Hvert barn i Frankrig kender slagordet: ’Frihed, lighed og broderskab’ – Liberté, égalité, fraternité. Det blev råbt af de revolutionære, det blev indskrevet i Menneskerettighedserklæringen, og i dag står det på ethvert rådhus og på millioner af monumenter trindt omkring i det sekskantede land. Frihed, lighed og broderskab er republikkens svar på Faderen, Sønnen og Helligånden, alt i Frankrig bygger på denne devise, og den står også som indledning til landets aktuelle grundlov, ’Den femte republik’, som forleden fejrede sin 60-års fødselsdag.
Frihed og lighed er ikke bare slagord, de to begreber er i dag juridisk grundlag for hele det franske retssystem. Der henvises eksplicit eller implicit til frihed og lighed i tusindvis af lovparagraffer. Internationalt gælder det samme, hvilket land har ikke en idé om ’Frihed for Loke såvel som for Tor’?
