Arkivtegning:: Anne-Marie Steen Petersen
Debat

Socialpædagog: Kan det virkelig passe, at jeg efter 22 år på arbejdsmarkedet skal igennem en prøve for at blive dansk statsborger?

Efter mere end to årtier med permanent opholdstilladelse søgte jeg for to år siden om dansk statsborgerskab. Forløbet har rystet mig og fået mig til at tvivle på, om jeg egentlig vil være dansker.

Debat

Jeg er målløs. Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om at blive dansk statsborger uden at tage en prøve.

Sagsbehandlingen har i alt taget præcis to år. I de første 1,5 år skete der ingenting. Så kom der en mail, hvor jeg skulle sende oplysninger, som jeg allerede havde sendt før. Dertil skulle jeg sende oplysninger om, at jeg har været aktiv som spejder eller i idrætsforeninger i min barndom. Herefter kom så afslaget med begrundelse i, at jeg ikke er født i Sydslesvig.

Lad mig forklare sagen fra begyndelsen.

Jeg er 49 år og født i Bad Pyrmont i Tyskland. Jeg flyttede til Sydslesvig sammen med min familie, da jeg var 8 år gammel. Jeg begyndte på en dansk skole i 3. klasse og afsluttede skolegang og gymnasiet med en dansk/tysk studentereksamen fra Duborg-Skolen. Herefter tog jeg på højskole på Ærø og flyttede efterfølgende til Aarhus, hvor jeg har boet i 28 år.

Hvem er i sidste ende ’værdig’ til at blive dansker? Hvorfor beder man en 49-årig kvinde om at svare på, om hun har gået til spejder for 40 år siden?

Jeg blev uddannet socialpædagog og har været ansat i Aarhus kommune i 22 år, hvilket jeg fortsat er. Jeg har haft permanent opholdstilladelse i Danmark i 24 år. Jeg er gift med en mand fra Sydslesvig, og vi har tre børn – Josefine (20 år), Alexander (17 år) og Johanna (9 år), som alle tre er født i Danmark, men tyske statsborgere.

Jeg besluttede at søge om det danske statsborgerskab på mine og børnenes vegne. Jeg ville søge, inden mit ældste barn blev voksent, da jeg synes, at det er vigtigt, at både jeg og børnene som demokratiske medborgere kan have stemmeret til folketingsvalg.

Jeg sendte derfor min ansøgning om ’dansk indfødsret’, da min datter Josefine var 17 år. I ansøgningsblanketten var der mulighed for at søge om dispensation for danskprøven samt indfødsretsprøven. Dette gjorde jeg, da jeg mente, at min veldokumenterede baggrund måtte være nok bevis for, at jeg har kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie.

I afslaget fra Udlændinge- og Integrationsministeriet står der derimod, at jeg efter ministeriets opfattelse IKKE har dokumenteret dette kendskab, fordi jeg ikke har aflagt indfødsretsprøven. Det vil altså sige, at 10 års dansk skolegang, dansk højskoleophold, dansk uddannelse til socialpædagog samt 22 års fastansættelse i en dansk kommune IKKE er nok bevis for, at man har kendskab til danske samfundsforhold. Jeg er rystet.

Der skete også det, at ministeriet undlod at informere mig om, at Josefine faktisk var ’faldet ud af ansøgningen’ i det øjeblik, hun fyldte 18. Dette fandt jeg ud af efter 1,5 år, da jeg opdagede, at hendes navn ikke længere figurerede i ansøgningen.

Jeg venter i spænding på ministeriets svar på min klage. Men jeg spørger mig selv, om jeg egentlig har lyst til at være dansker

Da jeg ringede til min sagsbehandler i ministeriet og ville klage over det, fik jeg at vide, at der faktisk ikke var klagemuligheder, og at Josefine skulle begynde forfra og søge selv.

Og hun måtte regne med, at der ville gå yderligere et par år – og at hun skulle tage indfødsretsprøven uanset hvad, selvom hun er født og opvokset i Danmark og har en studentereksamen med et karaktergennemsnit på 11,3 og fik topkarakter i både dansk og samfundsfag.

Hvordan kan det være, at man som samfundsborger bliver nægtet sine demokratiske rettigheder? Hvorfor er vi ikke danske nok? Hvem er i sidste ende ’værdig’ til at blive dansker? Hvorfor beder man en 49-årig kvinde om at svare på, om hun har gået til spejder for 40 år siden?

Min sydslesvigske mand mindede mig om København-Bonn-erklæringerne fra 1955. Med baggrund i disse har jeg indsendt en klage over afslaget til Udlændinge- og Integrationsministeriet, da det er min opfattelse, at afslaget strider imod erklæringernes afsnit II, stk. 1: »Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves« – hvilket netop er det, som ministeriet gør, idet ministeriet begrunder afslaget med, at jeg ikke er født i Sydslesvig. Jeg venter i spænding på ministeriets svar på min klage.

Men jeg spørger mig selv, om jeg egentlig har lyst til at være dansker.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden