Per Starup Sennicksen fra Vordingborg havde arbejdet for Mærsk i 20 år. Han havde haft ansvaret for arbejdsprocesser og it-systemer for 5.000 medarbejdere i 70 lande og havde bl.a. været udstationeret i San Francisco, London, Mumbai og Mellemøsten.
Efter at være vendt hjem til Danmark blev han i 2014 opereret for en genetisk hjertefejl. Der opstod komplikationer under operationen, så han fik både pacemaker, en blodprop i hjernen og blev delvis blind. Sennicksen blev arbejdsløs og fik at vide, at han på grund af sine år i udlandet ikke havde ret til kontanthjælp, men måtte nøjes med integrationsydelse med en månedlig udbetaling på lidt over 7.000 kr. Senere vurderede jobcenteret, at han sagtens kunne arbejde 37 timer om ugen, selv om 200 sider med lægeerklæringer og helbredsvurderinger sagde noget andet.
Først i 2017 erkendte kommunen fejlen, og Per Starup Sennicksen blev godkendt til et minifleksjob på mellem to og ti timer om ugen.
Sennicksens sværdslag med socialsystemet er omtalt i debatbogen ’Velfærdsillusionen – om et samfund i krise’, der udkom i sidste uge, og er ifølge forfatter Nick Allentoft udtryk for en tendens: Stadig flere borgere bliver dybt skuffede over mødet med det danske velfærdssamfund. Nick Allentoft er uddannet journalist og chefredaktør på nyhedsmediet DenOffentlige.dk, hvor han dækker velfærden tæt:
»De fleste danskere er vokset op med fortællingen om, at vi lever i et universelt velfærdssamfund med en stærk social kontrakt – vi betaler en høj skat til gengæld for social tryghed til alle. Men i dag oplever flere og flere borgere, at de ikke får den hjælp og tryghed, de var stillet i udsigt og har betalt til over skatten, når de får en livskrise. I stedet møder de et rigidt og hensynsløst system, der går mere op i krav og regler end borgerens ve og vel. Det er vanvittigt farligt, for det betyder, at den sociale kontrakt er brudt, og så smadrer vi hele grundlaget for vores velfærdssamfund. Det siger sig selv: Hvorfor skal jeg betale halvdelen af min løn til fællesskabet, hvis jeg ikke selv får hjælp, når jeg har brug den?«, siger Nick Allentoft.
Langt de fleste borgere oplever vel, at det offentlige leverer varen: Lægen står klar, når vi brækker et ben; bliver vi arbejdsløse, får vi understøttelse; og der bliver taget hånd om de svage og ældre. Maler du ikke fanden på væggen?
»Nej, desværre ikke. Jeg forstår godt, det kan være svært at få øje på problemet, hvis man lever trygt og godt i middelklassen og sjældent har brug for det offentlige. Men vi kan alle havne i en alvorlig livskrise, hvor vi får brug for velfærdssystemet. Det kan være en ulykke, uforskyldt ledighed på et uheldigt tidspunkt, en kompliceret skilsmisse, et barn, der bliver født med særlige behov, eller en genetisk sygdom, der pludselig viser sig. Og så kommer skuffelsen. Man opdager, at der er en enorm kløft mellem de forventninger, man havde til velfærdssamfundet, og det system, der møder én, når man har allermest brug for det. Fortællingen om velfærdssamfundet har simpelthen vist sig at være løgn for rigtig mange mennesker«.
Hvad bygger du det på?
»Man kan starte med at se på tallene: Flere og flere børn vokser op i fattigdom, antallet af hjemløse unge er vokset eksplosivt, og antallet af borgere, der overgår til såkaldt selvforsørgelse, hvor de træder ud af de offentlige systemer, vokser. Så kan man se på den store utilfredshed blandt offentligt ansatte, der skal bruge helt op til 70 procent af deres arbejdstid på at tilfredsstille velfærdsstatens behov for dokumentation. Fagligheden bliver kvalt, og det rammer først de ansatte og dernæst de borgere, der møder systemet«.
»Jeg har observeret og skrevet om det her område igennem mere end 10 år og må konstatere, at retssikkerheden skrider, og sagerne, hvor borgere ikke får den hjælp, de har et rimeligt krav på, bliver flere og flere. Det kan godt være, det bliver præsenteret som uheldige enkeltsager, men set over tid er der nu så mange enkeltsager, at der er tale om en tendens«.