Engang var det nemt at navigere i verden som venstreorienteret. At ligge til venstre handlede om solidaritet, internationalt udsyn, ligestilling og social lighed. Retningen var de fleste enige om. Uenigheden drejede sig mest om, hvor hurtigt man skulle køre frem med omfordeling, ulandsbistand etc.
Sådan er det ikke mere. Globaliseringen og klimaforandringerne, der har trukket verdens udfordringer ind i Europa, har skabt en langt mere bøvlet, kompleks og rodet situation til venstre.
I takt med at indre modsætninger, inkonsistens og paradokser trænger ind, er det blevet uklart, hvem der er den progressive.
Landsformand: Socialdemokrats udtalelser brændemærker udlændingeForvirringen breder sig. Selve retningen er til diskussion.Lad mig give nogle eksempler.
Er den progressive ham, der vil åbne grænserne i solidaritetens og humanismens navn? Eller er det ham, der vil begrænse indvandringen for at sikre den sociale sammenhængskraft og velfærdsstatens overlevelse?
Er den progressive ham, der nægter at hælde benzin på det fremmedfjendske bål? Eller er det ham, der vil give homofobien, kvindeundertrykkelsen og formørket religion kamp til stregen?
Niels Jespersen: Det er sådan noget, der kan gøre socialdemokratiske politikere rasendeEr den progressive ham, der insisterer på grønne skatter på flyrejser, kød og biler? Eller er det ham, der er bekymret for, at sådanne skatter vil vende den tunge ende nedad?
Er den progressive ham, der vil have mere projektorienteret undervisning i skolen? Eller er det ham, der mener, det går ud over arbejderbarnet?
Er den progressive ham, der går op i undertrykkelse af kvinder, etniske og seksuelle minoriteter? Eller er det ham, der mener, at krænkelseskulturen flytter fokus fra de virkelige problemer: østarbejdere, social dumping, mislykket integration?
Listen kan fortsættes med emner som SU, universitetsbudgetter, erhvervsskoler, pensionsalder, kulturpolitik etc.
Uanset hvilken holdning man indtager, forråder man en del af den progressive tradition. Hvis man er progressiv i egen selvforståelse, vil en anden helt sikkert fortælle én, at man er reaktionær. Det, der gør det så svært, er, at begge fraktioner har en progressiv pointe. Men det afspejler sig sjældent i debatten. Her er der ofte ikke plads til tvivl, kun til skråsikre meninger.
Mange progressive holder sig ikke tilbage med at tage den moralske målestok frem og fortælle andre progressive, hvem der er et godt menneske, og hvem der ikke er. Hvem der har hjertet på rette sted, og hvem der ikke har.
Nils Thorsens revsende årskavalkade: Tak for ingenting, I livsforskrækkede, kulturradikale klimakværulanterDet giver til tider en rå debat. Som når Enhedslisten kritiseres for at sælge velfærdsstaten med sin pladderhumanistiske flygtningepolitik, eller når Uffe Elbæk stemples som reaktionær, fordi Alternativet vil indføre kødafgifter, eller når Mattias Tesfaye (S) kaldes en kyniker, der kun er på jagt efter DF-stemmer.
Tidligere var den offentlige debat en frontlinje mellem venstre og højre. Nu er fronten også rykket ind i de progressives egen lejr, hvor tonen ofte er hård, og de færreste skånes. Konflikten har også en social side. Sat på spidsen er det en kamp mellem storbyeliten og den lavere middelklasse og arbejderklasse uden for storbyerne. Gymnasielæreren Elisabeth fra Østerbro mod betonarbejderen Arne fra Struer.
Når hun tordner mod tonen i udlændingedebatten og insisterer på en grøn skattereform, på #MeToo og på flere penge til universiteterne, kalder Arne hende for privilegeret elite og fortæller hende, at hun glemmer social dumping, erhvervsskoler og problemer med indvandringen.
Filosof: For hver dansker, der brokker sig over, at jeg vil fratage ham retten til at spise en steak, står en potentiel klimaflygtningUenigheden til venstre går altså ikke længere kun på, hvor hurtigt vi skal frem. Nu er man også uenig om retningen.Slagsmålet er ikke noget kønt syn. Men det værste er, at de to lejre holder hinanden i skak, mens borgerlige og højrepopulister indtager den politiske scene i Europa.
Her har centrum-venstre mistet grebet om samfundsudviklingen.
Det er på tide, at progressive lægger de skråsikre meninger til side, sætter sig sammen, ser hinanden i øjnene og siger: ’Undskyld, jeg var vist mest optaget af min egen pointe og hørte ikke lige, hvad det var, du sagde. Kan du ikke gentage dét? Så vil jeg lytte og sætte mig ind i dine argumenter. Ja, måske kan vi begge blive klogere og bygge bro over vores uenigheder?’.
Lykkes det, vil progressive igen kunne sætte retningen for samfundet.
