Niels Jespersen: »Tager du røven på samfundet, venter der en behagelig stol til dig et sted i Overdanmark«

Finanstilsynet udkom i forrige uge med en rapport om Danske Banks medvirken til hvidvaskning af mindst 25 milliarder kroner fra bl.a. russiske gangstere. Revisorer og whistleblowere forsøgte gentagne gange at råbe op, men bankens ledelse kørte bare videre og har hele vejen igennem systematisk misinformeret og vildledt offentligheden. Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Finanstilsynet udkom i forrige uge med en rapport om Danske Banks medvirken til hvidvaskning af mindst 25 milliarder kroner fra bl.a. russiske gangstere. Revisorer og whistleblowere forsøgte gentagne gange at råbe op, men bankens ledelse kørte bare videre og har hele vejen igennem systematisk misinformeret og vildledt offentligheden. Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

»Underklassen mangler moral – ikke penge«, udtalte stud.mag. og klummeskribent på den liberalistiske netavis 180grader Karina Pedersen, da hun i 2009 skulle beskrive sit barndomskvarter. Der var bedrageri med offentlige ydelser en folkesport og førtidspensionen den mest attraktive karrierevej.

Dengang rejste der sig et ramaskrig. Tænk, at de på bunden bare blev endnu mere fordrukne og uansvarlige, jo flere penge de fik. Senere kom det frem, at Karina Pedersens fremstilling måske ikke var helt sandfærdig. Hverken hendes familie eller klassekammerater kunne genkende den dystre fortælling om Vejle i starten af 1990’erne. Ikke desto mindre hang billedet fast: Underklassen har ingen moral.

Gør dog op med alle slags ghettoer, Løkke

Men hvordan står det egentlig til i toppen af samfundet? Ikke særlig godt, ser det ud til. Lad os starte med Danske Bank, der måtte reddes af skatteyderne under finanskrisen. Hvis man tror, at landets største pengeinstitut dengang lærte noget om ydmyghed eller bare god forretningsmoral, tager man fejl.

Forrige torsdag udkom Finanstilsynets rapport om Danske Banks medvirken til hvidvaskning af mindst 25 milliarder kroner fra bl.a. russiske gangstere. Revisorer og whistleblowere forsøgte gentagne gange at råbe op, men bankens ledelse kørte bare videre og har hele vejen igennem systematisk misinformeret og vildledt offentligheden.

Hvad er straffen for at bedrive den form for amoralsk og samfundsskadelig adfærd? Ingen. Administrerende direktør Thomas Borgen leverer det, aktionærerne interesserer sig for. Hele 21 milliarder kroner blev det til ved seneste rekordregnskab. Leverer du en solid bundlinje, er du urørlig

Og dog. Danske Bank blev i 2017 idømt en rekordbøde på 12,5 millioner kroner for overtrædelse af hvidvaskregler. Det var altså 12,5 millioner kroner. I en bank med et overskud på 20 milliarder kroner. Det er jo håndører.

Hvorfor denne slaphed? En stor del af forklaringen hedder nok erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der tidligere har udtalt, at vi må holde op med at mobbe bankerne. Nu taler han så om et »utilgiveligt« ledelsessvigt, men mon ikke Brian alligevel ender med at tilgive?

Niels Jespersen: Skatteål skal nedkæmpes med større brutalitet

Ud over at være det rigeste medlem af regeringen repræsenterer han nemlig også bankernes yndlingsparti, når der skal uddeles partistøtte. Et ’lov og orden’-parti, der tror på strengere straffe, men mest i ghettoerne. Konservativ retsfølelse sparker nedad. Det er det eneste, de fattige forstår. Det er ironisk, for kriminelle fra underklassen er overhovedet ikke bange for fængsel. De bliver kun endnu mere forhærdede og voldelige af at sidde inde. Med pæne mennesker i jakkesæt er det omvendt. For dem er det en social dødsdom bare at gå med elektronisk fodlænke. Alligevel bruges frihedsberøvelse næsten aldrig over for rige mennesker, selv om den afskrækkende effekt ville være massiv.

For nylig kom det så frem, at af 1.195 tidligere chauffører i det nu lukkede pirattaxaselskab Uber havde 99 procent af dem snydt med betaling af skat og/eller moms. Blot 3 havde betalt det korrekte beløb. Når det var billigt at tage en Uber-taxi i København, var der altså en klar grund: Næsten alle chauffører snød. Virksomheden havde en smart app, javel, men i dag er det åbenlyst for alle andre end LA’s Joachim B. Olsen, at Ubers forretningsmodel var baseret på skatteunddragelse og underbetaling.

Det er således fuldstændig umuligt, at Kåre Riis Nielsen, der var Ubers direktør i Norden, har været uvidende om svindlen, men eftersom han tilhører en samfundsklasse, hvor både muligheden for og accepten af at undgå at betale skat er en selvfølge, har det ingen negative konsekvenser. Tværtimod. Faktisk blev Riis Nielsen for nylig ansat som ny chef for Erhvervsministeriets disruptiontaskforce.

Finanstilsynet giver Danske Bank påtaler i hvidvasksag

Ja, du læste rigtig.

Den offentlige sektor, som Riis Nielsen ikke ville betale skat til, har lige givet ham en lederstilling og pensionsordning. Derved sendes et tydeligt signal til ungdommen: Hvis du arbejder og svarer enhver sit, kommer du ingen vegne. Finder du på en smart fidus, og tager du røven på samfundet, venter der en behagelig stol til dig et sted i Overdanmark. Denne form for ligegyldighed over for statens indtægtsgrundlag er dybt provokerende.

Hvis denne largesse så bare gik hele raden rundt, men nej. Invalide og syge danskere piskes rundt i arbejdsprøvning og aktiveringscirkus. Og er du en lille selvstændig med rod i momsen, viser myndighederne ingen nåde. Men de rige? De skal have flere penge. Ned med arveafgiften. Det er bare ikke rimeligt, at der hersker ét sæt regler for de mange og andre eller ingen regler for de få i toppen.

Niels Jespersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her