Socialdemokratiet og venstrefløjen har aldrig været tættere på hinanden ideologisk. Og aldrig været mere uenige om den daglige politik.
Det er udlændingespørgsmålet, der splitter, og her er også mange socialdemokrater skeptiske. Det fandt jeg selv ud af, da jeg for nylig forgæves forsøgte at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. Der fik man ikke klapsalver for at følge partilinjen.
Der blev ellers skrevet danmarkshistorie den forårsdag i 2014, hvor Enhedslisten endegyldigt skrev revolutionen ud af sit principprogram. I små 100 år havde det været sådan, at man kunne have spurgt et hvilket som helst ledende medlem af et af de tre stifterpartier, VS, SAP og DKP, hvad de ønskede sig mest brændende – svaret ville være faldet prompte: en revolution. Ikke en revolution i overført betydning, men sådan en konkret en som den, der blev gennemført i Rusland i oktober 1917.
Kun få kommuner blander børn: I børnehaven mødes Søren og Mohammed sjældentDe små venstrefløjspartier var så til gengæld dødeligt uenige om, hvornår revolutionen løb af sporet, og Rusland ophørte med at være socialistisk. Ifølge VS’erne skete det allerede i 1921 med nedkæmpelsen af Kronstadt-oprøret. SAP tjekkede ud ved Stalins magtovertagelse i 30’erne, mens DKP’erne abonnerede på den store pakke og støttede Sovjetunionen helt op til Murens fald.
Alt det er historie nu, og godt for det. Siden arbejderbevægelsen blev splittet i en reformistisk og revolutionær retning, har socialister brugt mere tid på at bekrige hinanden end højrefløjen.
Den revolutionære socialisme har intet præsteret ud over heroisk opofrelse i nederlag, vold, sult og tyranni, når den sejrede. Den hører til på historiens losseplads.
Men skulle man forledes til at tro, at den reformistiske forbrødring så ville bringe Enhedslisten og Socialdemokratiet tættere sammen, tager man fejl. Hvor fortidens kommunister og socialdemokrater havde hver deres roller og identiteter, kæmper Enhedslisten og Socialdemokratiet i dag om den samme historie og de samme værdier.
Ikke at forholdet mellem partierne har ændret sig. Socialdemokraterne opfatter fortsat venstrefløjen som dybt uansvarlige. I Enhedslisten mener man, at socialdemokraterne har solgt ud. Det er der sådan set intet nyt i. Den gamle slager om, hvordan Socialdemokratiet har svigtet arbejderklassen, har altid været et hit på venstrefløjen, og socialdemokrater har altid fundet oppositionen til venstre skideirriterende, rent ud sagt.
Det nye er, at Enhedslisten i dag opfatter sig selv som arvtagerne til det ’autentiske’ Socialdemokrati. Det ses f.eks., når trotskisten Pernille Skipper siger, at Enhedslisten er partiet for ægte socialdemokrater, eller når chefideologen Pelle Dragsted, ikke uden ideologisk adræthed, i et indlæg i venstrefløjstidsskriftet Eftertryk får gjort sig selv til både Staunings og Mogens Lykketofts sande arving. Altså den Stauning, der af datidens venstrefløj blev kaldt socialfascist og klasseforræder, og Lykketoft, der var finansminister, mens Pelle Dragsted var aktiv bz’er og autonom.
Det er sådan noget, der kan gøre socialdemokratiske politikere rasende. De hader, når selvretfærdige venstrefløjstyper gør sig til dommere over, hvad partiet må og ikke må. Problemet er, at Pelle Dragsted faktisk har en pointe. Godt nok ikke i forhold til Stauning, den gamle kommunisthader.
DF tilbyder at lave stor udlændinge-aftale med S - og gerne uden om regeringenMen når det kommer til udlændingespørgsmålet, er afstanden mellem Enhedslisten og nyere S-formænd som Auken, Nyrup og til dels Thorning-Schmidt kortere end afstanden mellem Mette Frederiksen og hendes forgængere.
For selv om fortidens S-formænd også blev beskyldt for fremmedfjendskhed, var deres analyse grundlæggende den samme som venstrefløjens. En fremmed var en ven, du ikke havde mødt. Danmark havde i kraft af sin rigdom pligt til at modtage mange flygtninge, og det største problem var ikke, at indvandrerne ikke ville integrere sig, men at danskerne var racister.
At Nyrup og Thorning-Schmidt så en gang imellem sagde noget andet, var mest af alt udtryk for opportunistisk frygt for at miste vælgere. Grundlæggende anså de indvandring som et perifert emne, der skyggede for det vigtige spørgsmål: økonomien. Sådan er det ikke i Mette Frederiksens Socialdemokrati. Her er udlændingepolitik, med ordfører Mattias Tesfayes ord, klassekamp.
De rige og veluddannede kan sagtens være tolerante. De bor i dyre lejligheder. Deres udenlandske kollegaer er sekulære akademikere, og deres børn går på kridhvide skoler.
Anderledes er det for Socialdemokratiets vælgere. Det er dem, der ser deres kvarterer forvandlet til ghettoer, og deres unger, der udgør et etnisk mindretal på mange folkeskoler. Målet for den socialdemokratiske murersvend er at give socialdemokraterne et sprog til at håndtere indvandringen: et sprog, som ikke er Søren Krarups kulturkonservative eller Pia Kjærsgaards småborgerlige, men som kan håndtere flygtningekrisen; ikke bare som et forbigående fænomen, men som en folkevandring.
Byrde eller berigelse? Jeg er en 67-årig somalisk kvinde, speciallæge og taler fem sprog flydende. Dansk Folkeparti skal ikke kalde mig en byrde for samfundetDet forstår man intet af på venstrefløjen. Her lyder det bare som ren overgivelse til racismen, og det har større konsekvenser end den gamle reform-revolution-debat, der herhjemme gudskelov aldrig blev andet end en teoretisk øvelse.
Historisk var både socialdemokrater og kommunister enige på den korte bane. Arbejderklassen skulle have mere løn og bedre arbejdsvilkår. Men med udlændingespørgsmålet handler uenigheden om her og nu, og den er dødsens farlig for socialdemokraternes ambition om at vinde regeringsmagten. Løkkes og Støjbergs bedste chance for genvalg er vælgernes tvivl om, hvilken udlændingepolitik rød blok vil diske op med. Den usikkerhed er der mange, der gerne vil bidrage til at skabe.
For særligt Enhedslisten, men også Alternativet og Radikale lever af de rene standpunkter. Her er ingen gråzoner eller behov for at forstå modparten. Alle tre partier har som vækststrategi at lade borgerlige vælgere sejle deres egen sø for i stedet at gå på strandhugst blandt utilfredse socialdemokrater. Og dem er der mange af.
For selv om vælgerne generelt er positive, er en stor andel af de socialdemokratiske partimedlemmer uenige i Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes kurs.
Nej tak: Nordafrikanske lande afviser Mette Frederiksens asylcentreDen reformistiske venstrefløj kan derfor vise sig at være en langt farligere udfordrer for Socialdemokratiet, end de revolutionære kommunister var. Allerede inden valget er vundet, lægger Enhedslisten planer om at vælte S-regeringen.
Under Thorning-Schmidt var forholdet til venstrefløjen elendigt. Spørgsmålet er, om det ikke kan blive endnu værre, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister.
fortsæt med at læse
