Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Tegning: Claus Nørregard

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny Kaspar Colling-novelle: Katte er genier

Katte vil ikke behage nogen. De ved slet ikke, hvad det vil sige, tror jeg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg havde engang en kat, som sprang igennem glasruden på en dør, fordi en vinflaske væltede på bordet i stuen. Den løb bagefter ind under sengen, hvor den lå og stirrede vagtsom og paranoid, som en syg gammel løve, omringet af blodtørstige hyæner. Den blødte fra ansigtet, og vi måtte trække den ud for at fjerne glaskårene, som sad i den. Hunde kan også blive bange, men ikke på samme måde. Hunde besidder ikke den samme alvor som katte.

I morges sad jeg foran vores lille hus på landet og drak kaffe, da jeg så en kat, der hedder Møller, gå forbi på stien. Jeg forsøgte at kalde på den, men den gik bare videre og ignorerede mig, satte farten lidt op, bare lidt, så den var sikker på, at jeg var uden for rækkevidde.

Katte er et totalt overlegent dyr

Senere på dagen kom den tilbage og satte sig på den anden side af stien. Jeg kaldte igen på den. Den kunne helt sikkert høre mig, jeg kunne se det på dens ører, men den havde sat sig med ryggen til mig. Jeg gik hen til den, og det viste sig, at Møller gerne ville aes. Jeg forstår ikke katte.

Jeg så for nogle år siden et program om pumaer. I programmet fortalte en fyr, der kørte mountainbike, at han engang var blevet angrebet af en puma. Han havde kørt ned ad en stejl rute på et bjerg med omkring 80 kilometer i timen, da den sprang på ham.

Jeg kan levende forestille mig situationen. Pumaen har hørt eller set noget komme imod den oppefra med høj fart. Den har betragtet rytteren stadig mere opmærksomt, jo tættere han kom. Dens pupiller har udspilet sig og dens klør trukket sig ud, så den bedre kunne sætte fra. Dens hjerte har banket hurtigere og hurtigere. Den har presset sig ned i buskadset, rystet med numsen, og så, da rytteren var lige ud for den, har den kastet sig mod ham. Rytteren og pumaen rullede selvfølgelig rundt, og manden var totalt forslået. Pumaen nåede at rive dybe flænger i ham og bide ham i struben, inden de andre ryttere få sekunder efter kom og jagede den væk.

Det er så vildt gjort af den puma. At angribe noget, der bevæger sig så hurtigt. Det er lige så voldsomt som at hoppe af et tog i høj fart. Jeg kan ikke forestille mig et andet dyr, som ikke ville blive en lille smule skræmt af noget, der nærmede sig så hurtigt, men ikke pumaen, den blev bare ophidset.

Mine egne katte gør det samme. Hvis man trækker en snor forbi dem, slår de efter den, og jo hurtigere man bevæger snoren, jo mere aggressive bliver de. Tempoet hidser dem op. De kan slet ikke lade være.

Hankatte, som ikke er kastrerede, bor slet ikke hjemme hos deres ejere, eller de er i hvert fald væk en stor del af tiden. De forsvinder i måneder ad gangen for at slås, jage og parre sig, og når de kommer hjem, er de sårede efter kamp. Så bliver de måske hjemme et par dage og slikker sårene for så at smutte igen. Den slags katte mangler ikke sjældent et øje eller et stykke af øret. Det er ikke for sjov at være kat. Det er ramme alvor.

Hunde vil gerne have, at man kaster en pind, som de kan hente. De elsker det. Der er intet, hunde elsker mere end at behage deres ejere, hvis rosende ord forplanter som en varm sitren i hele kroppen på dem og ender i en energisk logrende hale. Katte vil ikke behage nogen. De ved slet ikke, hvad det vil sige, tror jeg. Det er højst besynderligt, for de er ikke dumme, socialt set. De vil bare ikke behage nogen. Det ligger ikke til dem.

Jeg har to katte. De er brødre. Den yngste af dem vækker mig hver morgen. Den gør det på forskellige måder eller der er forskellige faser i dens vækning af mig. Først tramper den på mig. Virker det ikke, sætter den sin røv på mit ansigt. Det er en form for hån eller i det mindste en form for chikane. Selv katte er klar over, at planter man sin røv i ansigtet på nogen, så er det en provokation.

Virker det heller ikke, så begynder den at rive mig. Denne tredje fase er mere tricky for den gør mig sur, men det er som regel den eneste, der virker, men ikke før jeg har forbandet den og sparket ud efter den flere gange. Faktisk har rivefasen to underfaser i sig. Først lægger den sig over til min kæreste og strækker sig. Og når den strækker sig, så slår den automatisk kløerne ud, og da den har lagt sig præcis, så den når mig, når den strækker benene, så river den mig, men på en måde, hvor det ikke rigtigt er dens skyld. I en retssag ville den kunne hævde, at den lå i en sådan afstand til mig, at den bare tilfældigt kom til at rive mig, når den strakte sig. Den er uskyldig, men selvfølgelig totalt skyldig.

Virker dette heller ikke, så går den videre til anden del af rivefasen, hvor den bare river mig hårdt. Den stikker forpoten ind under dynen og river mig hårdt og vedvarende nok til at få mig op. På dette tidspunkt ser den irriteret ud. Den har et nu-skal-det-bare-overstås-idiot-blik på, som om den har forsøgt at være venlig, men at dens tålmodighed nu er opbrugt. Den vinder altid kampen, som udspiller sig hver morgen mellem kl.4.30 og 6.30, og jeg står op og giver dem mad.

