Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
OPSTART. Med et mikrolån har Faridah Nalumansi købt en lille bod, hvorfra hun sælger pommes frites og sodavand. Det er stadig en ugentlig kamp for hende at betale afdragene. Kenneth Nguyen/Plan Børnefonden
Foto: Kenneth Nguyen

OPSTART. Med et mikrolån har Faridah Nalumansi købt en lille bod, hvorfra hun sælger pommes frites og sodavand. Det er stadig en ugentlig kamp for hende at betale afdragene. Kenneth Nguyen/Plan Børnefonden

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Unge pigers liv bliver aldrig bedre, hvis magthaverne kun respekterer sig selv

Faridah Nalumansi er blevet chikaneret og afvist af myndighederne i Uganda så mange gange, at hun efterhånden forventer det.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun vidste godt, at det kunne være farligt at gå turen i mørke, selv om der kun er godt 300 meter fra Faridah Nalumansis arbejde til hendes hjem. Men det var næsten blevet midnat, da hun og hendes veninde pakkede deres kogegrej sammen for dagen. Det blev tit sent for de to unge kvinder, for de var nødt til at få aftensalget med for at tjene penge nok.

Det havde regnet. Hver gang vandet falder, breder det sig over det slumområde, hun bor i, og de nemme veje forsvinder i pløre. Så Faridah Nalumansi og hendes veninde var nødt til at tage en længere rute hjem, og godt 50 meter fra deres hjem blev de passet op af en gruppe unge mænd. Hun selv satte i løb, men veninden nåde ikke væk. Næste morgen fandt de hendes døde krop i siden af vejen.

»Det, der gør mest ondt, er, at ingen kom for at hjælpe os. Både jeg og min veninde skreg, men ingen kom ud af husene, for ingen vil hjælpe unge kvinder, der går alene. Og politiet rykker ikke ud, medmindre vi betaler dem for det«, siger Faridah Nalumansi.

»Unge piger bliver set som en ejendom, mænd kan gøre med, hvad de vil. Hvis mændene ikke lærer, at vi har ret til det samme som dem, bliver vores liv aldrig bedre«.

Til daglig bor Faridah Nalumansi i et af den ugandiske hovedstad, Kampalas, store slumkvarterer. 13 mennesker er stuvet sammen på de 12 kvadratmeter, der er hendes hjem. Som 14-årig blev hun gravid med sin datter, Victoria, efter en ven af familien havde tvunget hende til sex, fordi han havde betalt for hendes skolegang. Hun blev smidt ud af skolen, sendt væk af lægerne og udstødt af samfundets kvinder, da graviditeten viste sig.

Nu er hun 19 år og leder af en gruppe unge kvinder, der gennem organisationen Plan Børnefonden forsøger at lære mænd i deres lokalområde at respektere kvinderne omkring sig. Men det er svært, fortæller hun.

»Et af problemerne er, at mange piger accepterer mændenes opførsel, fordi vi er opdraget til at tro, at det er vores egen skyld. Men det er forkert«.

30 mindreårige gravide

Gennem projektet har hun fået kontakt med mange andre kvinder i sin del af Kampala, hvis historier ligner hendes egen. Og det har givet hende mange holdninger til, hvordan vi bedst hjælper unge kvinder som hende selv ud af de ulykkelige livsomstændigheder, der forfølger dem.

»Der er ikke sikkerhed for unge kvinder nogen steder. Mændene er ligeglade med, om vi vil have sex med dem eller ej. En kvinde burde selv kunne bestemme, hvornår hun vil have sex, og hvornår hun vil have børn. Men jeg er kun en af 30 piger i mit område, der er blevet gravide som mindreårige«, siger Faridah Nalumansi.

Unge piger bliver set som en ejendom, mænd kan gøre med, hvad de vil. Hvis mændene ikke lærer, at vi har ret til det samme som dem, bliver vores liv aldrig bedre

»Hvis man først bliver gravid, bliver man udstødt af samfundet. Man får at vide, at det er ens egen skyld, så der er ingen hjælp at hente. Vi har et ordsprog der hedder, at en rådden tomat vil fordærve hele kurven, så andre kvinder vil ikke lade deres døtre komme i nærheden af sådan nogle som mig«.

Kan man ikke søge hjælp andre steder?

»Jeg prøvede at gå til lægen, da jeg opdagede, at jeg var gravid. Jeg turde ikke få en abort, for det er ulovligt, så det er umuligt at finde en sikker måde at gøre det på. Da jeg kom op til klinikken, sendte lægerne mig væk. De sagde, at jeg var for ung til at være gravid, og spurgte, hvad jeg dog havde tænkt på. Man kan kun få hjælp, hvis man kan bevise, at man er blevet voldtaget. Det kunne jeg ikke, men det var jo ikke mit valg at have sex«.

»Lægerne er ligeglade med, at vi bliver presset til sex. Det er dyrt at studere medicin, så de er vokset op i rige familier. Nogen er nødt til at lære dem, hvordan det er at komme fra en ydmyg baggrund«.

Hvordan tror du bedst, man undgår, at unge kvinder som dig bliver gravide i første omgang?

»Hvis det blev gratis at gå i skole, ville jeg ikke være afhængig af, at en mand betalte, og så ville jeg ikke stå i gæld til ham. Mange piger er nødt til at arbejde, fordi de ikke har råd til at gå i skole. Man kan vælge mellem at sælge majs eller stegte kartofler, og begge dele kræver, at man arbejder om aftenen. Men det er farligt for kvinder at arbejde sent«.

Hvad mener du, der skal til for at undgå, at andre unge kvinder ender deres liv på samme måde som din veninde?

»Hvis vi havde boet et sted, hvor der havde været lys, og hvor gyderne ikke havde været så smalle, at man kan skjule sig, behøvede vi ikke at være lige så bange for at gå ud om aftenen. Jeg synes, man burde bygge flere rigtige huse. Det er ikke billigt at bo i slumområderne, for her er adgangen til elektricitet og vand styret af lokale, som tager lige så meget for elektricitet, som vi betaler i husleje. Vi kan bare ikke finde andre steder at bo. Hvis man rev slumområderne ned og byggede lejligheder i stedet, tror jeg, der ville det være meget sikrere for piger«.

Betal for din gerningsmand

Problemet er også, at ingen ifølge Faridah Nalumansi straffer mændene, når de begår overgreb på kvinder. Hvis politiet ville tage anmeldelser alvorligt, ville der måske være færre overfald, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad gør politiet, når I kontakter dem?

»Hvis de skal rykke ud, skal man selv betale for den benzin, de bruger på det. Jeg gik til politiet, dagen efter min veninde blev voldtaget og dræbt, men de anklagede mig for, at vi selv havde været ude om det, når vi var ude alene så sent. Jeg fortalte dem, at vi er nødt til at arbejde, men det var de ligeglade med. De mente, at den eneste forklaring kunne være, at vi solgte sex. Hvis jeg fastholdt min anmeldelse, ville de anholde mig for prostitution. Det er ulovligt i Uganda, fordi det ødelægger folks moral. Så jeg måtte gå hjem«.

Men hvem kan forhindre politiet i at opføre sig sådan?

»De lokale politikere og myndigheder ser gennem fingre med, at piger og kvinder bliver udsat for overgreb hver dag. De betaler ikke politiet nok til, at de vil gøre noget ved anmeldelser, medmindre vi lægger penge til dem«.

En dag, hvor hun og en gruppe unge kvinder fra hendes projekt gik rundt i kvarteret for at opfordre folk til at samle det skrald, der ligger og flyder, chikanerede en mand en af kvinderne. Faridah Nalumansi gik hen til han og bad ham holde op. Som svar slog han hende to gange i ansigtet.

»Det var ikke første gang, jeg var blevet udsat for vold, men jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville finde mig i det. Så jeg gik til politiet og anmeldte ham. De sagde til mig, at hvis han skulle for en dommer og blev smidt i fængsel, så skulle jeg betale for hans mad, al den tid han var der. Jeg var nødt til at opgive, for det ville jeg ikke kunne betale. Men hvis mænd ved, at de kan slippe afsted med at chikanere kvinder, bliver de ved med at gøre det«.

Ingen skole for barnemødre

I dag har Faridah Nalumansi en lille bod 100 meter fra sit hjem. Der sælger hun pommes frites med æg eller oksekød. Hun tjener 6 kroner per portion, så det er svært for hende at få råd til at forsørge sine to børn. Hun drømmer stadig om at færdiggøre skolen.

Din far tilbød at betale for din skolegang, da din datter var et halvt år gammel. Hvorfor tog du ikke imod det?

»Jeg gik rundt til tre forskellige skoler, og alle steder blev jeg afvist. De ville ikke have en pige ind, som er mor. De sagde, at jeg ville have dårlig indflydelse på de andre elever, og hvordan skulle de kunne lukke en pige ind, som havde et barn at amme? Men hvis de lod piger som mig gå i skole igen, ville jeg kunne få et job og forsørge min familie. Nu kæmper jeg med regningerne. Min datter er begyndt i skole, men det er dyrt. Og hvis jeg ikke betaler til tiden, lader lærerne det gå ud over hende. Så slår de hende. De kan finde på at nægte hende at fortsætte i næste klasse«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ugandas ungdomsminister har besøgt flere kvindeprojekter i slumområder og lovet at sende mere støtte til den slags projekter, så kvinderne får lettere ved at komme videre med deres liv. Men Faridah Nalumansi giver ikke meget for hendes gode intentioner.

»Jeg tror ikke, hun ændrer noget. Vi var en gruppe, der skulle fortælle hende om vores oplevelser, men hun ville ikke afsætte mere end ti minutter til at mødes med os. Det er hende, der skal skubbe regeringen til at gøre noget, men hun er ikke ung, og hun kommer fra en rig familie. Hun sidder altid i en bil, så hun forstår ikke, hvordan det er at være bange for at gå på gaden. Selv om hun skal tage beslutninger på vores vegne, tror jeg mest, hun tager beslutninger for sig selv. Men unge pigers liv bliver aldrig bedre, hvis de, der sidder på magten, kun respekterer sig selv«, siger hun.

»Vi er nødt til at have en ung ungdomsminister, der tror på min generation. Vi kan ikke bruge vores forældres generation til noget. De mener stadig, at kvinder er mindre værd end mænd, og nogle mener endda, at piger ikke skal uddannes. Hvis vi unge får lov at bestemme noget, er det os, der kan gøre en forskel«.

Politikens rejse og ophold i Uganda var betalt af Udenrigsministeriet og Plan Børnefonden. De har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden