0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Niels Jespersen: Det er sådan noget, der kan gøre socialdemokratiske politikere rasende

Med Mette Frederiksens udlændingepolitiske linje er der lagt op til et endnu giftigere forhold til venstrefløjen end under Thorning-Schmidt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Foto: Peter Hove Olesen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Socialdemokratiet og venstrefløjen har aldrig været tættere på hinanden ideologisk. Og aldrig været mere uenige om den daglige politik.

Det er udlændingespørgsmålet, der splitter, og her er også mange socialdemokrater skeptiske. Det fandt jeg selv ud af, da jeg for nylig forgæves forsøgte at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. Der fik man ikke klapsalver for at følge partilinjen.

Der blev ellers skrevet danmarkshistorie den forårsdag i 2014, hvor Enhedslisten endegyldigt skrev revolutionen ud af sit principprogram. I små 100 år havde det været sådan, at man kunne have spurgt et hvilket som helst ledende medlem af et af de tre stifterpartier, VS, SAP og DKP, hvad de ønskede sig mest brændende – svaret ville være faldet prompte: en revolution. Ikke en revolution i overført betydning, men sådan en konkret en som den, der blev gennemført i Rusland i oktober 1917.

De små venstrefløjspartier var så til gengæld dødeligt uenige om, hvornår revolutionen løb af sporet, og Rusland ophørte med at være socialistisk. Ifølge VS’erne skete det allerede i 1921 med nedkæmpelsen af Kronstadt-oprøret. SAP tjekkede ud ved Stalins magtovertagelse i 30’erne, mens DKP’erne abonnerede på den store pakke og støttede Sovjetunionen helt op til Murens fald.

Alt det er historie nu, og godt for det. Siden arbejderbevægelsen blev splittet i en reformistisk og revolutionær retning, har socialister brugt mere tid på at bekrige hinanden end højrefløjen.

Den revolutionære socialisme har intet præsteret ud over heroisk opofrelse i nederlag, vold, sult og tyranni, når den sejrede. Den hører til på historiens losseplads.

Hvor fortidens kommunister og socialdemokrater havde hver deres roller og identiteter, kæmper Enhedslisten og Socialdemokratiet i dag om den samme historie og de samme værdier

Men skulle man forledes til at tro, at den reformistiske forbrødring så ville bringe Enhedslisten og Socialdemokratiet tættere sammen, tager man fejl. Hvor fortidens kommunister og socialdemokrater havde hver deres roller og identiteter, kæmper Enhedslisten og Socialdemokratiet i dag om den samme historie og de samme værdier.