Dens storebror er for øvrigt også med i det. Den river mig ikke, den kigger bare, men jeg har på fornemmelsen, at det er den, som har sendt sin lillebror. Når de så har spist, lægger de sig tit til at sove igen, hvilket virker lidt som en hån. Den lille, som for få minutter siden plantede sin røv i mit ansigt og rev mig, kigger nu trygt på mig med halvlukkede øjne, som om alt er glemt. Aer jeg den, vil den lukke øjnene helt i og falde i søvn. Katte falder i søvn, hvis man aer dem på panden mellem øjnene. Det var der, deres mødre slikkede dem, når hun ville have dem til at sove.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg boede i Namibia i Afrika, fandt jeg ud af, at der kom leoparder ind i byerne om natten for at tage vagthunde, også i hovedstaden, Windhoek, hvor jeg boede, og som er en stor by.

Et dansk par, vi kendte, havde mistet deres vagthund, en dobermann. De havde bevæbnede vagter, men ingen havde hørt noget. Om morgenen var der kun en blodpøl, hvor hunden havde ligget. Leoparden var sprunget over et to meter højt hegn, som omkransede haven, havde sneget sig lydløst ind på hunden, dræbt den og var hoppet tilbage over hegnet med hunden i gabet. Det er så imponerende.

Leoparder er jo ikke meget større end en schæferhund, men uendelig meget stærkere. Et andet dansk par dernede havde en stor pitbull, som også blev overfaldet af en leopard, men hunden havde bidt fra sig og jaget den på flugt, men havde fået sprættet hele maven op og måtte opereres i mange timer og overlevede kun med nød og næppe.

Leoparder kan jage på mange måder og tilpasse sig alle mulige forhold. Det er derfor, de er den eneste af de store katte, der lever over hele Afrika. Man har endda set dem fiske, og de klatrer så godt, at de kan fange aber i træerne.

Katte er et totalt overlegent dyr. Jeg så engang et klip på YouTube med en kat, som angreb en giftslange. Flere gange kiggede katten på andre ting, mens den sad lige foran slangen, som stod i luften som en spændt muskel, klar til hug, men slangen kunne ikke nå at ramme den, for selv om katten af og til var optaget af andre ting, var den for hurtig og flyttede sig uden problemer, hver gang slangen gjorde et udfald. Katten slog så slangen i hovedet, indtil den var død. Katte er så hurtige og elegante. De kan klare det meste. Kun biler synes de ikke at kunne regne ud.

Vi er flyttet ud i en lille landsby, og vores katte løber rundt, som det passer dem. Før boede vi i byen, og vores katte var indekatte og begge kastrerede, men nu er de udekatte. Ofte er de væk i flere dage i træk. I starten ledte vi efter dem, når de ikke kom hjem om aftenen, men nu har vi vænnet os til det. På et tidspunkt var den ene af kattene flyttet delvis ind hos en dame, som bor 500 meter væk. Hun fandt den på sofaen en dag, hvor den lå og sov. Hun smed den ud. Dagen efter lå den i hendes seng, da hun vågnede om morgenen. Hun måtte smide den ud igen og mange gange siden, før den accepterede, at den ikke kunne hænge ud der. Katte respekterer ellers den private ejendomsret. De bruger selv en del tid på at afmærke deres territorium og angribe enhver, som kommer ind på deres område, de respekterer bare ikke menneskers territorier. De giver ikke noget for dem.

Man kan betragte katte som et vildt dyr som alle mulige andre vilde dyr, men katte er alligevel anderledes. Man kan ikke have en ræv eller en ulv eller et råvildt som kæledyr. Man kan ikke ae dem, og de bliver aldrig tamme. Tamkatte synes at have tilpasset sig mennesker præcis så meget, at de kan få mad og et sted at sove, hvis de har lyst, for den ringe pris at lader sig ae en gang imellem. Vi mennesker er blot en del af deres opportunisme. At kunne bo hos mennesker er blot én af deres kompetencer, som at kunne fiske. De elsker os ikke, men accepterer os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af mine veninder skulle på et tidspunkt passe sin nabos kat, mens de var bortrejst i et halvt år. Hun fodrede den hver dag og gav den vand. Efter en måneds tid havde hun endnu ikke set den, men hun kunne se, at maden blev spist og vandet drukket. Hun blev nervøs for, at en fremmed kat var flyttet ind, og gik derfor rundt i huset og ledte efter katten. Hun fandt den på anden sal i sengen, hvor den lå og sov. Da hun gik hen til den, rullede den om på ryggen, så hun kunne nusse den på maven. Så gik hun igen, og katten sov videre. Hun så den ikke i resten af perioden. Katte har ikke brug for mennesker, som mennesker har brug for mennesker og hunde har det. De bliver ikke sindssyge af isolation. Det betyder intet for dem. De klarer sig fint alene.

Man må ikke køre med bil i det område, vi bor i. Folk rider eller kører i hestevogn. Jeg har lagt mærke til, at katte gør hestene nervøse, selv om de er så små. Hestene kan ligesom fornemme, at de er rovdyr. Måske er det deres måde at bevæge sig på, eller måske lugter de på en bestemt måde, hvad ved jeg.

Det er fristende at tænke, at man burde være mere som en kat: hvile mere i sig selv, være mere ubekymret og leve efter sine egne regler, men det lader sig ikke gøre. Mennesker kan ikke leve, som katte kan, og hvis vi forsøgte, ville vi snart søge bekræftelse eller bare en smule genkendelse i øjnene på de tilfældige mennesker, vi passerede på gaden. Vi er jo trods alt bare mennesker. Katte er genier.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden