Efter en længere tur gennem Saharaørkenen ankommer den 35-årige liberianer Osman til Sabha i det sydlige Libyen. Sabha er et centralt knudepunkt for vestafrikanske migranter på vej mod Europa. Her bliver Osman tilbageholdt af en gruppe mænd.
Han tror, de er fra politiet, men han er ikke sikker, for de identificerer sig aldrig. Og i situationen er det uvæsentligt, fordi overgrebene fra smuglere, oprørsgrupper og autoriteter er ens.
I en mørk og aflåst fængselscelle tæsker mændene Osman. De truer ham med flere tæsk, hvis han ikke betaler dem, men Osman har allerede brugt alle sine penge. Overfaldsmændene ringer derfor til Osmans familie i Liberia, mens de slår ham og truer med endnu flere tæsk. Dog er Osman heldig. Inden det kommer så vidt, slipper han væk.
Da han ikke har råd til næste etape af turen, må han arbejde i Sabha i konstant frygt for igen at blive tilbageholdt. »Det er helvede at være en sort mand i Sabha«, siger han.
I dag er Osman tilbage i Liberia. Han er blot en af mange af en ny type torturoverlevere, vi har mødt i vores arbejde for DIGNITY. De er ikke menneskerettighedsforkæmpere, der tortureres af despoter. De er afrikanere på rejse, der udsættes for tortur i mødet med EU’s fremskudte grænsebeskyttelse.
Osmans historie er kun en af mange. Nuancerne af vold, tortur, slaveri og seksuelt misbrug variere, men fælles er møderne med dem, der bemander muren.
Siden flygtningekrisen i 2015 har det at forhindre migration til Europa stået højt på EU’s dagsorden. Målet har været at lukke de ydre grænser. Til det formål har EU indgået aftaler med lande som Libyen, Marokko, Niger og Mali.
Aftalerne går ganske enkelt ud på, at EU sender penge til landene, som til gengæld tilbageholder afrikanske migranter, inden de når til Middelhavet. På den måde har EU rykket muren til Fort Europa helt ud af kontinentet. Og det virker!
Venstres grænsebomme er ren symbolpolitikIfølge den Internationale Organisation for Migration, IOM, ankom der i årets første otte måneder kun 19.874 migranter til Italien mod 99.126 i samme periode i 2017. Og på en rejse til Niger roste EU-Parlamentets italienske præsident, Antonio Tajani, landets sikkerhedsstyrker for at reducere migrantstrømmen med 95 procent på to år.
Således belønner vores EU-institutioner autoritære og autokratiske regimer, militser og smuglernetværk for at tilbageholde afrikanere. Men blot fordi EU har udliciteret sikkerhedsarbejdet til andre, kan vi ikke løbe fra vores ansvar.
Sandheden er nemlig den, at vi som EU-borgere har andre menneskers værdighed og liv på samvittigheden, når vi overlader tilbageholdelsen af migranter til sikkerhedstjenester, militser og menneskesmuglere, som udøver tortur og brutal vold.
Fra Sabha i det sydlige Libyen fortsatte Osmans rejse til hovedstaden Tripoli. Men kort efter sin ankomst blev han pågrebet og tilbageholdt i tre uger. Tre uger med meget begrænset mad og vand; uden sigtelse og uden forsvarer, med sporadiske tæsk. Fængslet var fyldt med migranter fra hele Afrika – mange knap så heldige som Osman. De fleste var tilbageholdt i måneder og nogle i år. Men Osman havde en ven, der betalte en libysk betjent for hans løsladelse.
Osman døde ikke på Middelhavet eller i Sahara, og han endte ikke i en libysk lejr. Han forlod Liberia med en drøm om et liv i Europa. Men rejsen var dyr. Han var offer for og vidne til vold, tortur og død. Og oven i den skam det er at vende tilbage, lever han med flashbacks og søvnløshed. Han har svært ved at finde et job. Han har ingen penge og bor hos venner og familie, med en dagligdag, der kredser om, hvornår han igen kan bedøve sig med alkohol.
For Osman var mødet med Europas mur ikke blot et møde med ulighed, storpolitik og knuste drømme. Det var et møde med vold, tortur, skam. Overgreb begået af sikkerhedsstyrker i Libyen, støttet af EU’s sikkerhedsbudgetter.
I Libyen støtter EU også lejre, hvor ca. 6000 ifølge UNHCR sidder tilbageholdt. Lejrene blev oprettet i 2012 efter pres fra EU for at håndtere migrationsstrømmen. Og netop disse farligt overfyldte detentionscentre har været genstand for massiv kritik af menneskerettighedsorganisationer som Amnesty. I sidste måned berettede Al-Jazeera om en somalisk migrant, der satte ild til sig selv i en af detentionslejrene.
Det vurderes, at der næsten er 700.000 migranter i det konflikthærgede Libyen på nuværende tidspunkt, og vi ved, at mange migranter bliver tilbageholdt i overfyldte centre.
Ifølge Læger uden Grænser og Human Rights Watch bliver nogle holdt som slaver, og især kvindelige migranter udsættes for seksuel vold.
Som EU-borgere kan vi ikke flygte fra vores ansvar. For selv om det ikke er os, der bemander muren, så er det os, der betaler den. Der er i EU et legitimt politisk ønske om at beskytte de ydre grænser, men vi kan som EU-borgere ikke lukke øjnene for de menneskerettighedskrænkelser, de nuværende løsninger medfører.
Der er behov for en mere human håndtering af migranterne og en bedre monitorering af de ’sikkerhedsarbejdere’, der bemander Europas mur i det nordlige Afrika.
Det må være et krav, at de organisationer, vi udliciterer arbejdet til, overholder gældende konventioner, og at der gennemføres monitorering og kontrol af forholdene.
Så længe der er ulighed i verden, vil mennesker som Osman rejse for at få et bedre liv.
Den danske regering må derfor arbejde for, at EU’s grænsepolitik flugter med Lissabontraktatens grundlæggende værdier (paragraf 2), som er baseret på »respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal«.
Som det er nu, gælder disse værdier ikke på den anden side af muren. Vi bør som et absolut minimum kræve, at mennesker som Osman ikke risikerer tortur, vold og slaveri på vores og EU-skatteborgernes regning.
fortsæt med at læse
