Grækenland er et af de steder, jeg elsker allerhøjest i verden.
Jeg har tidligere boet og arbejdet i landet i halvandet år. Under den varme sol bliver jeg gang på gang mødt af smukke gamle grækere med glade furer under øjnene.
På selv det mindste gadehjørne danser slidte backgammonbrikker mellem fingrene på græske mænd. Det smukke græske hav sluger mine bekymringer, idet jeg lykkeligt dykker så langt mod havets bund, som mine lunger tillader. Her er der kun plads til stilhed og ro.
Men den her gang er Grækenland helt anderledes. Jeg er sammen med min specialemakker rejst til Athen, Piræus og Lesbos for at forstå, hvordan EU bevogter sine ydre grænser mod mennesker, der er uønskede. For at forstå, hvad der sker, når EU holder fast i, at de vil hindre flygtninge i at krydse Middelhavet netop for at redde dem. For hvordan hænger det egentlig sammen?
Vi opsøger forskellige historier og mennesker for at blive klogere på arbejdet langs med grænsen. Vi møder folk på flugt fra Somalia, Sydsudan, Syrien, Irak, Afghanistan og Yemen. Vi møder advokater, privatpersoner og ngo-arbejdere.
I en frivillig og privatdrevet lagerbygning, hvor flygtninge dagligt mødes og skaber kunst, møder vi en venlig mand, hvis ene øje begynder at sitre hidsigt, da han fortæller, at han 18 gange har siddet blandt håbefulde, men skræmte mennesker i en lille gummibåd over et brusende mørkt hav.
Da han for 18. gang klemte sig sammen mellem de skræmte børn, mænd og kvinder, han i få timer delte skæbne med, lykkedes det endelig. Han slap forbi de tyrkiske kystvagter og ind i græsk farvand. Når man først til græsk farvand, har man ret til at søge asyl, da man så er i Europa.
På Lesbos bliver mennesker til dyrHvis den europæiske kasket derimod ikke mener, man er flygtning, har den omvendt også ret til at udvise én igen. Men langtfra alle når hertil.
EU sender store summer penge til Tyrkiet og tyrkiske kystvagter for at stoppe mennesker, der er på flugt, i at nå de græske grænser. På den måde kan flygtningene stoppes og forhindres i at søge asyl i Europa. Det gælder om at stoppe smuglerne for at redde flygtningene, forstår vi!
Flygtningene krydser ofte havet i små gummibåde i ly af mørket og ofte i dårligt vejr. På den måde undgår man bedst de tyrkiske kystvagter, som efter at aftalen med Tyrkiet trådte i kraft i 2016 er blevet EU’s forlængede arm, når det gælder om at passe på grænserne.
Men var Tyrkiet-aftalen ikke blot en nødvendig aftale, hvor EU i bytte for en drøm om at holde uønskede personer ude til gengæld må acceptere lidt beskidte fingre? Nedsatte den ikke antallet af flygtninge, der ankom til de græske øer, kan man jo spørge sig selv.
Under besøget på Lesbos forstår vi, at det på overfladen ser ud, som om den satte en prop i en uendelig flaskehals. Men at holde folk ude, der flygter for deres liv, kan ikke klares med en aftale på to sider A4-papir, det bliver hurtigt klart for os.
Nye veje og mindre fremkommelige ruter opstår, når folk er på flugt, og desperate menneskesmuglere skal tjene til dagen i morgen. Næsten dagligt bliver flygtninge i små både fra Tyrkiet på vej mod Italien nu stoppet, eller de ankommer via Evros-regionen, den nordøstligste spids af Grækenland, for at undgå den aftale, der fremstår så beskidt, og som EU er kritiseret så massivt for at have indgået.
Tilbage i lagerbygningen hører vi ulykkelige historier om usikre gummibåde, der kun med stjernerne som tavse vidner er blevet beskudt af tyrkiske kystvagter. Kystvagter, der efterfølgende nøje udvælger de passagerer, der bliver reddet med tilbage til tyrkiske fængsler. Kystvagter, der herefter efterlader resten af passagererne til havets skæbne.
Vi hører historier om flygtninge, der er blevet mødt af teenagere, som, mens de lagde neglelak, flittigt satte krydser i et skema. Et skema, der i sidste ende bestemte nationalitet. Vi forstod hurtigt, at nationalitet ikke er så ligetil.
Er man som irakisk familie flygtet til Syrien under den amerikanske invasion af Irak i 00’erne, kan det være meget problematisk, hvis familien har fået et barn efter flugten. Barnet kan være papirløst grundet borgerkrigen, og det er derfor i stor risiko for at blive stemplet som syrer, når skemaet skal udfyldes langs med EU’s ydre grænse.
Reddet! Endelig! Europa! Men lige om lidt opdager de, at ingenting er, som de drømte om ...Det kan få fatale konsekvenser. I flygtningelejrene og i asylprocesserne er nationalitet altafgørende for, at man kan blive sammen som familie. Vi hører historier om folk, der desperat kaster sig ud i et rørstrømsk hav for at svømme mod de græske kystvagter og drømmen om sikkerhed i Europa.
Samos ligger med sine blot 1.800 meter tæt på Tyrkiet, og det er derfor en oplagt flygtningedestination.
Lesbos derimod er den ø, der har taget imod flest flygtninge. I 2015 ankom her dagligt flere tusinde flygtninge, til trods for at Lesbos ligger cirka 10 km fra den tyrkiske kyst.
Det er en lang tur i en lille gummibåd med plads til 10 mennesker, når nattemørket falder på, og der nok i virkeligheden nærmere sidder 60 bankende hjerter side om side mellem de brusende bølger.
Men den ubevogtede og vilde tyrkiske kystlinje her betyder en langt større chance for at undgå de tyrkiske kystvagter, som bliver betalt af Fort Europa for at holde grænsebutikken lukket. Vi har givet den nye dreng i klassen, Tyrkiet, en stor håndfuld bolsjer for at gøre det beskidte arbejde.
Derfor søger alle disse mennesker nu de farligste veje, som i virkeligheden er de eneste veje, vi har givet dem.
Vi taler med kystvagter udsendt af EU, som hver eneste dag gør deres bedste for at redde folk på flugt i små og synkefærdige gummibåde.
Men det hele klinger hult, og er så paradoksalt, for mens de græske og europæiske kystvagter hyldes for at redde flygtningene i græsk farvand med den ene hånd, så har EU med den anden hånd samtidig så godt som lukket alle sikre linjer til dets indre territorium for ikkeønskede personer.
All inclusive ved Europas yderste portHvorvidt disse mennesker skal have asyl eller ej, er et andet spørgsmål.
Men kun EU kan bebrejdes de tusinder af skæbner, der er druknet i det græske hav, der engang var min bedste ven. De er druknet i forsøget på at indløse det, alle verdens lande er blevet enige om, er en menneskelig ret: Retten til at søge asyl, hvis man er forfulgt.
De blev ikke udvist, fordi deres sag blev afvist. De fik slet ingen sag. De blev holdt ude, fordi de ikke var som os.
De døde på den eneste vej, vi gav dem. Og andre dør stadig på den vej, mens du læser dette.
fortsæt med at læse
