Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

Kære Dan

Det er fem år siden, du og jeg rejste Europa rundt for at lave tv sammen. Vi lærte hinanden at kende som kammerater mere end kollegaer, og vi blev klogere på Europa.

I Tyrkiet talte du begejstret om at trække landet i retning af vore vestlige værdier. I Tyskland delte du eurodrømmen med vore passionerede værter i centralbanken. Og i England var du ikke sen til at kalde modstand mod muslimsk indvandring racisme. Sikke meget, der er sket!

I dag indtager du og dit parti de diametralt modsatte positioner. I står vagt om forbehold, kopierer vores udlændingepolitik og er vist også imod at optage Tyrkiet i EU. Det er godt. Jeg er glad for den odyssé, I har været på.

Men der nager en tvivl. Og tvivlen blev ikke mindre, da jeg læste din bog ’Staunings arv’. For lige så forankret man her fornemmer, du er i din partihistorie, lige så lidt mærker man dit hjerte banke for danmarkshistorien. Og mellem de to er én afgørende forskel: Partihistorie er noget, vi vælger. Folkets og nationens historie er vi sat ind i. Det er en kær pligt.

Om landet så ledes af dem, vi ønsker allermindst, elsker vi dog stadig Danmark, fordi det er vores fædreland. Partihistorie er logos, danmarkshistorie patos.

Og hvis Socialdemokratiets omvendinger skal have troværdighed, må de bygge på det sidste. Skal vi tro på, at I for alvor har vendt kulturradikalismen ryggen, må I også vise, at I sætter fædreland før ideologi.

Jeg kan blive i tvivl, når du i din bog ikke under Berg og I.C. Christensen ros for den rolle, de spillede. I partihistorien kan du censurere dem væk, men i danmarkshistorien skal de ikke miskendes for at have lagt grunden for parlamentarismen.

Selv en god socialdemokrat burde kunne lægge partibogen til side og glæde sig over den større historie, han eller hun er en del af – nemlig hele Danmarks historie.

Hvis det skal have troværdighed, at Socialdemokratiet er slået ind på denne nye kurs, må det ikke handle om, hvad der for tiden ser ud til at varetage partiets vælgerinteresse. Så må det handle om Danmark – også de dele af historien, vi ikke selv sympatiserer med.

Hvis din rejse, Dan, vitterlig er endt der, så er det H.C. Hansen og Hedtofts gamle parti, der måske er ved at vågne, efter at J.O. Krag og hans generation omdannede det gamle arbejderparti til en del af den kulturradikale modebevægelse, der med abstrakte idealer, hyperindividualisme og internationalistiske tanker gradvis fjernede sig fra det danske.

En god socialdemokrat ville aldrig lade internationale konventioner diktere dansk udlændingepolitik. Hvorfor skulle dommere fra Rusland, Aserbajdsjan, Tyrkiet eller Georgien være bedre til at dømme over danske forhold end danske dommere? Hvorfor ikke lade de danske domstole afgøre vore grundrettigheder?

Og en god socialdemokrat ville aldrig lade EU diktere følsomme anliggender som udlændinge- og velfærdspolitik. Han ville sige fra. Ikke lægge sig ned.

Som du kan høre, tillader jeg mig at knytte et vis håb til den bevægelse, du og dit parti befinder sig i. Men det afgørende er selvsagt, at I reelt mener det. At I reelt har fravalgt den sti, som med Krag og hans efterfølgere førte ikke bare Socialdemokratiet, men hele landet på afveje. Hvilken glæde det vil være!

Men handler det blot om at indrette sig efter en ideologisk modestrømning, vil historiens dom ikke være mild.

Noa Redington: Socialdemokratiet er på vej ud i ukendt terræn. Stabilt bliver det ikke. Men modigt er det. Mere præcist: dumdristigt

Kære Morten

Jeg værdsætter dit venskab og holder af vores diskussioner. Derfor er jeg heller ikke hverken overrasket eller forbitret over, hvordan du i dit brev i vanlig spydig stil karikerer mine standpunkter. Håber, du vil bære over med et lidt mindre farverigt, men til gengæld mere sagligt svar.

Du har ret i, at meget er sket i Europa i de sidste 6 år. Men faktisk har min holdning til de temaer, du fremhæver, ikke ændret sig.

Jeg mener stadig, at der er behov for, at EU spiller en aktiv rolle i at støtte de demokratiske og sekulære kræfter i Tyrkiet mod Erdogans autoritære kurs. Ligesom jeg stadig er glad for, at EU med Tyskland i spidsen forhindrede, at Grækenland gik statsbankerot, og jeg er stadig dybt kritisk over for Ukips rolle i britisk politik, især partiets åbenlyse løgne om brexit.

Du nævner også, at mit parti har skiftet kurs i forhold til udlændingepolitikken. Det har du ret i. Vi lægger i dag større vægt på at begrænse antallet af udlændinge, der kommer til Danmark. Det handler ikke om, som du frygter, at vi blot vil pleje vælgerinteresser. Vores politik bunder i en saglig og ærlig analyse, der viser, at vi i Danmark over en årrække simpelthen har modtaget flere udlændinge i vores land, end vi har magtet at integrere. En ny kurs er derfor nødvendig, hvis vi vil bevare det velfærdssamfund, som mit parti har været hovedkraften bag at opbygge igennem mere end 100 år.

Med hensyn til de internationale konventioner er jeg enig med dig i, at de sagtens kan diskuteres. Visse af dem ville det formentlig være en god idé at skrive om, så de blev mere tidssvarende. Det er også vigtigt for mig, at vi i Danmark har grundlæggende kontrol med vores egen udlændingepolitik.

Der hvor vi har divergerende holdninger, er i forhold til, om Danmark bør træde ud af konventionerne. Det mener jeg bestemt ikke, vi bør. Vi lever i en tumultarisk verden, hvor der er stort behov for fælles spilleregler, der sikrer menneskers rettigheder.

Hvis ikke der findes fælles regler og institutioner, bliver det magtens lov – og ikke lovens magt – der dikterer. Det er næppe i et lille lands interesse.

Hvilket bringer mig til dit måske vigtigste kritikpunkt. Du har læst min bog ’Staunings arv’. Desværre som en vis herre læser Biblen. Du mener at kunne udlede af værket, at jeg er lidt dansker og for meget socialdemokrat. Men her opstiller du en kunstig modsætning. Jeg er nemlig både dansker og socialdemokrat. Ikke det ene mere end det andet. Det er i øvrigt ikke nyt i mit parti.

Da Stauning blev folketingskandidat i Faxe-kredsen, fik han syet et lille dannebrogsflag på den røde fane, hans partifæller bar til 1. maj-demonstrationerne. Det var også Stauning, der gjorde Socialdemokratiet til landets største parti under parolen ’Danmark for folket’. Stauning mente, at værdierne frihed, lighed og solidaritet skulle forme Danmark. Det havde han danskernes opbakning til – eller rettere: Det havde han flertallet af danskernes opbakning til.

Nogle var bestemt også imod den udvikling. Din helt, Venstre-manden I. C. Christensen, kæmpede ganske vist for parlamentarismens indførsel. Det tjener ham til ære. Men derudover er der vist ikke meget at hylde ham for. Alle sociale tiltag fra Socialdemokratiets side slog han brutalt ned. Ligesom vi heller ikke må glemme hans antidemokratiske tendenser.

Under påskekrisen opfordrede han kongen til at knægte demokratiet for én gang for alle at få bugt med de forfærdelige socialdemokrater. Sandheden er, at det borgerlige Danmark med de nationalkonservative værdier, du så paradoksalt hylder, nok aldrig har været særlig danske.

Spørger man danskerne i dag, hvilken dansk værdi der er vigtigst (som regeringen faktisk gjorde med den såkaldte værdikanon), svarer de: velfærdssamfundet. Den danske universelle velfærdsstat kaldes af politologer i hele verden ofte blot ’den socialdemokratiske model’.

Havde dine borgerlige helte fået magt, som de havde agt, havde vi haft et helt andet samfund. De bekæmpede med næb og klør først Stauning og senere velfærdsstatsarkitekterne Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann og Krag. Set i den historiske optik giver det også god mening, at Danske Folkeparti i disse år flirter med tanken om at støtte Mette Frederiksen som statsminister frem for Lars Løkke Rasmussen. Hvis man kæmper for danske værdier, viser historien nemlig soleklart, at Socialdemokratiet er langt bedre garant for dem end liberalisterne til højre.

Morten Messerschmidt: Hvorfor tror alle på venstrefløjen, at mine politiske overbevisninger er skabt af rent had?

Kære Dan

Du afslutter din hilsen med en appel om, at vi i fællesskab kan kæmpe for danske værdier. Men jeg er stadig i tvivl om, hvordan de for dig adskiller sig fra socialdemokratiske værdier?

For mig er Danmark hævet over partipolitik. Men jeg tvivler på, om du føler det samme, når du i dit svar sætter lighedstegn mellem danske værdier og velfærdssamfundet. Danmark er jo mere end velfærd. Danmark er mave over hjerte. Ellers ender vi jo i Krag og Aukens golde statsverden, ikke Bomholt og Kampmanns sjælfulde Danmark.

Hvis jeg spørger dig: Hvad er en god socialdemokrat, vil du vel svare: En, som sætter alt ind på partiets politik. Men hvis jeg så spørger dig: Hvad er en god dansker, vil du da svare det samme? At det er den, der sætter alt ind for landet; loyalt, opofrende og solidarisk kæmper for vor gamle nations overlevelse?

Og hvis de to – ideologien og fædrelandet – en dag står i modsætning til hinanden, hvad kommer da først? Dette er det egentlige spørgsmål, jeg prøver at stille dig.

Lad mig illustrere med en håndgribelig del af din egen partihistorie.

Godt et år inde i besættelsen, 6.juni 1941, modtog Hans Hedtoft et brev fra den britiske minister for økonomisk krigsførelse, Hugh Dalton. På vegne af sin regering anmodede Dalton den danske socialdemokrat om at komme til England for at lede en »fri dansk bevægelse uden for Danmark«. Men som Jens Otte Krag skriver i sin bog om Hedtoft: »Han var parat til at følge opfordringen, men rådførte sig med Stauning, der sagde nej«.

Stillet over for valget satte Hedtoft parti før fædreland.

Siden påtog Christmas Møller, der egentlig også var briternes førstevalg, sig opgaven. Ligeledes imod sit partis ønske, men han satte den nationale pligt før partiet. Dette er det egentlige.

Derfor interesserer det mig, om du føler samme identitet i danmarkshistorien, som du tydeligvis gør i partihistorien? Din historiegengivelse er nemlig skrevet med en umiskendelig partihistorisk affinitet. Ikke mindst din omtale af påskekrisen i 1920 bærer præg af en tendentiøsitet, som ikke tjener andet end snævre ideologiske interesser.

Som du ved, udsprang modsætningen mellem kongen og Zahle af afstemningen om Sønderjylland. Regeringens (inklusive Staunings) ageren vakte både kongens og folkets vrede. Og i løbet af påsken meldte stadig flere af regeringens støtter, at de ikke længere ville bakke op om Zahle.

Det førte som bekendt til regeringens afskedigelse, hvilket Stauning og Zahle tog imod med kyshånd, så fokus kunne vendes bort fra Slesvig og mod kongen. I den forbindelse er jeg også skeptisk over for I. C.’s ageren. Han drev politik, da det handlede om fædrelandet.

Men dine regeringsfæller gjorde jo det samme, Dan. Også de satte ideologi før fædreland. En karakteristik, der ikke mindst kan bruges om dit partis udlændingepolitik. Igennem årtier har en forloren, forløjet internationalisme været sat over den historisk givne virkelighed. Danmark skulle som et ideologisk eksperimentarium omdannes til et indvandrerland, snarere end være det fædreland, vi på tværs af økonomiske, uddannelsesmæssige, trosmæssige og andre skel har fået i dåbsgave fra generationerne før os.

De krusninger, som vi kalder politiske uenigheder, må ikke skille os som folk. Derfor er det godt, at I nu har besindet jer og skiftet kurs.

Men om baggrunden kan jeg stadig være i tvivl. Du siger, tilstrømningen har været for stor. Javel, men det løses jo ikke blot ved at stramme indvandringslovene. Så skal der langt mere gang i en egentlig hjemsendelsespolitik for alle dem, der aldrig er blevet en del af Danmark. Hvor højt så end hylekoret fra FN, Menneskeretsdomstolen mv. da vil lyde.

Derfor ærgrer det mig, at du kun vil diskutere menneskerettighedskonvention, men allerede nu afviser at udtræde. Verden bliver ikke mere tumultarisk af at lade danske politikere eller dommere have den endelige stemme i vigtige nationale spørgsmål. Snarere tværtimod.

Så jeg synes, du skulle genfinde Staunings fine tradition for at lade Dannebrog brodere på jakken, kaste det internationalistiske sværmeri bort og besinde dig på, at du faktisk er dansker, før du er socialdemokrat.

Tre årtiers bånd revet itu: »Hvis Mette Frederiksen ønsker at føre en regering på det, hun har til fælles med Dansk Folkeparti, så er det hendes valg«

Kære Morten

Du fastholder stædigt, at det er meget vigtigt at sondre mellem ideologi og nationalfølelse. Spøjst nok nævner du intet eksempel på, hvori denne modstrid giver sig til udtryk i dit eget politiske projekt.

I stedet for at causere over mulige teoretiske kvaler for mig og mit parti havde det været interessant, hvis du havde uddybet, hvori modstriden ligger mellem dit eget partis ideologi og fædrelandets interesser. For det må jo logisk følge af din argumentation, at de også findes.

Er det mon i jeres EU-modstand? Kan dit parti fastholde at være grundlæggende imod et samarbejde, som et stort flertal af danskerne i stadig stigende grad bakker op om? Ved I bedre end danskerne selv, hvad der er i nationens interesse?

Mere kyniske sjæle end mig ville måske antyde, at I fastholder jeres EU-modstand, fordi det er gavnligt for partiet i forhold til de vælgergrupper, I ønsker at appellere til – ikke fordi I for alvor mener, at de 76 procent af befolkningen, der er glade for vores EU-medlemskab, lever i en falsk bevidsthed.

Eller hvad med jeres grønne profil? Nu har selv Venstre indset, at det måske er meget godt at passe på vores planet. Jeg tænker, at de fleste folkevalgte DF’er inderst inde mener det samme. I har vel læst de videnskabelige rapporter. Alligevel har I ikke en grøn profil. Er det, fordi det er i Danmark og danskernes interesse ikke at være et grønt foregangsland, eller handler det om, at jeres vælgergrupper måske ikke går så meget op i det spørgsmål?

Til dine tankeeksempler om, hvorvidt jeg ville vælge land frem for parti, hvis et sådant valg skulle træffes, kan jeg kun sige, at det fuldstændigt kommer an på situationen – men nok mest på synsvinklen. Oftest vil der reelt ikke for mig være nogen modsætning.

Du argumenterer for, at Hedtoft valgte parti frem for land, da han ikke flygtede til Storbritannien under krigen. Dit ræsonnement bygger imidlertid på to fejlagtige grundantagelser.

For det første forudsætter du, at Stauning var socialdemokrat først og dansker sekundært. Det er forkert. Stauning beviste sin patriotisme så mange gange i sit liv, at det faktisk undrer mig, at du overhovedet kan antyde dette. Et eksempel herpå sås, da Danmark blev besat i 1940. Her stillede Venstre en række ublu og usympatiske krav for at træde ind i samlingsregeringen. Det indebar blandt andet en tilbagerulning af socialreformen og fratagelse af stemmeretten fra de fattige. Stauning valgte at give efter for kravene.

Gjorde det ondt på en socialdemokrat? Ja! Var det skammeligt af Venstre at kræve? Ja, men Stauning gjorde det af hensyn til landet.

Du antager også, at det åbenlyst ville være mere patriotisk for Hedtoft at flygte til London og lede »en fri dansk bevægelse uden for Danmark«. Men er det ikke underlig bagvendt argumentation? Skulle det være mere patriotisk at forlade landet end at blive?

Det, som Stauning overbeviste Hedtoft om, var, at der var mere brug for ham i Danmark end i England. For partiets skyld, ja, men sandelig også for landet. Og det fik han ret i. Hedtoft kom til at spille en afgørende rolle i at organisere jødeflugterne til Sverige. Kunne han have gjort det fra London? Nej.

Jeg benægter ikke, at der kan opstå en modsætning mellem partipolitisk loyalitet og nationale hensyn. Ville jeg så altid vælge fædrelandet? Nej, det ville jeg ikke. Omvendt ville jeg heller ikke altid vælge partiet.

Hvis en stor kemikalievirksomhed pludselig besluttede at lægge sin produktion i Danmark, ville jeg så arbejde for, at der skulle bruges flere sprøjtegifte i verdens landbrug for at sikre indtjening til Danmark? Nej, det ville jeg ikke. Omvendt, hvis et medlem af et andet dansk politisk parti blev tilbudt en stor international toppost, så ville jeg i de fleste tilfælde støtte vedkommende – også selv om der var en udenlandsk socialdemokrat i spil til samme post.

Jeg tror, at alle danske politikere – uanset parti – faktisk mener, at de hver dag arbejder for Danmark. Mit parti ønsker et samfund med lav ulighed, tryghed, frihed, solidaritet og frihed. Er det også DF’s værdier? I siger ofte, at I kæmper for den slags, og alligevel støtter I den regering, som kalder sig selv den mest liberale i Danmark nogensinde.

fortsæt med at læse

Noa Redington:

Socialdemokratiet er på vej ud i ukendt terræn. Stabilt bliver det ikke. Men modigt er det. Mere præcist: dumdristigt

• Morten Messerschmidt: Hvorfor tror alle på venstrefløjen, at mine politiske overbevisninger er skabt af rent had?

• Tre årtiers bånd revet itu: »Hvis Mette Frederiksen ønsker at føre en regering på det, hun har til fælles med Dansk Folkeparti, så er det hendes valg«

• Socialdemokrat: Derfor vil Dansk Folkeparti savne de radikale