der møder systemet«.

»Jeg har observeret og skrevet om det her område igennem mere end 10 år og må konstatere, at retssikkerheden skrider, og sagerne, hvor borgere ikke får den hjælp, de har et rimeligt krav på, bliver flere og flere. Det kan godt være, det bliver præsenteret som uheldige enkeltsager, men set over tid er der nu så mange enkeltsager, at der er tale om en tendens«.

Men det er vel stadigvæk kun et fåtal af sagerne …

»Ja, men er det godt nok? Kan vi leve med, at 60-80 procent af befolkningen er glade og tilfredse, mens en stor gruppe føler sig svigtet af det samfund, de har stolet på og betalt til gennem hele livet? Det er ikke det velfærdssamfund, jeg er vokset op med at tro på. Og det var i hvert fald ikke det, der var den oprindelige idé med velfærdssamfundet. Ideen var, at alle uden undtagelse kan få den hjælp, de har brug for, hvis krisen rammer. Jeg bliver virkelig provokeret, når folk siger, at det er ’godt nok’, hvis bare flertallet i middelklassen er tilfreds. Nej, for et velfærdssamfund som det danske er det ikke ’godt nok’«.

Hvad er det så konkret, folk møder? Hvori består skuffelsen?

»Det er forskelligt fra sag til sag, men et gennemgående træk er, at man bliver mødt med enorm mistillid. Socialsystemet har i dag tonsvis af regler og krav, fordi man som udgangspunkt mistænker borgerne for at ville snyde og udnytte systemet. Man har fuldstændig glemt, at staten er et værktøj til at sikre velfærdssamfundets mål, nemlig at alle borgere får tryghed og omsorg. I stedet behandler man folk, der har brug for hjælp, som en byrde, og hvis man ikke har et job, er man intet værd som menneske. Det er en ulækker måde at se borgerne på, og det var aldrig ideen med velfærdssamfundet«.

Vi har lige været igennem en økonomisk krise med lav vækst i det offentlige. Er det ikke bare os – borgerne – der må skrue lidt ned for vores forventninger til, hvad velfærdssamfundet kan levere?

»Det synes jeg faktisk ikke. Med det høje skattetryk og den kæmpe offentlige sektor, vi har i Danmark, bør vi som borgere have skyhøje forventninger. Danmark har et årligt budget på 1.200 mia. kroner til sociale ydelser og offentlig drift. Det er besynderligt, at vi ikke kan bruge de penge bedre til at hjælpe samfundets udsatte og kriseramte borgere«.

Staten er en tyggegummifabrik

Ifølge Nick Allentoft er tre kriser i den offentlige sektor skyld i, at stadig flere borgere går slukørede fra mødet med velfærdssystemet:

1. En ’socialkrise’, hvor udsatte borgere bliver ofre for bureaukratiets svøbe, mens offentligt ansatte skal bruge mere tid på kontrol og regler end borgerens trivsels og tryghed.

2. En ’ledelseskrise’, hvor offentlige ledere har opgivet at løse velfærdens kerneopgaver og i stedet bruger tiden på styring gennem excelark.

Og 3. En grundlæggende ’demokratikrise’, hvor politikerne og centraladministrationen tilsyneladende har glemt, at de står i spidsen for et velfærdssamfund, og derfor driver staten som en privat virksomhed.

»Gennem de sidste 40-50 år har vi stille og roligt accepteret, at statens snævre økonomiske interesser står over alt andet. Vi har et Finansministerium, der styrer Danmark som en rent kommerciel virksomhed, som en tyggegummifabrik uden social ansvarlighed og værdigrundlag. Det skræmmer mig, at der ingen steder står skrevet, hvilket ansvar Finansministeriet har over for velfærdssamfundet. De utallige reformprogrammer, der er blevet fremlagt de sidste mange år, har på forunderlig vis fuldstændig overset, at velfærdsstaten skal være motor for velfærdssamfundet«.

Man er vel nødt til at have stram styring med økonomien, hvis man vil have råd til høj velfærd. Er det ikke netop for at styrke og fremtidssikre velfærdssamfundet, at politikerne laver reformer?

»Når politikerne sælger reformer som noget, der vil styrke velfærdssamfundet, er jeg bare nødt til at sige: Det er løgn. Det er grov manipulation af offentligheden. Måske er ministre og politikere selv blevet manipuleret af embedsværket til at tro, at deres reformer styrker velfærdssamfundet, men det passer ikke. Et eksempel er Mette Frederiksen (S), der i sin tid som beskæftigelsesminister sagde, at reformen af sygedagpengesystemet ville give mere tryghed til de syge. Men alle, der vidste noget om det, kunne se, at reformen ville medføre mindre tryghed til de syge. Jeg tror sådan set, at vores politikere vil samfundet det bedste, men de reflekterer ikke særligt meget over, om det, de siger, også er det, der sker«.

Men hvis politikerne vil samfundet det bedste, hvem er så ’the bad guys’? Hvem er det, der under radaren modarbejder velfærdssamfundet?

»Der er ikke ét svar på det spørgsmål. Det er klart, at centraladministrationens og særligt Finansministeriets rigide velfærdsstatsstyring bærer en stor del af ansvaret. Men politikerne gør heller ikke nok for at stoppe det. Christiansborg interesserer sig mere for at kommunikere en politisk aftale end at sikre effekten af den ude i virkeligheden«.

»Tag tidligere økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager (R) som eksempel. Hun gik i 2012 på Folketingets talerstol og rasede mod bureaukratiet med de berømte ord: ’Vi fjerner regler med pincet, men hælder nye på med skovl’. Så lancerede hun tillidsreformen, og der var en vis optimisme om, at der nu omsider blev ryddet op i junglen af regler, så fagpersonalet i den offentlige sektor kunne få mere frihed og tid til borgerne. Jeg faldt selv for den optimisme. Men hvad skete der? Det løb fuldstændig ud i sandet. Den slags er et giga-problem for vores tillid til politikerne og skaber bare endnu mere politikerlede«.

Idépolitikken er død

Skal det danske velfærdssamfund tilbage på ret køl, er der brug for en langt mere ærlig politisk debat, mener Nick Allentoft.

»Jeg ville ønske, at politikerne åbent ville erkende, at det velfærdssamfund, vi alle sammen drømmer om, ikke er lykkedes, og at den sociale kontrakt, vi i et halvt århundrede har brystet os af, er brudt. Det erkendte Marianne Jelved, mf (R), for nylig, da hun under en debat udtalte, »at retssikkerheden på det sociale område er ikke-eksisterende i disse år«. Det var ærlig snak, man sjældent hører fra politikere. Lad os nu diskutere, hvordan vi får revitaliseret vores samfundsmodel i stedet for at lukke øjnene for de massive problemer, der findes«.

Der er vel også den mulighed, at de fleste politikere faktisk er tilfredse med tingenes tilstand ...

»Det tror jeg ikke. Jeg taler jævnligt med politikere på tværs af partierne. Der er en udbredt erkendelse af, at tingene er kørt af sporet. Samtidig er de dybt frustrerede over, hvor vanskeligt det er at rejse en idépolitisk debat om vores samfundsmodel, fordi ethvert nyt forslag lynhurtigt bliver skudt ned. Det er jo så farligt. Forudsætningen for et dynamisk samfund er vel for pokker, at nogen tør sige noget«.

Hvem skyder det ned? Medierne? Partitoppen?

»Ja, blandt andre. Politikere i dag er jo ikke bange for politikere fra andre partier – de er bange for deres egne partikammerater, for vælgerhavet og for følelsesdebatterne på de sociale medier. Der opstår lynhurtigt lynchstemning omkring dem, der tænker selvstændige tanker«.

Du skriver i bogen, at du frygter »et jordskred« i Danmark, hvis udhulingen af den sociale tryghed får lov at fortsætte. Hvad mener du med det?

»Et jordskred eller det, der er værre. Hvis det først bliver kutyme i Danmark, at vi som borgere skal betale halvdelen af vores hyre til fællesskabet og derudover lægge 20-30 procent til side, så vi er sikre på, at vi har råd til at købe hjælp fra det private, når uheldet er ude, så tror jeg, at vores velfærdsmodel synger på sidste vers. Det vil folk simpelthen ikke være med til«.

»Men det behøver ikke at gå så galt. Vi har fantastiske muligheder for at gøre noget ved det her. Fordi vi ikke er større, fordi vi er så rige, og fordi det faktisk går godt på rigtig mange områder. Men vi har brudt samfundskontrakten – den sociale kontrakt, der har gjort os unikke i verden – og det er vi nødt til at gøre noget ved. Vi har ingen stemme i verden, hvis bare vi gør som alle de andre. Så er vi bare en kedelig plet på globussen«.