0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ny Kaspar Colling-novelle: Katte er genier

Katte vil ikke behage nogen. De ved slet ikke, hvad det vil sige, tror jeg.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Tegning: Claus Nørregard

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg havde engang en kat, som sprang igennem glasruden på en dør, fordi en vinflaske væltede på bordet i stuen. Den løb bagefter ind under sengen, hvor den lå og stirrede vagtsom og paranoid, som en syg gammel løve, omringet af blodtørstige hyæner. Den blødte fra ansigtet, og vi måtte trække den ud for at fjerne glaskårene, som sad i den. Hunde kan også blive bange, men ikke på samme måde. Hunde besidder ikke den samme alvor som katte.

I morges sad jeg foran vores lille hus på landet og drak kaffe, da jeg så en kat, der hedder Møller, gå forbi på stien. Jeg forsøgte at kalde på den, men den gik bare videre og ignorerede mig, satte farten lidt op, bare lidt, så den var sikker på, at jeg var uden for rækkevidde.

Katte er et totalt overlegent dyr

Senere på dagen kom den tilbage og satte sig på den anden side af stien. Jeg kaldte igen på den. Den kunne helt sikkert høre mig, jeg kunne se det på dens ører, men den havde sat sig med ryggen til mig. Jeg gik hen til den, og det viste sig, at Møller gerne ville aes. Jeg forstår ikke katte.

Jeg så for nogle år siden et program om pumaer. I programmet fortalte en fyr, der kørte mountainbike, at han engang var blevet angrebet af en puma. Han havde kørt ned ad en stejl rute på et bjerg med omkring 80 kilometer i timen, da den sprang på ham.

Jeg kan levende forestille mig situationen. Pumaen har hørt eller set noget komme imod den oppefra med høj fart. Den har betragtet rytteren stadig mere opmærksomt, jo tættere han kom. Dens pupiller har udspilet sig og dens klør trukket sig ud, så den bedre kunne sætte fra. Dens hjerte har banket hurtigere og hurtigere. Den har presset sig ned i buskadset, rystet med numsen, og så, da rytteren var lige ud for den, har den kastet sig mod ham. Rytteren og pumaen rullede selvfølgelig rundt, og manden var totalt forslået. Pumaen nåede at rive dybe flænger i ham og bide ham i struben, inden de andre ryttere få sekunder efter kom og jagede den væk.

Det er så vildt gjort af den puma. At angribe noget, der bevæger sig så hurtigt. Det er lige så voldsomt som at hoppe af et tog i høj fart. Jeg kan ikke forestille mig et andet dyr, som ikke ville blive en lille smule skræmt af noget, der nærmede sig så hurtigt, men ikke pumaen, den blev bare ophidset.

Mine egne katte gør det samme. Hvis man trækker en snor forbi dem, slår de efter den, og jo hurtigere man bevæger snoren, jo mere aggressive bliver de. Tempoet hidser dem op. De kan slet ikke lade være.

Hankatte