0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anne-Marie Steen Petersen
Arkivtegning:: Anne-Marie Steen Petersen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Socialpædagog: Kan det virkelig passe, at jeg efter 22 år på arbejdsmarkedet skal igennem en prøve for at blive dansk statsborger?

Efter mere end to årtier med permanent opholdstilladelse søgte jeg for to år siden om dansk statsborgerskab. Forløbet har rystet mig og fået mig til at tvivle på, om jeg egentlig vil være dansker.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg er målløs. Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om at blive dansk statsborger uden at tage en prøve.

Sagsbehandlingen har i alt taget præcis to år. I de første 1,5 år skete der ingenting. Så kom der en mail, hvor jeg skulle sende oplysninger, som jeg allerede havde sendt før. Dertil skulle jeg sende oplysninger om, at jeg har været aktiv som spejder eller i idrætsforeninger i min barndom. Herefter kom så afslaget med begrundelse i, at jeg ikke er født i Sydslesvig.

Lad mig forklare sagen fra begyndelsen.

Jeg er 49 år og født i Bad Pyrmont i Tyskland. Jeg flyttede til Sydslesvig sammen med min familie, da jeg var 8 år gammel. Jeg begyndte på en dansk skole i 3. klasse og afsluttede skolegang og gymnasiet med en dansk/tysk studentereksamen fra Duborg-Skolen. Herefter tog jeg på højskole på Ærø og flyttede efterfølgende til Aarhus, hvor jeg har boet i 28 år.

Hvem er i sidste ende ’værdig’ til at blive dansker? Hvorfor beder man en 49-årig kvinde om at svare på, om hun har gået til spejder for 40 år siden?

Jeg blev uddannet socialpædagog og har været ansat i Aarhus kommune i 22 år, hvilket jeg fortsat er. Jeg har haft permanent opholdstilladelse i Danmark i 24 år. Jeg er gift med en mand fra Sydslesvig, og vi har tre børn – Josefine (20 år), Alexander (17 år) og Johanna (9 år), som alle tre er født i Danmark, men tyske statsborgere.

Jeg besluttede at søge om det danske statsborgerskab på mine og børnenes vegne. Jeg ville søge, inden mit ældste barn blev voksent, da jeg synes, at det er vigtigt, at både jeg og børnene som demokratiske medborgere kan have stemmeret til folketingsvalg.

Jeg sendte derfor min ansøgning om ’dansk indfødsret’, da min datter Josefine var 17 år. I ansøgningsblanketten var der mulighed for at søge om dispensation for danskprøven samt indfødsretsprøven. Dette gjorde jeg, da jeg mente, at min veldokumenterede baggrund måtte være nok bevis for, at jeg har kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie.

I afslaget fra Udlændinge- og Integrationsministeriet står der derimod, at jeg efter ministeriets opfattelse IKKE har dokumenteret dette kendskab, fordi jeg ikke har aflagt indfødsretsprøven. Det vil altså sige, at 10 års dansk skolegang, dansk højskoleophold, dansk uddannelse til socialpædagog samt 22 års fastansættelse i en dansk kommune IKKE er nok bevis for, at man har kendskab til danske samfundsforhold. Jeg er rystet.

Der skete også det, at ministeriet undlod at informere mig om, at Josefine faktisk var ’faldet ud af ansøgningen’ i det øjeblik, hun fyldte 18. Dette fandt jeg ud af efter 1,5 år, da jeg opdagede, at hendes navn ikke længere figurerede i ansøgningen.

Jeg venter i spænding på ministeriets svar på min klage. Men jeg spørger mig selv, om jeg egentlig har lyst til at være dansker

Da jeg ringede til min sagsbehandler i ministeriet og ville klage over det, fik jeg at vide, at der faktisk ikke var klagemuligheder, og at Josefine skulle begynde forfra og søge selv.

Og hun måtte regne med, at der ville gå yderligere et par år – og at hun skulle tage indfødsretsprøven uanset hvad, selvom hun er født og opvokset i Danmark og har en studentereksamen med et karaktergennemsnit på 11,3 og fik topkarakter i både dansk og samfundsfag.

Hvordan kan det være, at man som samfundsborger bliver nægtet sine demokratiske rettigheder? Hvorfor er vi ikke danske nok? Hvem er i sidste ende ’værdig’ til at blive dansker? Hvorfor beder man en 49-årig kvinde om at svare på, om hun har gået til spejder for 40 år siden?

Min sydslesvigske mand mindede mig om København-Bonn-erklæringerne fra 1955. Med baggrund i disse har jeg indsendt en klage over afslaget til Udlændinge- og Integrationsministeriet, da det er min opfattelse, at afslaget strider imod erklæringernes afsnit II, stk. 1: »Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves« – hvilket netop er det, som ministeriet gør, idet ministeriet begrunder afslaget med, at jeg ikke er født i Sydslesvig. Jeg venter i spænding på ministeriets svar på min klage.

Men jeg spørger mig selv, om jeg egentlig har lyst til at være dansker.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?